Kan tankemylder give angstanfald? Det korte svar er ja. Hvad gør man så? Det er op til den enkelte. For mig hjælper det at snakke det igennem, og bruge nogle af de mange værktøjer, jeg har fået gennem årene, og det, der især hjælper er de redskaber, jeg har fået ved den metakognitive terapi.

Jeg vil fortælle om en hændelse der skete for en måneds tid siden, som jeg efterfølgende har fået bearbejdet, men da jeg stod i situationen, gik førstesalen amok. Jeg fik et enkeltstående anfald af øresten inde hos min kæreste. Det kommer jeg til. Men før vi fandt ud af, hvad det var, var min krop og hjerne igennem en heftig omgang af tankemylder, katastrofetanker og angst.
Jeg var lige kommet ind til ham, da jeg blev svimmel. Altså voldsomt svimmel; sengen, væggene og gulvet sejlede rundt. Jeg kunne ikke fokusere, havde tunnelsyn, jeg kunne ikke stå på benene og jeg havde det meget varmt. Så kom kvalmen, og jeg kunne end ikke holde vand i mig. Min kæreste var bekymret, og jeg var bange, så jeg bad ham ringe til lægevagten. Han kom igennem til 1813 og måtte agere tolk for mig. Efter en længere samtale og spørgsmål om svimmelheden, lammelser, nakkestivhed og mange andre ting, sagde sygeplejersken, at hun syntes det lød som øresten, men ville sende en ambulance ud til os, for at udelukke en blodprop. Selvom jeg var træt og bange og stresset, begyndte tankemyldret. Jeg sad hos min kæreste og græd og rystede. Var det mon en blodprop? Hvad hvis det er, skal jeg så dø nu? Min morfar døde af to blodpropper i hjertet i en tidlig alder.

Jeg er kun 29 år, men blodpropper forekommer også i den alder. Det var ikke fordi mit liv passerede revy, men samtidig tænkte jeg på alt det, jeg endnu ikke har opnået og som jeg drømmer om. Nå, men redderne kom, og havde samme konklusion som sygeplejersken: øresten. Men for en sikkerheds skyld kørte de mig til et tjek på Herlev sygehus.
Min kæreste havde ringet til mine forældre og fortalte hvad der var sket, og var også med i ambulancen. Han var en klippe. Stilheden i stormen, da jeg havde allermest brug for det. På sygehuset blev jeg endnu engang tjekket og stillet spørgsmål om svimmelhedsanfaldet og kvalmen. Da jeg blev spurgt om en eventuel graviditet og der blev taget prøver, slog min hjerne igen fra og levede sit eget liv. Kunne jeg være gravid? Kunne det være graviditet uden for livmoderen? Eller var det mon en spontan abort? Hvad nu hvis, jeg var gravid – hvad skulle vi så gøre? Min kæreste og jeg har kun været et par i tre måneder, og ingen af os er klar til at få børn. Men jeg kender mig selv så godt til at vide, at jeg ville have svært ved at gennemføre en abort, hvis og såfremt. Selvom det ville være usandsynligt, at jeg var gravid, kom tankerne alligevel.

Et par dage efter, tog min kæreste og jeg et par dage i sommerhus. Det var så dejligt, bare at være os. Ikke lavet andet end at gå ture på stranden, nyde solskinsvejret og være et par. Som tidligere fortalt, så har min kæreste selv været nede med depression, og da jeg er et meget følsomt menneske, vil jeg allerhelst have og ønsker at min kæreste har det godt. Det har han, skal lige siges, men jeg bekymrer mig om ham. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at se ham glad, se ham smile og passe på ham. Men jeg skal også huske at have mig selv med; jeg kan ikke tage mig af ham, hvis jeg ikke passer på mig selv og lytter til mine grænser, først og fremmest. Det var min kæreste, der sagde det til mig, i sommerhuset, og også min støtteperson har sagt det. Nu har jeg taget det til mig, og husker at sige det til mig selv.

En anden ting, der fylder, er tankerne om fremtiden. Tanken om at skulle flytte er en enorm stressfaktor. Et er, hvad jeg drømmer om, noget andet er mine ressourcer. Alt stiger, og som min økonomi er, så har jeg ikke råd til at flytte for mig selv; jeg vil ganske enkelt ikke kunne leve, når først husleje, forsikringer, medicin og andre udgifter er betalt. Om min kæreste og jeg skal flytte sammen, aner jeg overhovedet ikke. Jeg kan ikke tage den beslutning selv, eller endnu, så den tanke ryger ind på hylden, indtil det bliver et aktuelt emne mellem min kæreste og mig.
Nå, det var helt rart at få sat ord på de tanker, der har tæret på min energi og som har været altoverskyggende den sidste måneds tid. Mange af disse tanker har jeg ikke delt med andre end meta-gruppen og min støtteperson. Jeg har haft brug for, både at få bearbejdet det på egen hånd, men også fortælle nogle helt udefra stående om episoden og om de efterfølgende tanker.

