Jeg har så meget kaos herinde i min hjerne, hjerte, sjæl, sind og alt muligt og har bare brug for en kanal, hvor jeg kan give los. Ikke behøver at bekymre mig om, hvad jeg skriver, og væk med perfektionisme.

Jeg tror endeligt, jeg er ved at have fundet ud af, hvad der er galt med mig. Da jeg var 19 år, fik jeg to diagnoser X og Y, der har forfulgt mig siden. Fejldiagnosticeret på Glostrup og Ballerup. Jeg blev pumpet med medicin, der gjorde mig vred og aggressiv, og midt i det besluttede de sig for, at jeg havde X og Y. Det præmature er der aldrig nogen, der har taget sig af, at jeg har sagt.

Forkerte diagnoser

De to X og Y blev jeg set som de næste mange år, og jeg tager det op igen, fordi det nu er “vigtigt” igen, da jeg nu vil offentliggøre, at jeg er ved at søge en servicehund. Jeg fik førtidspension for 5 år siden, så jeg er færdigudredt og alt den slags, og mine arbejdsevner er afprøvet. Der er ingen. I hvert fald ikke sådan som vores arbejdsmarked er skruet sammen.

En servicehund er sidste udvej, og alt andet skal være afprøvet før. Det samme med førtidspension. Den har jeg allerede.

Når man søger en servicehund, skal man fortælle om sine problemer og diagnoser. Der skal være dokumentation for ens handicap. Fair nok. Men jeg er flyttet kommunegrænse, og kommunerne stoler ikke helt på hinanden, så hvad Gladsaxe kommune har sagt om mig, tror Guldborgsund ikke bare lige på. Heldigvis har jeg en sagsbehandler i hjælpemiddelafdelingen, eller hvad det hedder, hun er HELT på min side. (en servicehund er paragraf 112 hjælpemiddel)

Det korte af det lange, jeg søgte en støttekontaktperson her i efteråret. Jeg følte mig lidt bevidst presset til det af en fra Vordingborg, og det meste var nok et ubevidst pres. Jeg har aldrig været god til at sige fra og har været en artig datter, artig psykiatripatient, der fulgte alle de uskrevne regler. Artig forfatter, der ville gøre de andre forfattere i den lokale forfatterforening glade ved at gøre, som de sagde, jeg skulle, overskride mine egne grænser. Kan du se et mønster?

Vi frygtede, at Guldborgsund ville kræve, der var afprøvet paragraf 85 i kommunen, så hellere gøre det på forhånd… Fint det gør jeg og slask…. TRAUMER dukker op, og vi aflyser 85 et par dage senere, og jeg knækker fuldstændig sammen, og så mange følelser kommer frem og dårlige, voldsomme minder fra fortiden.

Slutter her

Jeg har så svært ved at trykke på udgiv blog, for jeg er så perfektionistisk. Jeg ved ikke engang, om jeg vil have en blog her, der er en stor blanding, eller jeg kun vil dele “et tema” fra mit liv. Der er jo så meget: 33 år, førtidspensionist, forfatter, præmatur (født i 30 uge, 1 kilo) kompleks PTSD, alkoholisk mor. Kompliceret far, dejlig kæreste, ansøger hund fra Servicehundeforeningen. Guldborgsund kommune. Bor på landet, servicehund, kompleks PTSD og præmatur.

Men flere blogs, bøger og videoer skal jeg nok få lavet hen ad vejen. For det er en kompleks historie jeg har i bagagen om servicehund, kompleks PTSD og præmatur.

En kommentar

  1. Mogens

    Kære Ida! Du er på rette spor, hvis du mærker efter hos dig selv, hvad der er rigtigt for dig! Du har en god kæreste og talent som forfatter. Det er ikke dårligt, så må det hen ad vejen vise sig hvilke muligheder du har. Jeg ønsker dig alt muligt godt! Jeg tror, at det er en god idé at du deler noget med andre og får deres respons, så gælder det bare om kun at tage det ind, du kan bruge til noget.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.