…men det bliver bedre.
Jeg har aldrig rigtig været god til det der med jul. For mange dårlige oplevelser, triste stunder og ”falsk” julestemning har sat sit præg på min oplevelse af netop denne højtid. Egentlig er jeg ikke særlig god til højtider, og synes egentlig de skaber mere uorden og kaos end hvad jeg kan rumme. Men det bliver bedre!
Sidste år havde jeg en idé om at jeg ikke skulle holde jul. Jeg ville bare være derhjemme sammen med Luna, få lidt god mad og så ellers se noget af alt den gode fjernsyn der er i julen. Mange havde spurgt hvad jeg skulle i julen, da de kender til min skepsis og manglende familiære relationer. Jeg var ærlig omkring mine tanker og de fleste kiggede på mig og sagde ”Louise, ingen skal sidde alene juleaften. Du må gerne komme hjem til os!” Det var rart at andre viste omsorg, men det var lidt som om de ikke helt forstod hvad jeg mente. Det var mit helt eget valg og det jeg havde lyst til. Jeg tror måske mange andre mennesker har et helt andet syn på det end jeg har, og virkelig ikke kan forstå min tankegang, hvilket jeg heller ikke kan forvente.
Da jeg fortalte det til Marianne, gik hun helt i baglås. Ganske vidst skulle ingen sidde alene juleaften, men det skulle jeg bestemt ikke. Jeg forsøgte at forklare hvorfor, men der var ikke rigtig kontakt ind til hende, og jeg tror følelserne spillede en stor rolle. Jeg har nogle bonusser som elsker mig meget højt og som prøver at kompensere for noget af det tabte. Jeg blev beordret derud juleaften, og hvis jeg ikke mødte op så ville de hente mig. Jeg prøvede let og elegant at komme udenom ved at sige at jeg jo kunne blive syg, men end ikke det hindrede hende i at insistere. Så måtte jeg ligge på sofaen og være syg, for alene det skulle jeg ikke være.
Jeg tog chancen for at opleve en anti-institutions-jul og måske få en bedre oplevelse end dem jeg husker, for størstedelen af min barndom kan jeg faktisk ikke huske, kun føle.
Jeg havde meget svært ved at finde ud af hvor jeg skulle placere mig juleaften. Da vi skulle spise ventede jeg kun på at alle havde sat sig, så jeg kunne tage den sidste stol. Pludselig udbrød Per ”Louise sæt dig nu ned!” Han havde godt spottet min nervøsitet og jeg fik sat mig. Maden var som den skal være en juleaften for mig og jeg nød den hjemmelavede rødkål, som nok er den bedste jeg nogensinde har smagt.
Jeg har et virkelig anstrengt forhold til gaver, for jeg ønsker mig aldrig noget. Jeg har hvad jeg skal bruge og hvis jeg ikke har det, så går jeg ud og køber det. Jeg har været vant til at få kæmpe gaver uden de store følelser, men hvor prisen har spillet ind og hvor det gjaldt om at give den dyreste og smarteste gave.
Jeg havde et helvede med at købe gaver til Anne, Mie og Ditte, og jeg måtte i den grad have assistance. Mie fik frit løb og jeg kørte bare dankortet igennem til Ditte og Anne. Ditte og Anne havde så reddet mig ved at vi slog os sammen om Mies julegave, så der var min indre krig afblæst. Mads var en del nemmere da der var en ønskeseddel med ønsker jeg faktisk kunne forholde mig til. Sportstøj!
Vi sad der og pakkede gaver op én af gangen. Hold kæft der var mange gaver og jo flere jeg fik jo mere nervøs blev jeg. Men der var et par gaver som gjorde et stort indtryk på mig. Pers mor havde en lille gave til mig og da jeg åbnede den lå der et par fine hjemmestrikkede strømper til mig. Jeg tog dem på og tænkte at de var strikket til mig, og kun mig. Jeg var glad og jeg understregede flere gange over for de andre at jeg havde fået den fedeste gave. Men også gaven fra Mads gav mig en god følelse i min mave. En lille kurv fyldt med Junglevrål slikkepinde, som er dem jeg elsker allermest, var gaven fra ham. Der sad jeg på gulvet som et barn med mine nye strømper og min kurv med slikkepinde. Pludselig var jeg lille Louise, men på den gode måde. Selvfølgelig var jeg glad for de andre gaver, men lige de her to gjorde et stort indtryk på mig.
Jeg havde en juleaften som jeg sent vil glemme, og hvor jeg virkelig følte mig godt tilpas.
I år tager jeg endnu et stort skridt i min julelæringsproces! Jeg skal nemlig holde jul sammen med Casper, hans mor og familie. Jeg har jo kendt dem hele mit liv og de er mormor, moster osv. som de altid har været og vi har holdt en hel del juleaftener sammen, men jeg kan bare ikke rigtig huske dem. Jeg har billeder derfra men jeg husker ikke ret meget, for at sige næsten intet.
Jeg har en krop som reagerer meget på stemninger og som reagerer på ting den husker, men som jeg ikke selv gør.
Jeg er meget spændt på hvordan denne jul bliver, for det er også noget nyt. Men for at fortsætte den gode udvikling så må jeg til tider ud af min komfort zone og prøve noget nyt. Og jeg er sikker på at det bliver godt, selvom min krop ikke altid er enig med mig i det.