I går var jeg i biografen med min mor. Hun havde inviteret mig ind og se Rocketman, filmen om Elton John, da min far skulle se Le Mans. Og hold nu kæft, det var en god film. Sjov, rørerende, tankevækkende.

Filmen om Elton John fik sat tankerne i gang hos mig.
På mange måder kunne jeg spejle mig i de følelser, som han har haft.

Følelsen af at være uelsket, svigtet og overset som menneske.

I 2012 røg jeg ned i mørket. Min farfar var død året før, og jeg havde ikke fået bearbejdet sorgen ordentligt. Han døde kun få dage efter, at jeg var startet på HF, og jeg brugte al min energi på skole og lektier, så jeg ikke røg bagud fra starten.

Jeg fik det værre i løbet af efteråret.
Jeg følte mig uduelig; som et mennesker, der ikke havde styr på noget som helst. Jeg følte mig som en dårlig datter. Min forældre havde sølvbryllup, og bare planlægningen var overvældende og svær at overskue. Jeg havde mange lektier og en stor opgave i engelsk, der svarede til en eksamensopgave, der skulle laves og afleveres lige omkring deres bryllupsdag.
Min familie var med indover og hjalp med planlægningen af sølvbrylluppet, men jeg følte ikke, at jeg blev hørt. Det var som om, jeg ikke rigtig var med; som om, jeg ikke var en del af det.

Så kom min 20 års fødselsdag i oktober måned. Det var under halvdelen af min familie, der kom, da der var andre arrangementer og planer i den weekend.
Det eneste, jeg tænkte var: “Nå, nu må vi se hvor mange, der egentlig elsker mig”.

Jeg var ked af det og såret. Selvom jeg var sammen med andre, følte jeg mig ensom. Men jeg havde også en tendens til at skubbe menneskene omkring mig væk. Jeg var vel i bund og grund bange for at blive svigtet. Det havde jeg jo prøvet så mange gange før. Det har jeg også prøvet senere hen, men nu er det som om, jeg er ligeglad. Som om, jeg er en tom skal. En kold og kynisk kælling, der er fucking ligeglad med dem, der skrider. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn mere, som førhen. Jeg gider ikke spilde min tid, min energi og mine tanker på det.

Jeg har lært mange ting at kende hos mig selv. Nye sider, jeg ikke vidste, jeg havde. Men også hos andre.
Mange fra min familie anede ikke at jeg led af angst og depressioner, før indtil for nogle få år siden. Det var først, da jeg åbnede op, at min opførsel og væremåde gav mening.

Jeg skammede mig over, den jeg var. Jeg hadede, at de ikke kunne se, hvor meget det påvirkede mig. De små dæmoner havde sat sig på tværs i mit hoved.

I filmen er der en scene, hvor Elton John tager en overdosis piller og skyller dem ned med en masse spiritus. I sin påvirkning går han ned til sin pool, stiller sig op på vippen og råber ud til sine gæster, at nu vil han tage livet af sig selv, og lader sig dratte ned i vandet.

Ja, det har jeg også haft lyst til. Mindet kom igen. Eller rettere, minderne.
Sidst, jeg havde selvmordstanker var ved årsskiftet 2018/2019. De mentale smerter overdøvede de fysiske. Smerten ved at miste, at blive svigtet, at være forelsket og samtidig føle at ingen forstod, var for stor en belastning.
Jamen, hvorfor gjorde du så ikke noget ved det, Maria?

Det ved jeg ikke. Men måske har det noget at gøre med frygt, skam og skyld.
Jeg har tidligere haft selvmordstanker og tanker om selvskade. Jeg har flere gange været tæt på at føre det ud i livet. Men af en grund, jeg ikke kan give, har jeg aldrig gjort det. Jeg har været så tæt på, som at tælle pillerne i pilleglasset, stå med en køkkenkniv mod håndleddet og det samme med et barberblad. Men fornuften har altid sejret over dæmonerne. Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor, men det må der jo være en grund til.

Nå, men for lige at vende tilbage til filmen. Tag ind og se den! Tankerne bliver sat i gang. Man er hele sit følelsesregister igennem. Derfor har jeg skrevet dette blogindlæg.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.