Hold da op en maj måned, jeg har haft – og den er ikke engang slut endnu…

Jeg er gået i gang med det helt store projekt med at lavet mit soveværelse helt om. Så jeg har brugt et par dage på at rydde det. Nu mangler kun at få seng, bord, reoler og skrivebord ud. Pyh.. sikke et projekt. Alt fylder og flyder. Hvad har jeg dog rodet mig ud i? Jeg kan slet ikke overskue det. Bare det at skulle se på et nyt garderobeskab og beslutte hvilket et det skal være, er et større arbejde i sig selv end jeg havde forestillet mig. Jeg ved, hvad jeg vil have, og jeg har lidt svært ved at gå på kompromis, fordi jeg ikke vil nøjes. Jeg vil have noget ordentlig, som jeg kan have i flere år. Sådan har jeg det også med sengen og de andre møbler. Men… har man penge kan man få, har man ingen… Fordi jeg ingen indkomst har, er jeg afhængig af mine forældre – og jeg hader det. Jeg synes det er uværdigt. Ydmygende, flovt, at jeg ikke kan betale for mine egne ting. Jeg kan ikke engang søge søge økonomisk støtte hos kommunen – eller, jo det kan jeg godt. Men så skal jeg søge uddannelseshjælp, og så er der krav om at man kommer ud i enten praktik eller arbejdsprøvning (tror jeg nok), så skal der også tage stilling til uddannelse, jobnet, søge ind på uddannelsen, og så videre. Den mølle har jeg været igennem – og det var sådan set det, der gjorde mig syg med angst og stress sidste år. Så tak kommune! Tak for ingenting. Jeg kan end ikke placere et ansvar og søge om kompensation for den uretfærdige behandling og for presset til at gå i gang med uddannelse, selvom jeg mentalt ikke var parat. Uh, hvor jeg hader det. Det er røvhamrende uretfærdigt!

Det er så frustrerende at være i denne her situation.
Jeg gør alt hvad jeg kan for at holde mig selv beskæftiget med alverdens ting – bare for at kunne holde tankerne ud, for at kunne holde ud at være til.
Jeg var til psykolog i går, og jeg tudbrølede fra jeg kom til jeg gik. Af andre årsager, men min pointe er at jeg ved godt, at jeg presser mig selv for hårdt, og jeg kan ikke holde til det.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne sige “fuck det hele, nu skrider jeg”, købe en enkeltbillet og rejse væk. Enten til Sydafrika eller Australien. Bare langt væk. Få et pusterum. Skrige ud over bjergene. Det her er ulideligt.

Som om det her ikke er nok, så jeg har oven i det hele også fået problemer med synet. Livet synes åbenbart ikke, jeg har nok på skuldrene. I de sidste par måneder har jeg haft smerter i øjnene og lidt af hovedpiner når jeg læste. Det er altså ret vigtigt for mig at kunne det, når det er sådan jeg finder ro. Så gæt hvem der skal på øjenklinikken på Glostrup sygehus. Jeps! Mig.

Jeg er ved at blive idiot! Ved at blive sindssyg. Jeg er ikke særligt god til at prioritere mig selv. Det har jeg så gjort i og med jeg får lavet mit værelse, men jeg er noget mast. Jeg knokler for at få mine ønsker til at blive en realitet, men vejen er lang og fuld af huller og bump.

Jeg er frustreret og ked af det hele tiden. Jeg ryster på hænderne konstant, fordi jeg føler mig presset. Jeg sover næsten ikke om natten; kun når jeg har taget sovemedicin – og det tager jeg bestemt ikke hver nat. Jeg har lyst til at falde skrigende sammen konstant. Jeg har fået en eller anden trang til at føle en fysisk smerte, der kan overdøve den mentale. Knuge hænderne sammen om knuste glasskår. Gå på glasskår. Et eller andet, der gør fysisk ondt.

Intet nyt fra vestfronten? Jo, der var masser fra denne front.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.