Godt nytår, alle sammen. Det blev en stille og rolig jule- og nytårsaften i vores lille familie. Min hund er ikke så begejstret for fyrværkeriet, og med min ptsd og sarthed er nytårsaften heller ikke ligefrem den mest rolige aften.

2021 er da startet med et ordentlig brag, hva’? Uroligheder i USA, og #MeToo-debatten herhjemme har nået nye højder, og jeg synes faktisk at det har taget overhånd. Det er blevet en ulig og uretfærdig mellem kønnene, hvor mændene er skurkene. Jeg bliver ked af det, når jeg oplever personer bliver udstillet i medierne. Det giver mig ondt i maven. Det er ikke fair at udstille nogen og tage parti, og hvis sagerne ligger flere år tilbage, kan jeg ikke se nogen grund til, at de skulle komme op til overfladen nu. Og hvis de skulle, så burde de have holdt sagerne privat og ikke lade offentligheden høre om det. Til sommer er det elleve år siden, jeg blev overfaldet, og selvom der gik seks år før, jeg sagde noget, ville jeg ikke udstille vedkommende. Jeg aner ikke, hvem der gjorde mig fortræd dengang, men hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke sagt det til andre end politiet. Jeg vil ikke lyde hellig, jeg er bare ærlig. Der er ingen grund til at gnide mere salt i såret.

Nå, nyt år, nye drømme, nye forventninger. Hvad drømmer du om, Maria? Uha, mange ting. At få en hverdag til at fungere igen, ligesom alle andre. Jeg drømmer om at komme i gang med at lave noget med blomster og planter. Jeg drømmer om at flytte til Nykøbing Falster. Og så drømmer jeg om, at de mennesker, der er i mit liv nu, bliver. Jeg gider ikke lægge bånd på mig selv, bare fordi man ikke er vant til at jeg siger fra og giver modstand. I bund og grund drømmer jeg om at falde til ro og blive voksen-voksen.

Jeg tror på at vi kommer godt igennem 2021 og igennem corona-situationen. En ting, der har påvirket mig meget ved krisen, udover restriktionerne og afsavn, så er det tonen og folks mening om håndteringen af krisen. En ting er at man er politisk uenige, men noget andet er at tilsvine og håne de fagfolk inden for sundhedssystemet, der har arbejdet benhårdt med at få styr på denne her virus hele året. Ingen har prøvet det her før, så inden man skælder ud og bliver bedrevidende over for dem, der sidder med det til hverdag, og gør det så godt de kan, kunne man spørge, hvordan ville I selv have håndteret krisen? Jeg tror ikke, at en anden regering kunne have gjort det bedre. Derudover synes jeg, at det tangerer mobning. Tag det fra en, der er blevet mobbet i mange år. Det er for nemt at kunne bruge de sociale medier som skraldespand og pege fingre ad andre. Men det er jo også bare min personlige holdning.

Ja, jeg synes sgu også det er op ad bakke med de her restriktioner, men der er en grund til at de er udstedt. Som tidligere fortalt, så er det ikke nemt at være psykisk sårbar i denne her periode. Nogen vil måske mene, jeg er heldig, fordi jeg ikke har nogen børn, der skal i institution, og jeg kan arbejde overalt, fordi jeg blogger og skriver boganmeldelser. Det skal lige siges, jeg elsker mit arbejde, både som blogger og som boganmelder. Det giver mig ingen løn, men det giver mig så meget andet, der er vigtigere end pengene. Men når man har været hjemme i en rum tid, savner man at komme ud og se nogen andre. Men jeg hanker op i mig selv, prøver at få det bedste ud af hverdagen, selvom det til tider trækker tænder ud og jeg allermest har lyst til at græde og skrige af frustration. Jeg er sikker på, at det bliver bedre. Og belønningen vil være guld værd, når vi engang kan komme tilbage til et mere velkendt liv og hverdag.

Juledagene er gået med friske gåture og masser af tid til at læse. Jeg kan mærke, at jeg har det bedre end jeg har haft længe. Jeg er faldet til ro, hviler bedre i mig selv og kan mærke mine grænser, sorger og glæder.

