Mit kendskab til naboer har ikke altid været så godt. Som barn var jeg meget råbende og udadreagerende, så mine naboer kunne godt se lidt skævt til mig. I mine teenageår fik min mor vidst flere klager over slåskampe, og larm fra naboerne i opgangen.
Andet kendskab til naboer har været på institutioner eller psykiatriske afdelinger, hvor man bankede på væggene for, at få dem til at skrue ned for musikken, eller stoppe med at trampe rundt eller hoppe så gulvet rystede.
Jeg har på ingen måder selv været en god nabo, så jeg kan jo ikke klandre andre for, at skulle gøre det bedre. Men min store udfordring kom, da jeg skulle flytte ud for mig selv. Jeg havde en frygt for, at skulle bo sammen med andre mennesker i en opgang, for hvordan ville de ikke se på mig? Erfaringerne har jo ikke været de bedste, så det kunne nok ikke blive værre.
Første møde med en underbo var, da jeg stod på trappen med en flyttekasse og spurgte om hun ikke gav en hånd med. Hun skulle hurtigt ned og hente semuljemel, og så ville hun gerne hjælpe. Jeg forsikrede hende om, at det bare var min måde, at være sjov på. Om aftenen bankede det på døren og der stod to søde unge mennesker med en lille kattevenlig plante til mig for, at sige velkommen til. Af overraskelse lod jeg dem stå ude på trappen mens vi snakkede sammen. Jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle agere i den situation, og da jeg lukkede døren og de var gået ned igen, følte jeg mig virkelig dum og det plagede mig i flere dage.
Vores lejligheder var ikke skilt ad i BBR og derfor boede jeg i virkeligheden på deres adresse. Pludselig var der en masse papirarbejde, som gjorde at vi så mere til hinanden. En aften skulle jeg ned for, at høre om nogle ting og pludselig sad jeg til aftensmad hos dem. Det var en helt vild oplevelse, og jeg levede højt på følelsen af, at være en del af noget, i flere dage. Jeg følte at jeg levede et normalt liv i et normalt samfund.
En eftermiddag blev jeg ringet op. ”Hej Louise, jeg har en lidt underlig forespørgsel, men vores vaskemaskine er i stykker, så kan vi få lov til at låne din?” Det var der selvfølgelig ingen problemer, er det ikke det naboer hjælper hinanden med? Det var min tanke. Jeg blev lidt i tvivl, men lod det stå som et spørgsmål for mig selv.
I går bagte jeg en bunke kanelsnegle, da jeg fik en veninde på besøg. Den portion jeg fik lavet, var måske lige stor nok, så jeg spurgte underboen om de ikke kunne tænke sig nogen. ”Jo, du kommer bare, døren er åben!” Jeg kunne ikke lade være med, at smile. For mig var det en hel tillidserklæring, at jeg bare kunne gå ind. Da jeg kom ned med en tallerken med kanelsnegle, blev jeg budt ind på en cola og vi fik en god snak og løst og fast. Faktisk fik vi snakket lidt om mit arbejde, og hvor jeg har været henne i mit liv. Reaktionen på det jeg fortalte, gjorde mig stolt af hvor jeg er nået til i mit liv. ”Jamen, hvis man ikke vidste det, så ville man ikke tro, at du var syg”. Jeg bliver så glad for folk siger det. Jeg ved godt, at jeg nok ikke altid lever et helt normalt liv og har flere dårlige dage end ”almindelige” mennesker, og til tider også svært ved at overskue min hverdag, men det betyder meget, at jeg bliver anerkendt for det menneske jeg er.
Min vaskemaskine kom til sin ret i går, men da der var så meget tøj lånte jeg også mit tørrestativ ud. Da jeg gik ned med tørrestativet blev jeg igen budt indenfor, på trods af at de havde gæster. Jeg var overrasket over hvor velkommen jeg var. Det gjorde at jeg igen følte mig lidt mere normal.
Min idé om hvordan jeg ville falde socialt ud i opgangen og vores fælles have, er faldet fuldstændig til jorden. Jeg er vellidt af mine naboer og vi snakker godt sammen. Jeg elsker at ligge og rode i jorden, når den søde pensioneret dame som bor i stueetagen, kommer ud og hilser på sammen med hendes hund. Det er rart at vi alle kan hjælpe hinanden og snakke sammen. Det gør en stor forskel.
Desværre er vi ude i, at mine underboer skal flytte, men der er ingen tvivl om, at jeg vil kigge forbi den gård de flytter ud på. Der er sikkert noget praktisk arbejde jeg kan hjælpe med, og hvis de en dag anskaffer sig nogle køer, så tror jeg de får en lille kvægkøndig som arbejdshest.
Naboer kan jo være fantastiske mennesker, og hvor er det dog dejligt, at føle sig værdsat og ikke så udenfor som jeg havde troet jeg ville være.