Jeg får ofte at vide, at jeg er sej, stærk og modig, fordi jeg er åben omkring min sygdom.
Men hvad ved det egentlig sige at være modig? Er det at være åben og ærlig? At have ”ja-hatten” på?

For mig er mod mange ting.

Mod er at springe ud på dybt vand, og først der finde ud af at man rent faktisk godt kan svømme ind til bredden.
Mod er at kunne rykke rundt på tilværelsen, men stadig holde sig selv nede på jorden.
Mod er at kunne se et andet menneske i øjnene, og lade ham eller hende se din sårbarhed.
Mod er at være sårbar. Mod er at man ikke altid viser, at man er stærk, men har flere sider.
Mod er at være ærlig.
Mod er at kunne grine af sig selv og de fejl, man laver undervejs i livet.

Da jeg væltede sammen sidste år, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte mig ikke som mig selv. Jeg havde mistet noget af min identitet – men havde til gengæld også fået nye sider.
Jeg kunne overhovedet ikke kende mig selv. Og det gjorde mig bange. Jeg var bange for mig selv – og er det stadig i perioder, når jeg har det rigtig skidt. Jeg er ved at få det bedre, dag for dag. Det er en proces, der tager lang tid. Der kommer også til at gå lang tid, før jeg stoler et hundrede procent på mig selv og andre igen.
Jeg er blevet svigtet af mennesker, som jeg egentlig burde kunne stole på; som burde være der. En del af mit fundament.
Man siger, at kærester kommer og går, og vennerne har man for evigt. Det er jeg ikke enig i.
Nogle mennesker er kommet for at blive, andre har været forbi og har sat deres aftryk – på både godt og ondt.
Mod er at turde spørge ind til det, der gør ondt. Mod er at holde fast. Mod er at vise sin støtte; sin trofasthed. At kunne rumme alle de mange grimme ansigter, som angst viser, og alligevel formå at være en fast klippe for den angstramte.

Jeg har et sådant menneske i mit liv. Jeg har mange – men der er alligevel en, der skiller sig lidt mere ud. Jeg har omtalt ham før. Min bedste ven.
I mine øjne er han modig. Han gør det, der føles rigtigt for ham, og ikke hvad der kunne forventes af ham. Han har altid været utrolig selvstændig og moden. Og så kan han holde mig nede på jorden. Han kan rumme mig. Passe på mig, være der for mig og også give mig modstand.

Mod er at turde stå ved sig selv. Det har jeg været længe om, men jeg har fået en base, hvor jeg kan være mig selv.
Mod er at acceptere. Men jeg har svært ved at acceptere min sygdom og min situation.
Jeg er vred. Magtesløs. Rastløs. Utålmodig.
Jeg hader min sygdom og jeg vil kontrollere den – men det kan jeg ikke.
Min familie, ja stort set hele min omgangskreds, har accepteret det, så hvorfor kan jeg ikke? Bunder det i, at jeg ikke vil acceptere det? Vil jeg ikke acceptere det faktum, at jeg har en usynlig sygdom? Vil jeg ikke acceptere, at jeg ikke er som så mange andre på min alder? Rejser ud i verden, er i gang med uddannelse, flyttet hjemmefra, stifter familie, og så videre?

En følelse, der har siddet dybt i mig, er afmagt.
Jeg har svært ved at acceptere, at jeg er så fastbundet, som jeg er. Jeg kunne sagtens bebrejde angsten, men det er også lige så meget mig selv. Fordi jeg er bange. Bange for at miste fodfæstet, for at ryge over kanten. Så er det nemmere at holde fast i det sikre og trygge. Men det er ikke sundt for mig. Jeg vil bryde mine grænser. Bryde muren ned – men hvordan gør jeg? Er det ved at tage et skridt ad gangen? Eller er det at kaste sig ud på dybt vand? Jeg kan godt svømme, men jeg kan også være bange for at drukne.

Mod er at være ærlig.
Mod er at turde sige højt, ”Jeg er bange. Jeg har brug for hjælp”.
Mod er at turde vise sin frygt og angst. Men mod er også at være den faste klippe for den angstramte, når fundamentet er ved at falde sammen.

For mig er mod når man lader facaden krakelerer og masken falde – og vise ens sande jeg.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.