Det er en vanvittig verden. Fuldstændig fucked op. Alt er vendt på hovedet. Ønsker, tanker, drømme. Tonen i sproget er blevet meget mere hårdt og aggressivt. Det er så nemt at pege fingre og være bedrevidende. Men hvad med lige og skrue bare en anelse ned, og så tænke sig om en ekstra gang? Alt bliver delt og debatteret og udstillet. Ro på. Alle kan fejle. Vi er mennesker, for helvede. Det er menneskeligt at fejle. Men lige så snart vi kan komme til det, kritisere vi hinanden. Sådan her har jeg det, i hvert fald.

Set i bakspejlet, ville jeg ønske, at coronaen kom i 2018. Er det tarveligt at ønske dét?
Hvad nu hvis, at coronavirussen kom til landet i 2018 – og under en anden regering?
Så havde samfundet og verden set helt anderledes ud. Alt havde været anderledes.

Jeg spurgte en veninde om det, og hun svarede, ”er det en egoistisk tanke, eller selvomsorg? Man må gerne være selvegoistiskomsorgsfuld og passe på sig selv”.
Well. Jeg har selv haft set det som en egoistisk tanke. Men hun har da ret. Jeg har tænkt på det, fordi, at hvis virusset var kommet for to år siden, så var der sindssygt mange ting, der ikke var gået galt for mig, personligt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg så ville stå i dag.

Hvis verden lukkede ned for to år siden, så var jeg nok ikke blive presset ud i uddannelse. Jeg ville have haft muligheden for at sige fra. Jeg havde nok ikke fået diagnosen social fobi.
Hvis verden lukkede ned for to år siden, så ville jeg have mulighed for at tænke uddannelsesdrømmene grundigt igennem. Jeg ville have mulighed for at vokse som menneske, ikke falde sammen.
Hvis verden lukkede ned for to år siden, så var en af de tætteste personer i mit liv, ikke rejst, for det havde ikke været muligt. Vi ville have haft tid til at kunne få et forhold at fungere, og jeg var nok ikke ramt af angst og depressioner og selvmordstanker. Nok ikke lige så voldsomt, i hvert fald.

Hvis verden lukkede ned i 2018, så ved jeg ikke, om jeg ville være der, hvor jeg står i dag.

Men på den anden side set, så ville vi ikke have mulighed for at være med til de to bryllupper og min gudmors bisættelse ville også foregå på andre præmisser.
Tjah, tingene sker vel af en grund.

Det føles som et wake-up call. Som om verden lige skulle have et ordentlig skub og ruskes rundt.
Jeg tror på at ting sker af en grund. Og jeg tror, at der har været en mening med at verden skulle rammes af en pandemi. Som om, at verden lige har sagt ”Stop! Vi skal ændre os, og vi skal ændre vaner”. Jeg fortalte en god bekendt her fra Outsideren om min tanke til dette indlæg, og hun sagde, ”Det er som om livet har fået nok af os og råber: Nu må I simpelthen skabe en forandring, for det I har gang i, er ikke holdbart!”
Jeg ser det kun fra mit eget perspektiv, fordi jeg på en eller anden måde virkelig ville ønske, at coronakrisen var kommet noget før, når nu den skulle komme.
Jeg har tænkt mange store tanker. 2020 har været et sandt wake-up call, og jeg har lært utrolig meget. Ikke kun om mig selv, men også om vores samfund og verden; hvor skrøbelig den i virkeligheden er. Skovbrande, naturkatastrofer, en pandemi og et præsidentvalg i USA, der mest af alt har givet mig et indtryk af, hvor vanvittige de mest magtfulde mennesker på denne planet er.

2020 har givet mig rygrad. Jeg har fået en veninde, som jeg ved, jeg kan stole på. En som jeg på mange måde kan spejle mig i, og som forstår hvad det vil sige at være en ung og psykisk sårbar kvinde, glad for litteratur og brænde for at sætte fokus på psykiatrien og tabuerne. Jeg har sgu fået mig en form for storesøster. En som er loyal og trofast til langt ind i knoglerne. Skideskæg, beskyttende og vidende. Det havde jeg ikke lige regnet med, da vi startede året.

