Lige om lidt fylder jeg 29 år og mit liv har på ingen måder været normalt. Et liv med psykisk sygdom kræver rigtig meget af én, og når man har været så syg som jeg har, så har behandlingens varighed også været derefter.

Som så mange andre er jeg venner med gamle klassekammerater og barndomsvenner på Facebook, og jeg synes det er så hyggeligt, at se når de så spytter det ene barn ud efter det andet. Den glæde man kan se i øjnene på forældrene er helt unik, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at de har fået den største gave i deres liv.

Stolte forældre poster billeder af deres skønne unger, også i takt med at de vokser op og udvikler sig. Det er så hyggeligt når der popper billeder op, og hvor teksten beskriver en stolt forælder hvis barn har sagt sit første ord eller taget sit første skridt.

 

Jeg har altid selv haft drømmen om at få børn, ingen tvivl om det. Men jeg har også med årene måtte sande, at det måske ikke skal være sådan. Jeg har selvfølgelig nogle år endnu, at løbe på men jeg har også måtte se tingene i et realistisk perspektiv.

 

Måske er jeg ikke sat i verden med de fedeste gener. Jeg har epilepsi, morbus crohn og ADHD, hvilket er tre potentielt arvelige ting. Men det er ikke det eneste. Jeg skal jo også finde manden som skal være far til de børn.

Jeg har gjort mig mange tanker om hvilken mand jeg skulle have i mit liv. Jeg er et menneske som virkelig skal kunne holdes i ørerne, da jeg kan være enormt dominerende, og derfor bliver manden også nødt til at være modsætningen. Jeg skal virkelig have en mand som er i stand til, at sige ”Louise, hvis du skal være så skide sur, så gå ud og grav et hul!” og når jeg så bliver sur og evt. kaster en sko efter ham, så skal han bare vende sig om og gå. En mand som har sine ben plantet solidt på jorden, og som jeg ikke kan rykke, uanset hvor stor en kælling jeg er. Jeg kender et par stykker, men jeg vil nu lade de veninder have deres mænd i fred. Det er ikke den flok mænd som verden har flest af, og derfor har jeg også gjort nogle seriøse tanker om hvad der skulle ske i min fremtid hvis jeg ikke fandt manden i mit liv.

 

Jeg har virkelig måtte sande at det ikke er sikkert, at drømmen om børn nogensinde bliver til noget. For hvis jeg ikke finder den rette mand, så skal jeg ikke have børn.

 

Der er nogen som så har snakket om kunstig befrugtning og, at der jo ikke behøvede at være en mand for at sætte børn i verden. Tanken var jo egentlig fin, men jeg ved at jeg vil være syg resten af mit liv og, at det også kan have konsekvenser for et barn som jeg har ansvaret for. Derfor ved jeg også at den opgave vil jeg ikke satse på, at tage alene og der bliver nødt til at være en anden i hverdagen, som kan tage over hvis det skulle ske, at jeg ikke kunne.

 

Når jeg ser tilbage på min egen kaotiske opvækst, så har jeg på ingen måder lyst til, at udsætte mine egne børn for det. Mange fagpersoner har sagt at de ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne give mine børn så meget kærlighed, at de ville kunne drukne i det. Men når jeg mærker efter, så bliver jeg usikker. Hvad hvis jeg nu ikke formåede, at være den mor jeg ønskede mig at være? Jeg ville aldrig svigte mine børn og derfor vil jeg heller ikke satse på, at sætte børn i verden hvis jeg ikke var sikker på, at jeg havde fundet manden og vejen i livet med børn.

 

Det har taget mig mange år, mange snakke og endnu flere tanker, at nå til den erkendelse af at jeg måske aldrig får de børn jeg har drømt om. Men børn skal ikke sættes i verden for en hver pris, og lige her vil jeg ikke lade egoismen sejre.

Lige nu har jeg det faktisk rigtig fint med de tre børn jeg har i forvejen. Det kan godt være at ordforrådet er meget lille og aldrig kommer længere end ”muh”, ”miav” og ”vov” men det er der hvor min kærlighed er lige nu, og der hvor jeg er sikker på, at jeg har overskuddet og mængden af omsorg og kærlighed nok til, at kunne være der.

 

Men jeg drømmer stadig om de små kortbenede terrorister jeg kunne sætte i verden, som kunne charmere sig ind alle steder. Det er nemlig ikke forbudt at drømme, og drømme er også det som er med til, at jeg gerne vil arbejde videre med mig selv og måske nå de drømme en dag. Men ikke for enhver pris!

Om Forfatteren

Jeg er 30 år og bor i Næstved. Mit liv har været præget af psykiatrien og ikke mindst tre års indlæggelse. I dag er jeg nået så langt i mit liv, at jeg føler at jeg har det godt. Selvom jeg er kugle skør og en omvandrende tosse, så holder jeg af livet, og vil gøre alt hvad jeg kan for at fortælle verdenen, at vi psykisk syge, er lige så meget værd som alle andre. Udover at være blogger hos Outsideren så er jeg uddannet EN AF OS ambassadør, og lægger rigtig meget arbejde i dette. Jeg blev færdiguddannet i marts 2015 og glæder mig til at komme ud og blive klogere og ikke mindst også hjælpe andre til, måske, at blive en lille smule klogere. I februar 2016 blev jeg ansat som brugerpanelmedlem i Psykiatrisk Center København Forskningsenhed, under programmet "Rehabilitering, Shared Care og Recovery" Jeg er uddannet Peerguide fra Recovery Lab og er ansat som Peermedarbejder i psykiatrien. Du kan finde hele min blog på http://mitlivpaatvaers.dk/ https://www.facebook.com/mitlivpaatvaers

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.