Jeg er kommet ind på gartneruddannelsen, og jeg skal starte på mandag, den 9.august. Jeg har vidst det i en lille måneds tid nu, men jeg har ikke ville sige noget, førend det var lige oppe over. Tro mig, jeg er skidenervøs. Jeg er lige ved at skide grønne grise over det. Tankerne flyver rundt – hvad nu hvis, og hvad nu hvis, og hvad nu hvis.. Men min mavefornemmelse er god, og jeg har været til flere samtaler forskellige steder, hvor de søger blomsterdekoratørelever. Det er egentlig det, jeg helst vil, men hvis det af en eller anden grund glipper, så tænker jeg at blive enten væksthusgartner eller planteskolegartner. En eller anden form for plan B er jo meget god at have. Måske finder jeg ud af, at jeg helst vil gartnerfaget og bliver der. Men det ved jeg ikke, før jeg er startet og har prøvet det af.

Min sommer er gået med at finde fodfæste. Jeg har været ude og se på en masse lejligheder og håber snart at kunne flytte for mig selv. Alle siger, at denne her nye start bliver god for mig, for jeg kommer ud blandt andre ”på min egen alder”. Jeg må indrømme, jeg har det meget stramt med den sætning. Det er selvfølgelig ikke sagt i en ond eller på andre måder nedgørende mening; jeg tror måske bare, jeg er lidt træt af at få det at vide, som jeg allerede er klar over.

Jeg har da også lidt tankemylder omkring min nye start. Nyt sted, nye mennesker, mange mennesker. Studievejlederne kender godt til mine diagnoser, men jeg er ikke meget for, at andre end dem og mine undervisere skal vide det. Det er jeg ganske enkelt ikke parat til. Selvfølgelig gør jeg opmærksom på det til diverse samtaler om elevplads, men jeg synes ikke, at alle dem, jeg skal gå på hold med, skal vide det. I hvert fald ikke lige med det samme. Det er nok noget af det eneste, jeg er mest ængstelig over ved at starte.

Derudover tænker jeg også på min alder. Mange i min omgangskreds, som jeg har fortalt i tidligere blogindlæg, er efterhånden færdiguddannede, har faste kærester, bliver gift og stifter familie. Og den stikker mig i maven hver gang. Og jeg hader den følelse, den giver. Det er en følelse af ensomhed, som ikke kan beskrives eller erstattes af ord eller af familien. Det, jeg savner allermest, er den nærhed og intimitet, der er mellem to mennesker – og det er ikke kun det seksuelle, jeg mener.

Den sidste weekend i juni brugte jeg på Sydhavsøerne, hvor jeg var med til litteraturfestivalen på Maribo Frilandsmuseum, og det var en kanon oplevelse. Skøn weekend, hvor jeg mødte andre fantastiske forfattere og digtere. Jeg mødte unge mennesker, som jeg både kunne spejle mig i og blive inspireret af. Jeg har lært andre forfatterkollegaer at kende. Mennesker, som jeg bestemt ikke vil være foruden i dag.

Jeg føler slet ikke, at jeg har haft sommerferie i år, og jeg er mentalt træt i hovedet. Mit hoved har kørt på højtryk. Der er sket en masse, både spændende og knapt så spændende ting denne her sommer. Jo, jeg har da haft et par dage, hvor jeg har været hos min gudfar og har haft trukket stikket. Men en ordentlig ferie har jeg ikke haft. Truth be told.. Jeg føler mig mega presset, har det skidt herhjemme og har allermest brug for at flytte. Siden vi mistede Emma, har jeg kunnet mærke uroen og længslen efter at flytte, så jeg håber virkelig, at jeg snart kan få mit eget sted.

Mine tanker drejer rundt om min familie. Det er lige så meget derfor, jeg er presset på hjemmefronten. Min kære, stakkels far styrtede i søndags på vores weekendcykeltur og pådrog sig en skade i armen og skal opereres. Jeg hørte kun, at han væltede; heldigvis var der en rar kvinde, der hjalp os, og så kom et ungt par til. Far besvimede et par gange, og de ringede efter en ambulance. Far havde nøjagtig samme kulør i ansigtet som Christian Eriksen, da han faldt om med hjertestop. Jeg kunne ikke undgå et angstanfald.

Men far kom til sig selv, og de tre, som hjalp os, tog ikke videre, førend min mor var kommet, og redderne havde godt styr på far. Så vi brugte lige en søndag eftermiddag på Herlev sygehus. Oh well. Der faldt ro på, da vi vidste, hvordan det stod til med fars arm. Den ene sene, der holder hans triceps sammen i højre overarm, er revet over nede ved albuen. Han var til forundersøgelse i går, onsdag, bliver opereret i dag, torsdag, og skal være sygemeldt til engang i efteråret. Far er bestemt ikke tilfreds.

Via facebook fandt jeg frem til de personer, der hjalp os, og jeg kunne sige ordentlig tak til dem og fortælle, hvordan far havde det. Det er en fordel ved facebook, synes jeg. Noget knapt så fedt ved de sociale medier er tonen, debatten og holdningerne. Jeg har nævnt det før, men jeg bryder mig bestemt ikke om, hvordan folk omtaler hinanden eller bliver udstillet på. Især går det ud over politikere og andre offentlige personer. Det tangerer mobning, og det er ikke okay. Jeg blander mig kun i debatten, hvis jeg har noget at bidrage med. F.eks. så støtter jeg vores sygeplejersker. Jeg kender flere kvinder, der er uddannede sygeplejersker, og alle med den begrundelse, at de ville gøre en forskel og hjælpe andre mennesker.
De har fortjent mere end det, de får, og endnu mere end blot skulderklap og honninghjerter. Da jeg skrev en enkelt positiv kommentar, var der et par stykker, som enten lavede grine-emoji, eller ligefrem skrev noget upassende og nedladende. Min mening til det er hovedrysten. Det samme problem er i nogle af vores lokale facebookgrupper, hvor tonen heller ikke ligefrem emmer af venlighed. Jo, hvis man giver besked om, at man evt. skal holde fødselsdag, og der derfor vil være uro, så er det fint. Men hvis man kommer ind på et emne som kæledyr på andres matrikel, så har man sat byen i brand. Det er jeg træt af, så derfor gider jeg heller ikke bruge min tid på det. Lige nu er der noget lidt andet, der kommer til at fylde i min hverdag, og jeg er spændt på at komme i gang.

Nå, det var lige en sidebemærkning.

Det her bliver bestemt ikke det sidste blogindlæg fra mig. Det fortsætter jeg med, og jeg fortsætter også med at anmelde bøger. Det gør mig glad og giver mig også et overskud og et pusterum at kunne fortælle lidt om mit liv med angst, på både godt og ondt. Jeg er i gang med andre blogindlæg nu, bl.a. et brev til en, der har gjort mig fortræd. Om jeg poster det, ved jeg endnu ikke, men jeg har fået skrevet en masse tanker og følelser ned – renset systemet, så at sige.
Ny start, nye mennesker. Jeg har kriller i maven, på den gode måde. Velkommen til voksenlivet, Maria!

Foto:Privat

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.