#VærdigPsykiatriForAlle
Jeg har oplevet både forsiden og bagsiden af psykiatrien.
Jeg har oplevet at blive dårligt behandlet af en psykiater. Det var i maj sidste år, og første gang, jeg nogensinde havde været hos en psykiater.
Da jeg gik fra konsultationen, havde jeg lyst til at flå hele venteværelset fra hinanden i rent og skær raseri. Den psykiater, jeg var inde ved, var på ingen måder forberedt. Han var nedladende og uhøflig. Han var uorganiseret, havde ikke tjekket op på min journal, stillede spørgsmålene på en måde, så det lød som om, at han rent faktisk satte spørgsmålstegn ved min situation. Han gjorde mig så ubehageligt til mode, at jeg turde ikke åbne op og fortælle det hele. Han kiggede sågar på sit ur og trommede utålmodigt fingrene ned i bordet og sagde ”Nå, men min næste patient kommer nu”.
Jeg gik derfra med en følelse af, at han ikke forstod alvoren. Jeg var så vred, da jeg gik derfra, at jeg ikke ønskede at nogen skulle ind til ham. Jeg syntes, at han var så ubehagelig og ukompetent, at jeg klagede over ham til Patientklagenævnet.
Jeg har oplevet at blive svigtet af kommunen. Først bliver jeg presset ud i uddannelse, som jeg på ingen måde er klar til, dernæst kan jeg ikke pålægge et ansvar. Og det er det, jeg ønsker. At kunne få en afklaring. At kunne få en undskyldning, eventuelt kompensation og den hjælp, jeg har brug for. Jeg har fået hjælpen, men det har taget alt, alt for lang tid. Derudover skal jeg selv henvende mig, hvis jeg vil have økonomisk hjælp. Det er fair nok, men jeg synes det er uretfærdigt, at de ikke har påtaget sig ansvaret for min situation. Jeg har været sygemeldt i over et år, og jeg vil gerne videre. Men jeg er ikke klar til at tage en uddannelse på flere år. Så jeg har snakket med min støtte person om, hvilke muligheder der er. Højskole, kurser, osv. Det koster – og det skal man selv betale. Endnu en mavepuster.
Værdig psykiatri er i mine øjne, at man bliver mødt som menneske – og ikke som en diagnose.
Værdig psykiatri er flere ressourcer på området, og ingen ventetid. Lad nu være med at spare på dette område. Værdig psykiatri er at give mere information og viden til både patienter og pårørende.
Jeg har talt meget med mine forældre om dette, og de savner mere information, men også at få hjælp og støtte, blandt andet fra kommunen. Som vi har oplevet det, som familie, så har vi selv skulle spørge, søge råd og vejledning i diverse centre i kommunen. Jeg har brugt mange kræfter og enorme mængder energi på dette.
Men jeg har også oplevet at blive hørt. Jeg har en rigtig god psykolog, som er lyttende, forstående, spørgende, udfordrende, nærværende og behagelig. Hende tør jeg åbne op for. Hun er ikke fordømmende. Det var hende, der foreslog mig at få PTSD-behandling. Hun kunne se, at der var noget i mig, der stak dybere end som så. Hun har selv arbejdet med PTDS-patienter og ofre for overgreb. Det var en stor lettelse, at hun søgte om behandlingen hos regionen, og at jeg kunne fortsætte min behandling hos hende.
Hvad angår vores politikere og lovgivningen, så synes jeg der er flere steder, hvor man kunne kigge reglerne efter.
Jeg synes ikke reglerne skal bøjes, men jeg synes, der skal være bedre vilkår for os patienter i psykiatrien.
Psykologer og psykiatere møder mennesker, der er i krise, og de har uddannet sig til at hjælpe med at komme på rette fod igen. Deres vurderinger er kanon vigtig, og burde være det vigtigste, som en sagsbehandler skal tage udgangspunkt i. Om der er nogen, der har oplevet det, ved jeg ikke, men jeg har altså ikke.
Min støtte person har fortalt mig, at en sagsbehandler kan ”over rule” en psykologs eller psykiaters vurdering, i forhold til om en person er klar til enten job eller uddannelse, og dermed gå imod fagpersonens konklusion. Det synes jeg er forkert.
Derudover synes jeg det tager for lang tid at vurdere om man er egnet til skåne- eller fleksjob. Lyt nu til psykologerne og psykiaterne! Jeg er godt klar over, at man kommer ud i arbejdsprøvning – men tag nu hensyn til den enkelte! Ellers risikerer man at gøre mere skade end gavn.
Det kunne være så rart, hvis embedsfolkene og politikerne kom noget mere ud og lyttede til os patienter. Hører vores historier og oplevelser. Det kunne være det gav stof til eftertanke. Og at de så ville se reglerne efter i sømmene.
Man hører ofte om mennesker, på både arbejdsmarkedet og de studerende, der brænder sammen, fordi forventningerne er uoverskuelige. Men hvad er det egentlig, der gør, at vi går ned med angst, depression, stress, osv.? Er det vores sårbare, sarte og også kreative sind, som nogle af os har? Er det fordi, vi hele tiden vil præstere bedre? Er det for, vi prøver at leve op til bestemte forventninger, krav og idealer, som ikke kan lade sig gøre? Vi kan ikke bære på alverdens byrder – kun vores egen – og det er for mange også mere end rigeligt.
Ifølge statistikken, så lider mellem 350.00 og 400.000 mennesker af en eller anden form for psykisk lidelse. Angst, stress og depression bliver ofte omtalt som ”folkesygdomme”. Mere end hvert 3. ung, der har angst, holder det for sig selv. Og hvorfor? Mit gæt er at det er på grund af skammen og tabuet.
Kunne det være en tanke at slå ned på de internationale virksomheder i Danmark, der ikke betaler skat, at tvinge dem til det, eller at lukke deres filialer – og så få overskuddet derfra ind i statskassen og ud til, blandt andet, psykiatrien?
Et drømmescenarie ville være at lave en lovgivning om, at patienter i psykiatrien skal have deres psykolog/psykiater med til møder hos sagsbehandleren. Eller i det mindste lovgive om, at sagsbehandleren/kommunen ikke må ”over rule” en udtalelse fra fagpersonen, men så komme med løsningsforslag i et samarbejde. Om det er realistisk, det ved jeg ikke. Men det er drømmetænkning. For mon ikke, der er mange andre, der tænker det samme som mig?
Foto: Privat