I fredags var jeg en tur på klatrevæg sammen med en komplet fremmed, som jeg havde lært at kende via en facebook-side for ensomme. Jeg kastede mig hovedkulds ud i det og anede ikke, hvad det var, jeg egentlig gik ind til. Til at starte med troede jeg, at det var en kvinde, da navnet både klingede og blev stavet på en feminin måde, syntes jeg. Det viste sig så at være en gut på 30 år. Det gjorde mig ikke noget, men mine forældre var lidt bekymrede over, at jeg skulle være sammen med en, som jeg absolut intet kendte til. Deres bekymring smittede af på mig, men jeg var fast besluttet på at ville give det en chance. Jeg ville ikke, at deres bekymring holdt mig tilbage, for det ville jeg blive både sur og bitter over, og jeg ville bebrejde dem, men i høj grad også mig selv.
Jeg tog bus og tog til Søborg, hvor klatrehallen ligger, og på hele vejen sad jeg og tænkte, spekulerede og vejede for og imod. Jeg kunne jo tage hjem igen, hvis jeg var i tvivl. Det var måske også både lidt dumt og naivt og modigt at tage af sted uden at vide, hvad det var, jeg gik ind til. Men jeg vidste også, at jeg ville fortryde, hvis jeg lod være. At lade være med at lytte til hovedet var det mest fornuftige, jeg gjorde, for det var den bedste oplevelse, jeg længe har haft – og jeg er megastolt af mig selv. Som sårbar og introvert var det som at kaste sig ud i havet fra en klippe uden at vide, hvordan man ville lande.
Jeg frygtede, at der ville være mange mennesker, men jeg gik ind i det med åbent sind, og jeg havde min calm-spray med mig, og måske var det nok bare at have den med i tasken. Vi klingede godt sammen, kunne snakke om alt muligt; vores baggrund, familier, interesser osv. Han havde klatret i lidt over et år, så han havde erfaring, og det så så legende let ud, når han klatrede rundt og havde fuld kontrol over sin krop og sine bevægelser. Jeg havde min helt egen fest. Det var så sjovt. ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”, et Pippi Langstrømpe citat, der passer rimelig godt på mig, i den situation.
Det var helt befriende ikke at tage det sikre valg, men at bryde nogle grænser. Jeg mødte en, der var lidt ligesom mig. Han var lidt mere udadvendt, hvilket passede mig fint, men havde selv erfaring med både sårbarhed og ensomhed, så vi var helt i øjenhøjde og havde en rigtig god formiddag.
Selvom jeg har et godt netværk af veninder, så kan jeg stadig føle mig alene. Vi har hver vores liv og dagligdag og ikke altid tid til at ses og få snakket. De veninder, jeg har, er i faste forhold. Nogle af dem er gift og har børn. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg ikke gjorde noget aktivt for at komme ensomheden til livs, ville der ikke ske noget som helst; så ville mit liv bare gå i tomgang. Så det var lige så meget derfor, at jeg meldte mig ind i diverse facebook-grupper og gerne vil møde nye mennesker og date lidt igen. Jeg holder meget af mine veninder, men det har været svært for mig, at rumme selv at skulle tage et initiativ. Det skal på ingen måde lyde som en undskyldning eller ’ih hvor er det synd for mig’-agtigt, men det er bare en konstatering.
I min optik går det begge veje med hensyn til kommunikationen. Nogle gange har man så travlt med alt muligt, at man ikke har overskuddet til at tage kontakten. For mit vedkommende har det været vigtigt at lade veninderne vide, at jeg er der, når de er klar og har overskud. Jeg håber, det også gælder den anden vej rundt. Der sker rigtig mange ting lige pt. i mit liv; praktikplads, søgen efter lejlighed og finde et fodfæste, mens jeg oveni skal starte i gruppeterapi. Mit energiniveau er ikke det stærkeste, og alt, hvad jeg gør, er en prioritering, som er vigtig for mig. Som gør mig glad og giver energi og overskud til andre.
Mange af de blogindlæg, jeg har skrevet, blandt nogle af de seneste, har været præget af sorg og ensomhed. De er følsomme og fulde af melankoli og dybe tanker om fortid, nutid og fremtid. Fulde af bekymringer og glæde, som jeg deler med alle dem, der læser med. Jeg vælger altid mine ord med omhu, men jeg er også filterløs. Min blog er mit fristed, hvor jeg kan dele mine erfaring, mine tanker, glæder og sorger med andre.
Jeg har lært meget i denne her proces, og lærer hele tiden nye ting om mig selv og mine grænser. Måske skal jeg bare lytte lidt mere til min mavefornemmelse og intuition. Hvis jeg fortsætter med at være forsigtig, så kommer jeg ikke ud af min skal. Jeg ved, mine forældre stoler på mig, og jeg ved, at jeg kan klare mig på egen hånd. Jeg fortryder ikke et eneste sekund, og jeg vil tage af sted igen, når chancen melder sig. Jeg vil ud af min boble, og ved at prøve forsigtigt, lidt efter lidt, møder jeg nye mennesker. Hvem ved? Måske er der en, der endda får slået benene væk under mig. Jeg krydser fingre og håber på det bedste.