Hvis man googler ”cognitivism” på internettet, og kigger på den Wikipediaartikel, som derved fremkommer, springer det i øjnene, at kognitivismen i sin idé beror på den tanke, at hjernens måde at behandle information på er at ligne ved en computers måde at forarbejde information på. Matematikeren Roger Penrose, samt filosoffen og forfatteren John Rogers Searle har fremført vægtige argumenter mod denne tankegang, og i den forbindelse vil jeg her fremsætte nogle af de tankegange og betragtningsmåder, som jeg selv er kommet frem til vedrørende hjernens funktionsmåde. Det er mig magtpåliggende at nå frem til en model og en forestilling, der så vidt muligt undgår at presse objektet, her hjernen og den menneskelige psyke, ned i en form, den med djævelens vold og magt skal passe ned i, men at præsentere en forestilling, der så vidt muligt er rummelig i forhold til alle de varierende fænomener, der har været de historiske og forhistoriske forudsætninger for den menneskelige psykes tilblivelse, i alle de varianter og skikkelser, den nu engang tager og har taget.

Det, jeg forestiller mig, er, at alle ordene, det være sig sagte, skrevne, læste og hørte ord, samt alle objekterne, f.eks. en hest, et træ eller en bil eller en sporvogn, kan symboliseres ved små cirkler, vi lægger på en lang, vandret række. Fra hvert objekt udgår, i nedadgående retning, uregelmæssige linier, som udtrykker hvert objekts emotionelle indhold. Dette rodnet blander sig med hinanden nede i dybet, og vekselvirker dér på måder, vi kun kan gisne om. Idéen om sekundærproces – sådan som den præsenteres i bogen ”De Psykiske Grundprocesser” af Erling Jacobsen, og som vel går tilbage til Sigmund Freuds bog om drømmetydning – er, at det sæt af emotionelle rodlinier, der er knyttet til hver objekt, er fuldstændigt fast og uforanderligt knyttet til objektet, og at dette sæt af emotioner er adresserbare via objektet. Når vi f.eks. taler eller skriver til en anden person, så består kommunikationen i at meddele repræsentationer af objektet – ord – som passer med det tilsvarende objekt hos den modtagende. Men meddelelsen er kun forstået i det omfang, at det afsendte ord formår, via det tilsvarende objekt hos modtageren, at aktivere det tilsvarende emotionelle rodnet hos modtageren, som hører til modtagerens objekt. Men her er det væsentlig at gøre opmærksom på, at den egentlige tænkning foregår nede i dybet af det emotionelle rodnet, og at denne tænkning kan have sine helt egne formål og retninger, som ikke engang behøver at være kendt af den person, der har den. Her spiller systemet af objekter rollen som en slags frugtlegemer hørende til tænkningen, og at denne sådan set kun bonger ud med et konkret output, såfremt rodnettet af affekter finder anledning til overhovedet at aktivere nogle objekter, i rollen som frugtlegemer. Interessant er det også at notere sig, at viden om ordklasser og syntaks og grammatik ligger gemt i rodnettet af emotioner, og i dettes indbyrdes vekselvirkninger og relationer. Man kan kalde denne model for ”svampemodellen”, idet de enkelte champignons er de frugtlegemer, som er oppe på overfladen, og som man ser, mens langt det meste af svampens legeme består af et enormt forgrenet net af hyfer, som er nede i jorden, og hvis eksistens vi ville være uvidende om, hvis ikke der havde været folk, der havde studeret svampens biologi.

