“A friend is one that knows you as you are, understands where you have been, accepts what you have become, and still, gently allows you to grow”. William Shakespeare.
Min erfaring med venskaber og mænd og kærlighed og sex er måske ikke helt unik, men jeg har stadig brug for at fortælle om det.
Efter at have læst Asgers bog ”Selvbedrag” fik jeg lysten til at skrive dette blogindlæg om venskaber. Jeg havde i lang tid gået med tanken om at skrive om venskaber og svigt og havde masser af noter og tanker skrevet ned. Det har også taget mig lang tid at kunne få skrevet det ordentlig, så ikke jeg bare skød galde ud.
Det er lige så meget refleksioner over kærestesorger, brudte forhåbninger og løfter, og brudte venskaber. Det er kun tre uger siden, vi sagde for evigt godnat til Emma, men det her blogindlæg har fyldt meget i mit hoved. For måske er ens bedste ikke altid dem på to ben.
Hertil skal lige siges, at Asger har givet lov til, at jeg refererer til hans bog.
Selvom Asgers bog er hans historie om at have en spiseforstyrrelse, så er der en passage om venskaber, som jeg blev ved med at vende tilbage til. Og med hans accept, har jeg fået lov til at tage udgangspunkt i det. Der var nogle ting, som jeg selv kunne nikke genkendende til, og som ramte mig på et dybere plan. Men hvor skal jeg dog starte? Jeg tror faktisk, at jeg vil starte med et citat fra Asgers bog:
”Mit budskab til alle, der sidder lige nu, og mærker, at den er helt gal: Slip aldrig de rigtige venner. Man opdager først for alvor deres sande værdi, når det er for sent. Og de kan altså aldrig rigtig erstattes” (…) ”Til de rigtige venner, der måske har fundet vej til denne fortælling, er mit budskab samtidig: Giv aldrig slip på din syge ven. Vedkommende er psykisk ude af balance – syg simpelthen – så døm ikke for hårdt i situationen. Venskaber skal dyrkes og passes”.
Det er jo det, jeg har prøvet at råbe op om så mange gange, og så står det i denne her bog – sort på hvidt! Og så har jeg endda fået lov til at citere fra bogen! Jeg står altså ikke alene med det her budskab. Jeg var den, der kæmpede mest for venskaberne, men jeg kæmpede alene.
Nå, jeg har i flere af mine blogindlæg fortalt jer om min bedste ven, en gut, som jeg holdt meget af. Jeg ser ham ikke mere. Jeg har ikke talt med ham siden efteråret, og jeg savner ham heller ikke. Jeg har ikke fortrudt, at jeg har haft et seksuelt forhold til ham; jeg er bare ked af, at det udviklede sig på denne her måde og sluttede, som det gjorde.
Men lad mig prøve at starte fra begyndelsen. Jeg har altid været meget glad for ham og tiltrukket af ham. Han havde et eller andet over sig. Vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord; lige fra det alvorlige, blandt andet kunne jeg fortælle ham om min sygdom, uden at han satte spørgsmålstegn, men vi kunne også snakke om så meget andet, og når jeg var sammen med ham, tænkte jeg ikke på, at jeg var syg.
