Tit forbinder jeg en enspænder, som noget negativt, fordi at man ikke kan finde ud af at være social.

Jeg tror, at mine tanker kører meget rundt, for jeg har ikke nogle venner og jeg har prøvet at komme ud blandt andre..

Jeg har forsøgt, at møde nye mennesker både i en forening og andre steder. Jeg har gået til kor to forskellige steder. Jeg har taget afsted til arrangementer alene, selvom det har været så grænseoverskridende.

Noget jeg slet ikke forstår er at jeg har haft en del kærester, men jeg tror at det måske er mere firkantet fordi man vælger det. Desværre er bekendtskaber eller venskaber er nok mere end gråzone.

Jeg tager også nogle pauser indimellem, da jeg lader bedst op alene.

Jeg kan rigtigt godt lide at fordybe mig i mine malebøger og skriver om forskellige emner..

Nej, jeg er ikke den mest aktiv person. Jeg hygger mig lidt for meget under dynen med en god film herhjemme.

Jeg beundrer mennesker, som altid har fart på og skal en hel masse ting. De er så populær blandt andre mennesker og vennekredsen er som regel stor og familien bor tæt på.

Min virkelighed er anderledes.. Jeg bor i den anden ende af landet og besøge min familie et par gange om året.. Jeg føler at mit hjem er min tryghed og nogle gange synes jeg det er svært at blive ved med at forsøge og når jeg endelig finder en at være sammen med, bliver jeg klæbrig eller også bliver det ikke til noget fordi jeg trækker mig væk.

Jeg har også oplevet at være tæt på at få en ven og pludselig finder jeg ud af at de bagtaler mig eller at de har svært ved at forstå mine psykisk lidelser. Jeg har oplevet at have en veninde som truede med alt muligt fordi jeg droppede ud af handelsskolen pga en depression.

Efter flere trælse episoder har jeg holdt mig for mig selv for jeg ønsker ikke at få det mere skidt.. Men alligevel savner jeg selskab en gang imellem.

Er der andre som har svært ved relationer, som mig??

Jeg håber at der måske er nogle som har nogle gode ideer, som jeg måske ikke selv har tænkt på.

 

 

6 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er tankevækkende, at du bringer dette emne op. Selvom jeg bor i storbyen, har jeg meget få private venner. Jeg er af den opfattelse, at det tager mange år at etablere et personligt venskab, og at der ikke rigtigt er noget, der kan springes over. De første mange år går med at teste hinanden – kan man stole på hinanden? Har den anden karakteregenskaber, som man kan acceptere? Har mødehyppigheden en størrelse, man kan acceptere? Jeg har et privat bekendtskab, som har varet i over 25 år. Da vi havde kendt hinanden i 20 år, tillod jeg mig en dag at bemærke overfor den anden, at jeg syntes, at vi nu kendte hinanden, og den anden gav mig ret. Vi ses kun cirka hver 14. dag, så det har en hyppighed, hvor jeg får tilstrækkeligt med tid for mig selv. Jeg tror, at en del af kunsten består i at opretholde sin egen suverænitet, og at mange undervurderer betydningen af dette problem. Men dagligt taler jeg med andre mennesker – blot er der ikke tale om private bekendte. Jeg er af den opfattelse, at et nøglebegreb i forbindelse med samværet med andre mennesker er at holde den rigtige afstand. Jeg har kendt en del mennesker, som havde problemer i denne henseende – det er en ingrediens i en del sindslidelser. På en måde mener jeg, at man først er i den rigtige position til at møde det andet menneske, når man ikke mere har et egentligt behov for det andet menneske. Kun på den måde møder man den anden som et frit menneske. Og det er min erfaring, at der skal kasseres ret mange mennesker, før man får sammensat en bekendtskabskreds, der er til at have med at gøre. Dette vedrører det interessante fænomen, der består i, hvad man sender ud til sine omgivelser. Ofte, når jeg går på gaden, tænker jeg på, at omgivelserne ikke skal have noget at vide om mig, og når jeg taler med de mennesker, jeg taler med til dagligt, lægger jeg vægt på en del detaljer hos mig selv, som jeg ved volder andre vanskeligheder. Selve det at have fulstændig kontrol med, hvad man sender ud, fordrer en god portion indlevelse hos mig selv, og øje for de interaktioner, der er blandt omgivende personer, hvis der er flere. At have føling med, hvordan en anden person tænker og føler, er en kunstart, som nogle har som et naturtalent, mens det hos andre er forbundet med betydelige vanskeligheder. Nogle forstår slet ikke problemet. Samtalens kunst består for mig for en stor dels vedkommende at se muligheder, men jeg kan konstatere, at de muligheder, jeg selv ser, i mange tilfælde ikke ses af andre – i bedte fald ser de nogle muligheder, jeg ikke selv har tænkt på. Men dette sker relativt sjældent. Det er endvidere min erfaring, at det er vigtigt, at ens viden er et omhyggeligt destillat af udsøgte videns-elementer, hvor der foreligger en god begrundelse for, hvorfor man har denne viden. Jeg har mødt mange mennesker, som var ganske afmægtige overfor den opgave at vide noget. Der skal struktur på ens viden. Der skal etableres sammenhænge, der først og fremmest bidrager med, at samværet med én bliver meningsfuldt. På den måde hjælper man sit held.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Hej Mari-Louis. Enspænder er hverken positivt eller negativt. Det er bare mennesker, der har helt andre behov og interesser. Lige som der findes flokdyr, kolonidyr og dyr, der foretrækker at leve alene med sig selv, findes der også forskellige slags mennesker skabt til forskelligt formål.