”Som gennemført drengepige med interesse for våben og Forsvaret og efterretningstjenester, havde jeg ikke troet på, jeg ville være typen, der havde brug for en tøseveninde. Men via mit venskab med Maria er jeg blevet bedre til at acceptere, at det er okay at have brug for en kvinde i mit liv… modelfotobekymringer og glæder, instagram design og menstruationssmerter er trods alt nemmere at snakke med kvinder end mænd om”. Citat fra min veninde. Dejligt at vide, at jeg kan gøre en forskel for andre. Det kan være den mindste ting, som i et bredere perspektiv faktisk være en hel lettelse og en meget stor hjælp for andre. Jeg bøjer mig og takker, og giver tilbage på det, jeg selv modtager.

Gennem min blog og mit virke som boganmelder har jeg lært nogle utroligt spændende mennesker at kende. Unge mennesker med en masse på hjerte, med en masse erfaring, og der ligesom jeg, brænder for at sætte fokus på tabuer og på psykiatrien. En håndfuld unge digtere og en ung mandlig forfatter, med en fortid som spiseforstyrret, har især fået min opmærksomhed. Simpelthen på grund af talent og mod.

En meget, meget vigtig person flyttede til Jylland og startede uddannelse i sommer. Og jeg var fuldstændig knust. Ja, jeg var glad på hans vegne, men bundulykkelig på mine vegne. Det skulle her i efteråret så også vise sig som et wake-up call for mig. For hvordan kan man være så ulykkelig og savne en, noget så voldsomt, når man bliver behandlet respektløst? Og hvorfor blive ved med at kæmpe for noget, som i virkeligheden er nyttesløst? Well, sådan er det at have følelser for et andet menneske. Jeg fik knust mit hjerte, men jeg ved bedre nu. Jeg skal videre. Jeg vil ikke vente på en, der ikke vil gøre det samme for mig. Jeg skal være egoistisk i denne her situation og tænke på mig selv og hvad jeg vil. Jeg har ikke brug for mennesker, der røvrender mig.

Året har budt på mange uforudsete hændelser, angstanfald, som kunne være undgået, og givet mig nye øjne, så at sige. Det er det vigtigste, som 2020 har givet mig. Jeg har fået og jeg har mistet og jeg har sagt fra. Sorg og angst og vrede og afmagt har fyldt, men det har mine drømme og håb også. Brudt tillid, svigt og nye venskaber.
Bekymringer om fremtiden. Får jeg børn? Skal jeg overhovedet have børn? Kan jeg tilbyde fremtidige børn en mor med visse udfordringer? Kan jeg sætte børn til i en verden, der i forvejen har det svært? En verden, der kæmper med klimaforandringer, overbefolkning, sult, krig og terrorisme? Jo jo, bevares, vi har det godt her i Danmark. Men derfor gør jeg mig stadig disse tanker, og det synes jeg er fornuftigt. Nogle vil måske mene det modsatte, og det er fint. Vi skal heldigvis ikke være enige om alting her i livet. Jeg kan godt lide børn, og jeg bliver skruk bare ved at se en lille en. Men jeg er slet ikke parat til at få selv. Jeg er klar til alt muligt andet end det.

Jeg er kampklar. Klar til hvad der kommer. Og jeg glæder mig sådan til Forfatterfestivalen til juni i Nykøbing Falster. Så må jeg tage slagene undervejs; det er ikke noget nyt. Hvad 2021 vil byde på? Tjah. Det må vi jo se til den tid. Men jeg er klar til bokseringen. Kom bare an! Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Jeg har i hvert fald tænkt mig at være selvegoistiskomsorgsfuld, passe godt på mig selv, og på dem jeg elsker.

Foto: Privat

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.