At være psykisk sårbar har sine udfordringer, men det har gjort mig mere hårdhudet og givet mig meget mere rygrad end jeg havde troet.
Livets skole har lært mig mange ting, som jeg kan bruge fremadrettet. Modgang gør en stærkere, men det gør også en klogere.
Man kan have kendt nogle i mange år, for så at finde ud af, at man ikke rigtig kender dem, før det går galt. Så har man, i mine øjne, to valgmuligheder: give op eller kæmpe. Selvom jeg stod på kanten til selvmord, var der noget i mig, der bad mig kæmpe. Det har givet mig mere mod på livet. Hvis jeg havde givet op, så havde jeg ikke startet min blog, lært Outsideren at kende eller de mennesker, der er kommet ind i mit liv nu, og som kan lide mig, som det menneske, jeg er. De ser mennesket bag sygdommen, og ikke bare diagnoserne. For jeg er meget mere end mine diagnoser. Det er alle. Og alle har ret til at blive hørt. At blive lyttet til med respekt og forståelse.
Den afdøde amerikanske skuespiller og komiker, Robin Williams, sagde engang: ”I used to think that the worst thing in life was to end up alone. It’s not. The worst thing in life is to end up with people who makes you feel alone”.
Den følelse kender jeg alt for godt. At være ensom blandt andre. At føle sig usynlig. At føle at man ikke er god nok som man er.
Når kroppen og hovedet er fyldt med indtryk, så skal der ikke meget til at energien ryger sig en tur og jeg har lyst til at lave en Tornerose. Sove. Bare sove. Min manglende energi gør at jeg en gang imellem må trække mig fra diverse arrangementer og familie begivenheder. Jeg prioriterer min familie, og dem og det, der betyder mest for mig, så derfor er det et ekstra hårdt slag at blive ramt af, når jeg ikke kan overskue ret meget. Så er det de dumme tanker kommer: ”Hvordan skal jeg kunne klare at tage en uddannelse? Hvordan skulle jeg kunne klare et job, uden at vælte af træthed?” Det handler om flere ting, blandt andet øvelse.
Jeg er en sårbar pige. Følsom og sårbar. Stærk og stædig ind i bare fanden. Og skideskæg. Jeg har drømme og ønsker, lige som alle andre. Men jeg er forsigtig. Et skridt frem, måske to tilbage. Ikke så tæt på kanten. Ikke tilte. Gør ikke noget overilet.
Jeg har tit ønsket mig tilbage til 2017, og gør det stadig med jævne mellemrum. Men jeg har faktisk haft et overraskende godt år, so far. Hvis jeg kunne, så blev 2018 slettet fra min hukommelse. Det eneste, jeg vil se tilbage på med glæde, det år var, to af mine fætre blev gift. Det er enormt svært at skulle rumme al den kærlighed, der er ved bryllupper – især når man føler sig svigtet, alene og ensom. Det skærer som en kniv, og man har lyst til at skrige, ”så se mig dog! Hold dog om mig! Lad mig skrige, lad mig græde, lad mig forsvinde”.
Livets skole har lært mig at være åben og ærlig omkring min sygdom, for på den måde kan andre være med til at skabe den balance, som jeg har brug. Angsten vil følge mig resten af mit liv, det er jeg sikker på, og det har jeg et eller andet sted også accepteret. Og jeg vil have gode perioder, hvor jeg ikke mærker den, og perioder, hvor jeg er helt nede at ligge.
Livets skole har lært mig at tage vare på mig selv og mærke efter. Hvad er rigtigt for Maria? Hvornår skal vi slå bremserne i? Og hvornår skal hun trække sig? Jeg laver ikke mig selv om, jeg bruger de værktøjer, som psykologer og livets skole har givet mig gennem årene.
Foto: Privat. Vesterhavet.