Den 17. august var det præcist et år siden, jeg mistede min gudmor. Og jeg gjorde alt, den dag, for ikke at tænke på det. For jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg kunne ikke overskue at skulle forholde mig til dagen, eller til at snakke om det. Jeg havde det ad helvede til.
Og så knækkede filmen. Jeg tudbrølede. Alting gjorde ondt. Muskler, led, mit hoved, mit torso, min mave, ryggen. Alt. Jeg kunne dårligt nok overskue at trække vejret.
Og da de mørke tanker, begyndte at indfinde sig, så kom jeg til at tænke på komikeren Thomas Hartmann, og hans show, Betamax. Noget så basalt som det, fik mig på bedre tanker – og fik mig samtidig til at grine lidt. Han fortæller blandt andet om sin nedtur, og hvor skidt han havde haft det efter et endt forhold og mange andre ting, der havde hobet sig op. Om hvordan han havde siddet i sin bil og var brudt helt sammen, da han hørte en sang i radioen, der havde fået ham på andre tanker – for hvis han døde, hvem skulle så gøre grin med Nik & Jay?
Lige præcis den del af hans show, kom jeg til at tænke på. Men jeg kunne ikke lige sætte en finger på, hvorfor. Nu har jeg så gået og tænkt på det i et par dage, og jeg tror, at jeg har set på mit eget liv i en anden vinkel.
Jeg kom til at tænke på min fremtid. Mit voksne liv. Men hvad vil det egentlig sige, at være voksen?
Jeg føler mig på mange måder slet ikke som en voksen kvinde, selvom jeg er 26 år. Men jeg kan ikke løbe fra det. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var Peter Pan på Ønskeøen.
Ingen ved hvad der sker i morgen. Usikkerheden og spændingen forbinder jeg med min fremtid. Hvis jeg var Peter Pan, så ville jeg heller ikke stå her, hvor jeg er i dag. Og måske er det det, jeg forbinder med mit voksenliv. Når jeg har brug for en pause, gemmer jeg mig som regel bag en bog. Så kan verden bare forsvinde og lade mig være i fred.
Så sent som i går eftermiddags afsluttede jeg bogen “Fra min faders skygge” af Sebastian Klein. Og det var det helt rigtige tidspunkt, jeg læste den bog. For hold da op, den fik sat mine tanker i gang. I slutningen af bogen fortæller Sebastian om sin nedtur efter forældrenes død. Han har også været diagnosticeret med “trekanten”; angst, stress, depression. For meget arbejde og for lidt tid med familie. Hans kone har spillet den største rolle i forhold til hans nedtur og hvordan han kom på benene igen. Helt til sidst fortæller han, at han under et besøg på sine forældres gravsted, overhører en samtale mellem to andre, der handlede om at ændre noget i livet. Det fik ham til at tænke – men det fik også mig til at tænke. For ja – der er en masse ting i mit liv, som jeg gerne vil ændre på. Men så igen – ville jeg så være den unge kvinde, jeg er i dag? Have de holdninger, kvaliteter og værdier, som jeg har?
Det tror jeg nu ikke, men det er altid rart at få tænkt det igennem. At tænke sig om en ekstra gang.
Foto: Privat