Mit bagland har været en støtte. Min familie og omgangskreds har været en klippe for mine forældre og mig. Jeg har, i forbindelse med dette blogindlæg, talt meget med min familie, for at få deres synsvinkler og tanker om mit sygdomsforløb, for at finde ud af, hvordan baglandet kan være bedre rustet til at hjælpe deres kære.

Efter mit lange sygdomsforløb har mit bagland reageret både positivt og negativt. Det er blevet tacklet på forskelligvis. De fleste har udvist respekt og forståelse og omsorg, givet ros og støtte. Andre har svigtet mig. Der er blevet taget hensyn til mig, som var den sårbare. Jeg er ikke blevet nurset eller pakket ind i vat, men der var plads til at jeg kunne trække mig, en skulder at tude ved, en krammer og et lyttende øre. At give plads og tilbud, såsom gåture og havearbejde, så jeg ikke følte mig ensom, har været en stor hjælp. Men det har været svært at skulle forklare min situation til dem, der ikke forstod eller bare satte spørgsmålstegn. Når der ikke er nogen opbakning og rummelighed, kan man så selv rumme dem? Man overvejer seriøst om det er nogle mennesker, man har lyst til at skulle være en del af ens liv fremadrettet.

Min familie har været magtesløs og kede af det; de ville alle gerne hjælpe, men de har ikke anet hvordan. Jeg hæfter mig ved, at flere har uafhængigt af hinanden givet udtryk for, at det har været svært at finde ud af hvad man skal sige og gøre. Jeg har kunnet se frustrationen, magtesløsheden, de triste øjne og de triste blikke.
Da jeg fortalte min familie, at jeg havde fået en støtteperson, sagde min tante: ”Det var fandme da også på tide! Det har de været alt for længe om.” (Citat fra en tante).

”Psykisk sårbare kræver bare noget mere i en familie, og forståelse og tålmodighed er nøgleordene. Men det er svært at forstå, når man kan se, hvor svært vedkommende har det. Nogle gange er det et betænksomt, men helt tomt blik man ser, og netop, at glade øjne bliver tomme på et splitsekund. Så er det nok mest her, det er svært. Hvad skal man sige, og hvordan skal man agere? Måske ville nogle info-møder om hvordan pårørende skal agere en rigtig god ide. Jeg vil gerne deltage”. (Citat fra en af mine pårørende).

Mere information til de pårørende, tak! Der skal være mere hjælp at hente, og det skal være meget mere synligt. Eventuelt pjecer. Jeg ville med glæde gå rundt og lægge en pjece i postkassen. Flere reklamer. Ikke kun på facebook, men også radio og tv. Jeg ser mange reklamer fra hjælpeorganisationer, men det er fra enten WAP (World Animal Protection) eller Børnetelefonen, bare for at nævne et par stykker. Hvad med inden for psykiatrien? Det skal altså være mere synligt!
Først for nylig har jeg hørt om Peer-linjen, som er en hotline for psykiske sårbare og deres pårørende. Også PsykiatriFonden og Angstforeningen har både chat og telefonlinjer via deres hjemmeside. Det er bare ikke alle pårørende, der har mulighed for at gå på Internettet, så der skal være alternativer.

I min familie er vi tætte, så det har også været begrænset hvor meget, jeg har haft lyst til at fortælle. Når man prøver at skåne, selv sin mor og far, så bliver bægret hurtigt fyldt. Derfor har det været vigtigt for mig at være åben omkring min angst. Hellere det end at gå og holde det skjult. Mange har også sagt, at nu kunne de bedre forstå hvorfor jeg agerede, som jeg gjorde. Hvorfor jeg var så stille som jeg var. Og hvorfor jeg var så følsom.

Ironi og sort humor og kærligt dril har været med til at lette den til tider trykkede stemning. Humor har været et vigtigt element, for så har verden ikke kun været dyster og handlet om sygdom, og vi har kunne tackle svære situationer med et mere åbent sind og uden at blive selvhøjtidelige.

Pårørende er ikke kun forældre og søskende. Det er lige så meget bedsteforældre, tanter, onkler, fætre, kusiner, de nærmeste venner; alle dem, der står tættest på og er en del af dagligdagen, på en eller anden måde.
I samarbejde med Outsideren vil jeg holde oplæg og foredrag om dette når tiden er til det.

Mere information til de pårørende er bedre og værdig psykiatri for alle. Tak til mine forældre og min familie med at få skrevet de to indlæg. Jeg ved, at det har været en lettelse for dem at få sat ord på deres tanker og frustrationer.

Om Forfatteren

Jeg er 28 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.