Tjah, jeg har nok altid haft flere følelser for ham, end han havde for mig, og jeg troede også helt oprigtigt, måske endda naivt på, at vi kunne få et forhold til at fungere. Men der skete noget, efter vi havde været sammen første gang. Det var, som om han trak sig. Måske havde jeg fejllæst ham? Han havde tidligere sagt, at han ikke var klar til et forhold. Nå, men jeg gjorde ham i hvert fald opmærksom på, at sådan spillede mit klaver altså ikke. Men jeg valgte så også at lukke øjnene for alle de alarmer, der bimlede rundt om mig. Og hvorfor? Man gør mange dumme ting og kan ikke tænke klart, når man forelsker sig. Jeg støttede mig til ham, da jeg var nede at dykke, og han var det menneske, jeg var allermest fortrolig med. Jeg havde på det tidspunkt mistet to barndomsvenner, der havde vendt mig ryggen. Det var lidt, som om, at fordi jeg var sygemeldt og gik derhjemme, jamen så måtte jeg da også være den, der havde overskuddet til at kontakte de andre, der både havde deres studier og jobs at se til. Det blev taget for givet, at jeg faktisk havde masser af overskud. Men det havde jeg ikke, og den smule overskud, jeg havde, brugte jeg på min behandling. Ja, jeg ville gerne være sammen med mine venner, men jeg ville ikke være tovholderen, for det havde jeg ganske enkelt ikke styrken til. Jeg havde brug for, at de var der for mig, uden at jeg bad om det. Hvis man skal se lidt mere neutralt eller nøgternt på det, så kan man sige, at vi gled stille og roligt fra hinanden, men hvorom alting er, så trak mine nærmeste venner sig fra mig, da jeg havde allermest brug for dem.
Nå, det var lige en afstikker. Tilbage til min (daværende bedste ven). Jeg kan sagtens sidde her og være bagklog. For når jeg ser på det nu, så kan jeg godt se de mange tegn. Aftalerne, der blev aflyst i sidste øjeblik, eller slet ikke overholdt samt små henkastede bemærkninger om, at det, vi havde sammen, bare var sex.
Så flyttede han, og min verden ramlede sammen. Jeg savnede ham og havde brug for ham. Og jeg var klar til kæmpe for at få et langdistance forhold til at fungere mellem os. Så en aften, kun et par dage inden jeg skulle besøge ham, aflyste han (igen-igen). Jeg sad alene hjemme, og jeg kan bare huske, at jeg følte mig så svigtet og til grin. Så fik jeg en nedsmeltning. Jeg var i gang med at lave mad, men det eneste jeg kunne tænke på, var grøntsagskniven mod håndleddet. Jeg løb ud til nogle genboer, for ellers havde jeg gjort skade på mig selv. Det skal hertil også lige siges, at jeg på det tidspunkt var nede at dykke en gang.
Et par måneder senere, altså i efteråret, kunne vi så endelig mødes og få snakket. Men vi gik nærmest bare og snerrede ad hinanden. Og det var så også der, hvor han fik sagt, at han så mig ”som en af drengene”, og at han ikke ville give et forhold til mig en chance – men han ville gerne give en anden pige en chance, på et tidspunkt, efter sin uddannelse. Fedt. Nu kan jeg da godt se, at han kun har sagt det for at få mig med i køjen. Ude af øje, ude af sind, som man siger. Ikke for noget, men jeg er sådan set også i gang med en uddannelse; den hedder Livets skole. Og jeg har altid haft tid til mine venner, og især ham.
Lige så snart der kom følelser indover, ”stak han af”, så at sige. Det, jeg mener, er, at han tacklede det virkelig dårligt, fordi han blev både sky og konfliktsky. Ja, jeg var også selv en idiot. Jeg stoppede ikke, mens legen var god. Jeg satte ham op på en piedestal, og hele min verden drejede sig om ham. Han var min førsteprioritering. Ham over alle andre. Det kan jeg godt se nu, var forkert. Både fordi han ikke udviste det samme over for mig, men også fordi det gjorde mig mere sårbar, end jeg var i forvejen, og der skulle ingenting til, så var det mig, der sad tilbage med sårede følelser og våde øjne. Jeg lyttede hverken til hjerne, hjerte eller krop. Jeg var i følelsernes vold. Men nu er jeg blevet den erfaring klogere. Hvis der er en ting, jeg kan takke ham for, så er det at vise mig, at det ikke er alle mænd, der bare rager på en, uden at få lov. Mit venskab med ham og vores seksuelle oplevelser har gjort mig til en meget stærkere kvinde. Det var et ”wake-up call” af de helt store. Ikke et særligt rart ”wake-up call”, men et nødvendigt et.