For at få luft for alle de mange følelser, der vælter rundt i kroppen, er jeg begyndt at skrive digte, og det har været en gave at kunne udtrykke mig på den måde og få min skrivelyst- og glæde tilbage efter lang tid med skriveblokade.
I efteråret gik jeg på forfatterskolen for psykiske sårbare, og jeg har tilmeldt mig fortsætterholdet, der starter op d. 27.januar, hvis altså corona-situationen tillader det. Jeg håber og krydser fingre for det, for jeg var simpelthen så glad for kurset i september og oktober. Jeg fortsætter med at blogge og anmelde bøger, og så håber jeg at mine digte kan blive udgivet.
Jeg har lært nogle nye og spændende mennesker at kende gennem mit virke som blogger, og jeg glæder mig til at lære dem endnu bedre at kende. Til sommer håber jeg at kunne være med til at få gennemført StORDstrømmen Forfatter festival i Nykøbing Falster. Allerede her til foråret begynder minifestivalen. Datoerne og stederne kommer senere, alt efter corona-situationen. Selve festivalen ruller af staben den sidste weekend i juni måned.

Som jeg tidligere har skrevet om, så håber jeg at kunne se min familie og veninder meget mere end sidste år. Jeg savner dem og jeg savner at kunne give dem et kram. Ligesom alle andre, ser jeg frem til at kunne komme i biografen eller mødes og drikke en kop kaffe på en cafe med venner og veninder.
Om jeg kommer til Rom i år med min gudfar, det ved jeg ikke. Vi ser tiden an. En ting ved jeg dog; jeg skal tatoveres. I fødselsdagsgave fik jeg af mine forældre et gavekort til en tatovering, og har så sparet lidt ekstra sammen til den. Jeg skal have lavet en sommerfugl på mit ene skulderblad som et minde til min gudmor med en lille tekst ved siden af, og jeg kan nærmest ikke vente!

2020 har på alle måder været et mærkeligt år, men det har lært mig mange ting og har været en øjenåbner af de helt store. Det er bestemt ikke smertefrit at være menneske. Jeg må være god ved mig selv og passe på mig selv, men også passe på mine medmennesker.

Foto: Privat, 2020

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej Mit Liv Med Angst, og tak for en god, lang blogartikel!
    Jeg er enig i mange af dine betragtninger. Jeg selv har holdt mig hjemme julen og nytåret, og har kun været mig selv. Jeg priser mig lykkelig for ikke at have nogen børn, fordi det er uendeligt meget lettere selv at have det godt end at skulle bekymre sig om andres velbefindende. I stedet for selskabelighed har der naturligvis været telefonsamtaler, som har været gode. I det hele taget må vi prise os lykkelige for de moderne kommunikationsmidler – selvom disse også har betydet, at andre dele af verden, med andre kulturformer, er rykket os tættere ind på livet. Det virker som om at verden er blevet mindre. Tilbage i 1950erne, hvor jeg havde min barndom, var man “interessant”, hvis man havde rejst i udlandet, fordi denne mulighed kun var åben for de få. I dag væmmes jeg ved at høre vendingen: “jeg har været et smut til Kina”. Det tyder på en totalt derealiseret opfattelse af virkeligheden, som er mig et signal om den talendes manglende fantasi og kulturindsigt og i øvrigt helt overfladiske form for ethos. Jeg selv har rejst relativt lidt, idet jeg herhjemme, i de vante omgivelser, har været ude på den lange rejse, tilværelsen udgør. Et begreb, der er mig et nøglebegreb i tilværelsen, er evnen til at undre sig – til at stille de interessante spørgsmål. Nogle excellerer i dumme spørgsmål, hvilket får nogle til at tro, at hele pointen ligger i blot at grave en eller anden tåbelig formulering frem af kramkisten og så fremstå som en anden Donald Trump høj i hatten. Det kræver både evner og viden og seriøsitet at stille de interessante spørgsmål – men det gode budskab består i at aldrig har vor adgang til andres viden været bedre end i dag. Og endda opdateret viden. Og divers viden. Der er alt, lige fra matematisk fysik til kageopskrifter, lige fra dybhavsdykning til højere kogekunst, lige fra sydamerikansk geografi til blomsterbinding. Men om jeg begriber, hvordan nutidens børn bærer sig ad med at orientere sig i en så kompliceret verden.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.