Min psykolog, Pia Callesen, siger, jeg skal bruge min “indre sekretær” (underbevidstheden), når jeg får sygt mange tanker og ideer i løbet af dagen og om natten. Hun skal nok huske de vigtigste tanker for mig, så jeg kan give slip på dem. Jeg behøver ikke skrive noter og gule lapper til mig selv. Når jeg har min arbejdstid, kan jeg spørge sekretæren: “Nå, hvad har du til mig i dag?”

 

Psykolog Pia Callesen

 

Vi lavede en øvelse i at slippe “triggertankerne”. Jeg sagde, at ordene “videofilm”, “kunstudstilling” og “outsideren” kan udløse en tankevrimmel for mig, da det er noget, der optager mig vildt meget i øjeblikket. Jeg lukkede øjnene, mens hun fyrede en række ord af: “Bamse og Kylling”, “farven blå”, “elefant”, “outsideren”, “afdansningsbal”, osv. Det gippede i mig, da hun nævnede ooutsideren. Men jeg lavede tricket med at overlade tankerne til min sekretær. Og det var enormt befriende.
Om mine søvnproblemer aftalte vi, at jeg til næste møde skal prøve at blive liggende i sengen og “stene”, når jeg vågner brat kl. 03:30. Ikke meditere eller andet, der kræver en indsats – bare “stene” eler “falde i staver”. For alt i verden ikke stå op og sætte mig ved pc´en. Jeg skal prøve at gøre det seks ud af de syv nætter, der er, til vi mødes igen. Det lykkedes i morges. Jeg stod først op kl. 05:30 – en lille sejr!
Slip tankerne – bid ikke på krogen
I det hele taget er det sundt at lade de nyttesløse, enerverende tanker og grublerier være.
Her er en illustration, jeg har fået af Pia Callesen:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grublerierne giver stress

I øvrigt er det ifølge metakognitiv tænkning ikke mængden af opgaver, der stresser os, det er, hvor meget vi grubler over dem – ofte helt ufokuseret og på forkerte tidspunkter. Det gælder om at være fokuseret i en fastsat arbejdstid.
Når en medarbejder går til chefen og siger, at han/hun er ved at gå “ned med stress”, er svaret automatsik: “Gå hjem og slap helt af”. Men det er næppe den rette måde at håndtere situationen på. Ikke, hvis den stressede medarbejder ligger på sofaen og fylder sig med tanker. “Jeg er en fiasko”, “Hvorfor kunne jeg ikke klare mosten, når de andre kan”? “Skulle jeg begynde igen?” Hvad nu, hvis …?”

Godt mod stress-allergi

Jeg fik i 2005 diagnosen bipolar 2/Maniodepressiv med hypomanier (Ikke så voldsomme som egentlige manier), og jeg har deltaget i adskillige former for behandling ved siden af medicinen: Kognitiv terapi, psykoedukation, psykolog- og psykiatersamtaler, bl.a. Det har altsammen hjulpet mig af med de store udsving. Jeg har ikke haft en depression i årevis, men har indimellem svært ved at undgå hypomanien.

Men jeg må nok sige, at Metakognitiv terapi (der fortjener et mere sexet navn!) er den bedste for form for behandling, jeg har prøvet. Den støtter mig godt, imens jeg trapper ud af benzo og kan forhåbentlig kurere mig for min lidelse, som jeg nu kalder “stress-allergi”.

 

Læs mere om metakognitiv terapi og dens imponerende forskningsresultater her:

https://cektos.dk/

Læs evt. mit indlæg om tankemylder:

https://outsideren.dk/2017/06/23/saadan-fjerner-jeg-tankemylder/

Det er læst af 4049 personer og øvelsen bruges af rigtigt mange

 

Om Forfatteren

Journalist i mere end 20 år og forfatter til fire bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression" og "Flygtninge i flammer". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 350 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

5 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Kim!
    Tak for et vigtigt indlæg. Den der med “den indre sekretær” har jeg i høj grad haft inde på livet, da jeg i sin tid oplevede, at jeg i den grad var på fjendtlig fod med min “indre sekretær”. Denne “sekretær” modarbejdede mig i den grad, så jeg følte mig forladt af gud og mennesker, og ofte havde den virkning, at jeg var forfulgt af uheld. Det er faktisk et ret mærkeligt fænomen, som har ført med sig, at jeg i dag har den indstilling, at heldet skal hjælpes. Selv fik jeg det først godt efter en meget grundig og langvarig behandling med store doser af stærk antidepressiv medicin, hvorunder “den indre sekretær” gjorde ihærdig modstand mod at blive lavet om. Jeg fik i den grad ommøbleret hele mit psykiske indre, og må i dag erkende, at den realitet, jeg i dag “ser” er radikalt anderledes end det, jeg dengang “så”. Det er en sjov og tankevækkende oplevelse, at selvom en person ligner den samme som altid, så kan den sjæl, der er derinde i den grad skifte karakter.

    Svar
    • Kim Engelbrechtsen

      Kære Arne

      Mange tak for kommentaren. Det glæder mig, at du synes om indlægget, og at du har fundet frem til the real you.
      “Heldet skal hjælpes” er også en god vending, den vil jeg huske at benytte i forlængelse af den med “den indre sekretær”!

      De allerbedste solhilsner 🙂

      Kim

      Svar
  2. Ulla kirstine

    Kan Outsideren arrangere et forløb? Lyder meningsfuldt.
    Vh

    Svar
  3. Kim Engelbrechtsen

    Hej Ulla

    Fin idé. Det vil vi da overveje 🙂

    Solhilsen,

    Kim

    Svar
  4. Michael Zittergong

    Interessant at simpel fokusering kan give lindring for angstprovokerende tankevirksomhed. Godt at det virker for dig!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.