    Mennesker, der hele tiden er på farten ville jeg personligt ikke misunde. Det lyder ikke sundt. At føle trang til hele tiden at være beskæftiget eller underholdt af andre kan sagtens være frygtbaseret distraktion fra det, som man ellers ville være tvunget til at mærke og føle, hvis man befandt sig i sit eget selvskab. Et sundt menneske kan begge dele – trives i stilheden alene og bare være, og indgå i sociale sammenhænge, når det kræves. Undersøgelser viser, at stor vennekreds øger følelsen af ensomhed, da relationerne ikke når at blive nære og dybe. Så lad dem fare rundt og være populære. Som de kloge siger, så er græsset ikke grønnere på den anden side, men der, hvor du vander det.

    Relationer er generelt svære, synes jeg, når man bliver ældre, fordi vi modnes ikke i samme tempo og går forskellige veje. Man skal lige som tage et valg – vil man gøre sig selv sårbar og beholde disse relationer med alt, hvad det indebærer, eller vil man gå sin egen stille vej. Uanset, hvad man vælger af de to muligheder, så har det konsekvenser.

    Find ud af, hvad du mangler i dit liv. Er det socialt samvær eller er det fællesskaber? Fællesskaber kan man også finde på nettet eller i bøger – når man læser om andre, der har samme tankegang og livssyn. I hovedstaden er der masser af tilbud om socialt samvær og aktiviteter for sindslidende. Prøv at finde ud af, om din region tilbyder det samme. Eller søg på Facebook i dit nærområde – det er blevet meget populært at lave udflugter og kreative komsammen via Facebook for dem, der bor i nærområdet. Eller du kan tage initiativ til at lave sådan en gruppe selv. Det behøver jo ikke begrænse sig til psykisk syge. Man kan sagtens lave en gruppe, hvor folk skiftevis inviterer til en gåtur i naturen eller en kop kaffe i nærområdet. Ellers tjek siden boblberg.dk Det er et digitalt platform for fællesskaber, måske finder du noget brugbart der. Bedste hilsner, Loucia

    Svar
  3. Mari-Louis

    Hej
    Jeg forstår godt hvad du mener og tak for de gode råd.
    Men tit har folk det sådan at man er en smule mærkelig når man vælger sit eget selskab nu er det blevet lidt nemmere efter corona..

    Svar
  4. Arne Nielsen

    En kort kommentar til en enkelt sætning hos Loucia. Du skriver, at “Relationer er generelt svære, synes jeg, når man bliver ældre…”. Jeg tror, at du har delvis ret, men i mine øjne er det af stor vigtighed, hvilken indstilling man har til denne problemstilling. Jeg har ofte overfor mine omgivelser givet udtryk for det synspunkt, at det er mit håb aldrig at miste evnen til at etablere nye kontakter, og heri ligger jo netop indstillingen hertil. Heri ligger jo også dette med muligheden for indlevelse i et andet menneske, og det kunne jeg skrive længe om, da det falder så forskelligt ud hos forskellige mennesker.

    Svar
  5. Anne

    Jeg foretrækker også tit mit eget selskab. Jeg har kun en enkelt veninde, som jeg har kendt i mange år, men vi ses ikke så ofte. Det er svært for mig at opdyrke nye venskaber, da jeg ikke har så stort overskud til at invitere folk hjem. Synes også det er svært at finde interessefællesskaber når man er på førtidspension. Oplever at nogle ser ned på mig af den grund. I det mindste har jeg min mand og mine børn.

    Svar
    • Mari-Louis

      Det er godt at du har din familie, jeg har min datter hver anden uge og så bruger jeg meget tid på at hun skal have det godt fx har hun veninder på besøg, har en fritidsaktivitet. Plus at vi tager ud af huset fx at tage i legeland.. Men jeg kan godt mærke at jeg bliver meget træt og drænet, men jeg gør det for min datters skyld og det er det hele værd..
      Jeg har altid haft svært ved at få venner og dem som jeg havde er væk igen og siden har jeg forsøgt at finde venskab eller bekendtskab.. Men efter flere mislykket forsøg, har jeg valgt mit eget selskab, som jeg synes er meget hyggeligt.. Nogen gange kan det godt blive lidt for trivielt, at jeg har fået et fast flexjob hvor jeg arbejder 2 timer om dagen så jeg har noget jeg skal. Kan godt følge dig i at blive set ned på. Jeg har fundet ud af at skrive giver mig noget godt.. Tak for dit svar

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.