Af Emma Christensen
Som 16-årig, har jeg skåret flere gange i mig selv, end hænder kan tælle. Jeg har langt over hundrede ar over hele kroppen, og er desværre ikke færdig med at gøre mig selv skade endnu. Egentlig er jeg en helt almindelig pige med interesser og gode venner, men et sted i mit liv er noget gået galt, og jeg blev ramt af en masse psykisk ked-af-det-hed, som førte til, at jeg blev flyttet på bosted og blandt andet begyndte at skære i mig selv.
Selvskaden handler for mit vedkommende meget om at overføre den psykiske smerte til noget fysisk. I det sekund, jeg skærer i min arm eller mit ben, tænker jeg slet ikke over, hvor ked af det jeg i virkeligheden er, og hvor ondt jeg har indeni, men er tværtimod fokuseret på det, der gør ondt udenpå.
Jeg kan sammenligne selvskade med eksempelvis strategien, der hedder at ryge: trangen dæmpes for en stund, men efter ganske kort tid dukker lysten atter op. Og for mange bliver selvskaden – nøjagtig ligesom rygningen – på et tidspunkt en afhængighed eller en dårlig vane. Selvom man naturligvis godt ved med sin fornuft, at denne såkaldte dårlige vane ikke er hverken gavnlig eller særlig holdbar på sigt, så fortsætter man, netop fordi det kan føles som en tryghed, og som noget man synes er umuligt at komme ud af. For hvad pokker skal man sætte i stedet for?
Bare ét snit mere
Så sent som for et par dage siden, skar jeg mig i halsen og på min ene arm. Allerede fra morgenstunden havde jeg kunnet mærke de dumme, selvkritiske tanker presse sig på: ’Du er ikke god nok. Du er grim og tyk. Se bare på dig: Ligner du måske en af modellerne fra de reklamer, der hænger rundt omkring? Nej!’ Og tankerne havde jo ret, bildte jeg mig selv ind. Jeg var jo ikke slank og uden fedt, jeg havde ikke langt bølget hår, store, fyldige læber og krystalblå øjne. Det gjorde ondt at tænke sådan, og jeg blev ked af det, så jeg låste mig i stedet ud på badeværelset, skilte en skraber ad, og lod et barberblad skære i min hud. Et snit mere, bare ét mere, så er det fint. Jeg skar igen, og et åbent sår blev til flere. Jeg kunne slet ikke stoppe. Det kunne jo alligevel også være lige meget, hvor meget eller hvor dybt jeg skar, for der var jo ikke nogen der bekymrede sig om det. Hvem skulle dog også holde af én, der ikke var smuk og talentfuld? Jeg fortjente at gøre skade på mig selv, for jeg var ikke god nok. Jeg fortjente slet ikke at være her på jorden, jeg var spild af plads.
Først da en af pædagogerne på mit opholdssted bankede på, og igennem døren spurgte, om jeg var okay, lagde jeg barberbladet fra mig. Pædagogen låste sig ind til mig, og hjalp mig med at binde sårene ind. Jeg blev ked af det, og fortrød straks, at jeg havde handlet på mine selvdestruktive tanker. Jeg følte mig svag og elendig, fordi jeg ikke havde stået imod, og jeg følte mig besværlig, fordi der nu var et andet menneske, der skulle betale for min selvskadende handling. ’Undskyld’, sagde jeg, og skældte mig selv ud. I dette øjeblik dunkede jeg blot mig selv endnu mere oven i hovedet end før, og jeg følte så meget skyld og dårlig samvittighed over for pædagogen, som nu måtte bruge en masse tid på at tørre blod op fra gulvet, på at plastre mig til og på at rydde op efter mit forfærdelige svineri.
Kræver støtte at stoppe
Selvskade er en skidt vane, og det er en uholdbar – men desværre svært benyttet – metode, som kræver enormt meget at bryde med. Det er, som med rygningen, noget, der især kræver, at personen selv er et hundrede procent indstillet på at kæmpe sig ud af det. Men det kan være utrolig svært, hvis ikke man har de rigtige, støttende og trygge rammer. Det betyder ufatteligt meget, at man har nogle mennesker at læne sig op af; mennesker der lytter og krammer, mennesker, der forsikrer én om, at der ingenting er at være bange for, og at alting nok skal gå.
Men hvordan kommer man uden om at skade sig selv? Hvordan forebygges og forhindres det? Hvordan finder man andre, mere fornuftige veje at gå, og gode afledningsmanøvrer, når det bliver ekstra svært?
Personligt ved jeg, at socialt samvær hjælper mig rigtig meget i de situationer. Om det så er en køretur i stilhed med en pædagog eller et familiemedlem, om det er et spil UNO, eller sofahygge i stuen med en god film, er i og for sig ligegyldigt. Så længe der findes på noget, man har bare en lille smule lyst til, og så længe man finder nogen at gøre det sammen med – også selvom det naturligvis kan være enormt uoverskueligt at tænke de baner i øjeblikket, hvor alt ramler.
Det handler om at finde alternativer
Det er ikke altid, det hjælper første gang, men så må man gøre et forsøg igen. Hvad kunne så være en løsning? Hvad kunne jeg så synes, var okay at lave, hvis jeg ikke måtte vælge selvskaden? Når jeg tænker sådan, er det langt fra hver gang der kommer idéer op, men så prøver jeg i stedet at tænke på, hvad jeg plejer at lave, og prøver så kræfter med det – også selvom jeg ikke altid har lyst. For mig kunne det eksempelvis være at spille klaver, farvelægge mandalaer, gå en tur, læse, se Netflix eller høre musik.
Som pårørende eller tilknyttet person, kan man også hjælpe den selvskadende rigtig meget ved at tage ansvar, hvis den pågældende ikke selv kan. ’Kom, nu laver vi to lige noget, for at få tankerne distraheret,’ er ofte rart at høre, hvis man ikke selv er i stand til at tage beslutningen. Det kan føles trygt, at andre tager over, og bestemmer for én, så man ikke selv behøver at træffe valget om, om og hvordan man skal selvskade.