Størst af alt er kærligheden.

Sådan står der skrevet i Paulus’ Første brev til Korintherne.

Så er der noget, der er større? Og hvad kan egentlig være større end kærlighed? Frygt? Vrede? Afmagt? Had? Ensomhed? Tro? For mig har det været lidt af det hele. Frygten for at sidde fast; for at tingene ikke blev. Frygten og afmagten og hadet over at have et sårbart sind. Ensomheden, som har vist sig i uforståenheden over psykiske lidelser.

Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg tror på, at alting sker af en grund. Og jeg tror, at der er grund til at vi ikke blot kører ligeud på livets landevej, men at vi også kommer ud på de små veje, skovvejene, motorvejene og endda kører forkert, så vores GPS siger ”vend om”.
Jeg er slet ikke ude på at lyde hellig, men når jeg ser overordnet på det, så er det som at få ”aha”-oplevelser om og om og om igen. Det er første inden for det seneste år, jeg har kunne mærke det, jeg tror på. Der er mange ting, der er gået op for mig, og jeg har også fundet grundene til at fortsætte med at trække vejret.
Da nytårsaften oprandt sidste år, havde jeg helt oprigtigt ikke lyst til at leve mere, for jeg kunne ikke se meningen med livet. Jeg ville væk fra verden og op til min gudmor og morfar og farfar, så de kunne passe på mig.
Men det gik op for mig, at tanken om ikke at skulle se min familie, mine venner og min bedste ven mere, var ulidelig. I dem har jeg det, der er værd at kæmpe for.

Hvis jeg havde taget mit eget liv, så havde jeg ikke oplevet alle de dejlige ting i år, som har været sket. Jeg startede 2019 med at fejre min kusine, som fyldte 25 i januar. Jeg er begyndt at blogge herinde. Jeg har fået en fornyet tro på mennesker. Jeg har fået lov til at fortælle min historie. Jeg har oplevet at blive set, hørt, respekteret og accepteret som et voksent menneske med alle de mange sider, som angsten har givet mig.
Jeg har fået en støtteperson og en sagsbehandler, som hver især har hjulpet mig igennem året, givet mig udfordringer, lyttet og rådgivet og som har taget et stort pres fra mine skuldre. De presser ikke på for at få mig i uddannelse; de er mere interesserede i at jeg har det godt – og så må job og uddannelse komme når jeg er klar til det.

Jeg har nævnt det før, men min psykolog skal igen have kredit for min fremgang. Når jeg afslutter min PTSD-behandling hos hende, bliver jeg flyttet til psykiatrien i Ballerup. Så der er stadig nogle snore, der holder fast, og det er en tryghed for mig.
Min chef gav mig meget mere ansvar på forlaget, og det har været fedt at opleve den tillidserklæring, det har været.

2020 bliver et spændende år. Min far fylder 60 år, det samme gør hans to bedste venner fra barndommen. For mig er de en slags onkler.
Der er en forestående barnedåb til februar. Jeg har planlagt en rejse til Rom til foråret med min gudfar, som jeg glæder mig meget til. Jeg fik faktisk flybilletten af ham i julegave. Jeg blev så glad og overrasket og overvældet, at jeg begyndte at tude. Den havde jeg ikke set komme, da jeg var i gang med at spare sammen til den.

Ja, jeg har da haft nogle gevaldige nedture i år, men jeg har haft min familie og omgangskreds. Mit sikkerhedsnet.

Men hvad nu hvis kærligheden pludselig går i stå? Hvad nu hvis kærligheden går i tusind stykker? Hvad nu hvis kærligheden ikke længere er tilstrækkelig? Hvad nu hvis jeg ikke længere kan mærke kærligheden? Eller hvad nu hvis kærligheden afviser mig?
Så ville jeg miste fodfæstet. Mit sikkerhedsnet.
Så ville jeg ikke være andet end en tom skal.
Kærligheden er dyb. Kærligheden er trofast. Kærligheden er vigtig. Kærligheden er det kraftigste reb. Det holder mig fast, når jeg snubler.
Måske falder jeg ud over kanten, men rebet holder ved. Så kommer jeg op igen som ved et bungeejump.
Men hvad nu hvis rebet knækker?
Så har jeg brugt det forkerte reb.
Så er jeg gået i stå. Så er det mig, der har afvist kærligheden.
Så har jeg ikke gjort mit bedste. Jeg har ikke givet mig fuldt ud. Jeg har ikke prøvet tilstrækkeligt nok. Jeg har ikke mærket ordentlig efter.
Hvad gør jeg så?
Jeg prøver igen. Jeg kæmper videre. Jeg har mit sikkerhedsnet.
For kærligheden er familie. Kærligheden er tålmodig. Kærligheden trumfer alt. Og kærligheden går begge veje. Dét er størst af alt.

Foto: Flickr

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.