Der er så det komplicerende fænomen, at vi også er udrustede med primærproces – som jo i renkultur kommer til udtryk i drømmene – og som i sin idé indebærer, at emotionsrøddernes binding til deres objekter løsnes og bliver flytbare. Hvis man tænker lidt over det, indser man at dette nemt kan have den konsekvens, at det hele ender i det rene sludder og vrøvl, hvilket jo i mange tilfælde er sagen med drømme. Men på den anden side indebærer det jo en tankemæssig dynamik, som sætter os i stand til at udføre mange tankemæssige stunts, såsom at generalisere, og at sætte en problemstilling på hovedet, og mange andre ting. Selve det, at der kan redigeres i hvert sæt af emotioner, der knyttes til hvert objekt, sætter os i enestående grad i stand til at blive klogere. I forbindelse med opvæksten, må processer af denne art især gøre sig gældende, idet der skal etableres nye, ukendte objekter, og disse skal tillægges betydningsladninger, som sætter den lærende i stand til at forstå dem. Der skal med andre ord etableres et emotionelt rodnet for hver nyt objekt, og overflødige rødder, som kun hæmmer forståelsen, og evnen til at benytte objektet på hensigtsmæssigste måde, skal skæres væk. Derfor er primærprocessen i vågen tilstand en nøgleproces i enhver udvikling.

Derfor er jeg kommet til den opfattelse, at selvom vi har erfaring for, at logik er en i praksis meget stærk emotionsform i forhold til den virkelige verden, så skal vi i formidlingssituationen passe meget på ikke at definere det emotionelle apparat, vi betjener os af, for snævert. Der er, kort sagt, meget andet ved livet end logik. Ikke, at jeg hermed har udtalt mig om virkeligheden – den kan i og for sig være logisk nok, selvom moderne fysik sætter klare grænser herfor – men det, jeg her udtaler mig om, er den menneskelige psyke. Når man står i den situation at skulle bibringe et andet menneske en erfaring, som vedkommende ikke i forvejen er i besiddelse af, så bør man efter min opfattelse have for øje, at det stof, denne erfarings- eller tankeformidling er gjort af, fundamentalt er et emotionelt stof. Ikke sådan at forstå, at man skal lægge en masse utidigt føleri for dagen. Man skal blot gøre sig klart, at det ikke er en computer, man programmerer, men at pointen mange gange tager sit udgangspunkt i, hvad den modtagende person i forvejen kan og ved. Jeg vil mene, at det meste af, hvad et voksent menneske lærer, består i udbygninger, extensioner, af i forvejen tilstedeværende viden.

Det, der er stærkt ved denne model, er, at den er så rummelig, og at den præsenterer os for mange af de mysterier, som tilværelsen rummer. Hvad er f.eks. lyrik og poesi for noget? Hvilke psykiske processer ligger der bag fænomener af denne art? Hvordan går det til, at så stor del af menneskeheden forfægter religiøse anskuelser? Hvad ligger der bag det almenmenneskelige fænomen at generalisere stort set hvad som helst, der måtte komme indenfor den menneskelige tankesfære? (Jeg har her i øvrigt gjort den iagttagelse, at visse mennesker betragter det at generalisere som en magtdemonstration, hvilket leder dem til de mest bizarre og kontrafaktiske generalisationer, der intet har med fakta at gøre, og som er af en helt anden art end de generalisationer, videnskaben betjener sig af. Der ligger vel det i det, at naturlove har karakter af absolutter, enhver må adlyde, og indenfor hvis rammer alt udspiller sig. Ak ja.). Modellen er jo et eklatant oprør mod den ”computerisme”, og den tilhørende behaviorisme, som af gode grunde er oppe i tiden. Sprogfilosoffen Noam Chomsky stod i et stærkt og velgørende oppositionsforhold til behaviorismen, sådan som den var formuleret af B. F. Skinner, men hans resultater i forbindelse med sprogfilosofiske studier, som gik ud på, at der måske eksisterede en generaliseret grammatik, er i dag stort set forladt. Til gengæld står Ludwig J. J. Wittgensteins andet sprogfilosofiske hovedværk ved magt, idet det var formuleret så fantastisk rummeligt, at det har meget bred anvendelighed. Dog mener jeg, at der godt kan ligge noget i Noam Chomskys filosofi, idet erfaringer med hjerneskader i forbindelse med apopleksitilfælde synes at indikere, at forskellige ordklasser synes at være anbragt lidt forskellige steder i venstre tindingelap.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.