Nå, det skal heller ikke gå op i brudte venskaber og min bitterhed. Det her er jo også kun mit point of view, og han har uden tvivl sin egen udlægning af sagen.
Nu vil jeg fortælle om de veninder, jeg har, som rent faktisk har været der for mig, og som er der endnu. De kvinder, som jeg ser op til, og som jeg uden tvivl ved, jeg kan stole på.
”Det kan være svært at vedligeholde gamle venskaber, når tiden løber af sted med os, men jeg oplevede at det var ekstra svært at passe mine gamle venskaber i den periode, hvor jeg var psykisk ude af stand til at være der for dem. I min sygdomsperiode var det nærmest ikke en mulighed for mig at finde nye venner. Jeg kom simpelthen for lidt ud. Jeg fik overbevist mig selv om, at det var bedre at blive indendørs. Her ville jeg ikke blive forstyrret, og ingen kunne afbryde mine ritualer”. (citat fra ”Selvbedrag”)
Sådan her har jeg selv haft det. Jeg kom selv alt for lidt ud under mit sygdomsforløb. Jeg kunne slet ikke overskue bare at tage ned for at handle. At tage toget ind til København til min behandling tog hårdt på kræfterne. Mine ritualer måtte ikke blive brudt. Hvis jeg sad og læste, ville jeg ikke forstyrres. Var jeg på de sociale medier, var jeg nærmest ukontaktbar. Det blev en form for flugt. Jeg gemte mig bag telefon, bøger, bærbar og hovedtelefonerne. Det gør jeg stadigvæk, men ikke i lige så høj grad. Jeg nyder mit eget selskab, men finder også roen og glæden i at være sammen med dem, jeg holder af.
Det var stort set umuligt for mig at være der for mine veninder, når jeg selv var i et sort hul. Hvor meget jeg end gerne ville være der for dem, når de havde det skidt, så kunne jeg ikke, og det har jeg haft dårlig samvittighed over. For de har jo kunnet være der for mig, så hvorfor ikke vice versa? Jeg har prøvet at banke mig selv oven i hovedet, men det får jeg ingenting ud af. Jeg har derimod fundet ud af, hvem mine sande venner er. Hvem, der elsker mig for det menneske, jeg er, og som jeg hele tiden udvikler mig til. Hvem, der kender mig bedre end jeg selv gør. Jeg har en veninde, som jeg har kendt i snart tyve år, og hun har om nogen været der, når skidtet brændte på. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange, hun har holdt min hånd og været en rar stemme i røret, når jeg har haft brug for det. Den slags kærlighed skal man ikke tage for givet. Det er nemlig ikke alle, der kan finde ud af at vise deres forståelse og støtte, så når først den er der, skal man holde fast. Hvis man selv kunne vælge søskende, ville jeg uden tvivl vælge hende.
Jeg har da også selv gjort og sagt nogle ikke så heldige ting i løbet af årene, som jeg bestemt ikke er stolt af, og som jeg med jævne mellemrum stadig kan krumme tæer over, men jeg har lært af mine fejl og har så vidt muligt også rettet op på det. Så jeg er bestemt ikke nogen engel med hensyn til det at være veninde, men jeg håber og tror på, at de veninder, jeg har nu, er dem, der bliver.
Det bedste ved mine veninder er, at de forstår mig, og vi er gode til at give hinanden plads. Måske er der noget ved skrøbelige, sårbare sjæle, der tiltrækker hinanden. Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men der er bare en samhørighed og en forståelse, som jeg ikke har oplevet med andre, og jeg er bestemt ikke færdig med at danne nye venskaber, men jeg er færdig med at blive taget for givet, og jeg er færdig med mennesker, der røvrender mig, når de får modstand.
”Being honest might not get you a lot of friends, but it will always give you the right ones” – John Lennon.