Et link om at være særligt sensitiv, lagt på sociale medier, af en god bekendt, der er uddannet coach fik mig til at føle mig både mødt og forstået. Det er en styrke og en gave at kunne udtrykke, lige præcis det, der rører sig i mig – både godt og ondt. Når jeg føler noget, føler jeg dybt. Min kærlighed til dem, jeg holder allermest af, er som et ubrydeligt bånd. De, der har såret, svigtet og vendt mig ryggen, har jeg ikke noget til overs for. Først var jeg i en slags choktilstand. Derefter kom vreden og skuffelsen og alle spørgsmålene. Nu føler intet andet end ligegyldighed overfor de personer. Men jeg kan alligevel tage mig selv i at tænke og overtænke på de situationer, der har ledt til andres fravalg af mig. Jeg har med tiden opgivet at finde svar og løsninger. Det har den metakognitive terapi været en stor hjælp til. Havde jeg ikke været i metakognitiv terapi, havde jeg ikke kunne ændre mine tankevaner- og mønstre, som jeg er ved at lære.
Jeg oplever tankemylder, når jeg er under pres; dødsfald og den sorg, der følger, panikangst og separationsangst, bare for at nævne nogle af trickerne. Min hjerne er som en svamp, som suger alt til sig, og det er svært at navigere rundt i alle tankerne, der flyder sammen og som der ikke er en sammenhæng mellem. Frygten for at miste enten min kæreste eller en af mine forældre, eller bare en der står mig nær, kan fylde så meget, at det kan slå mig helt ud. Jamen, Maria, hvad gør du, når du oplever det pres og tankemyldret? Jeg snakker om det. Jeg bruger min dagbog, mediterer, går ture, høre podcasts, og prøver at være praktisk, så jeg kan få mit fokus væk fra myldret. Kort sagt, jeg prøver at distrahere mig selv. Det er svært når man står midt i det og kaosset i hovedet fylder, så derfor snakker eller skriver jeg mine tanker og følelser ned – bare for at få noget luft og få det ud af systemet.

Efterfølgende har jeg tænkt på, hvad nu hvis mit liv havde udviklet sig helt anderledes? Hvad nu hvis jeg havde gennemført min tanke og ønske om at læse på uni? Jeg havde som teenager en drøm om at læse enten til psykolog eller litteratur på universitet, når jeg nu ikke kunne blive professionel håndboldspiller. Efter HF ville jeg have været på RUC og have læst historie og engelsk. Senere legede jeg med tanken om at blive både arkæolog eller gartner. Jeg vidste med et hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke ville være kontorelev – også selvom jeg gik på handelsskole og søgte elevpladser.

Hvad nu hvis jeg slet ikke var blevet udgiven forfatter, eller blogger og boganmelder, for den sags skyld? Hvad var jeg så blevet? Tanker som disse kan jeg ikke gøre noget ved nu. Jeg kan ikke ændre på, hvad der har været sket i mit liv, og heller ikke ændre de begivenheder, der har haft en kæmpe indflydelse på mit liv. Hvis ikke jeg havde fået udgivet ”Hjem kære hjem” var den bare blevet lagt i skrivebordsskuffen, jeg havde ikke mødt de fantastiske mennesker, som jeg nu anser som værende forfatterkollegaer, og jeg var ikke kommet ind i forfatterfællesskabet i Nykøbing Falster. Hvis ikke min mor havde vist mig pjecen fra ”Outsideren”, var jeg nok ikke blevet blogger, som jeg er det i dag. Jeg knuselsker mit job som forfatter, blogger og boganmelder, og vil ikke bytte det med noget andet. Jeg har fundet min rette hylde.

Hvis jeg havde muligheden for at ændre noget, ville jeg så det? Svært at svare på. Der er så mange alvorlige hændelser, jeg ville ønske ikke, var sket, men de har alle været med til at hærde mig, gøre mig stærkere, mere moden og klogere. Jeg har i mange år haft en drøm, eller nok nærmere et ønske om at få børn, mens jeg var i tyverne. Men jeg tror jeg har skullet gå gennem helvede flere gange for at nå hertil. Når jeg indimellem læser mine tidligere blogindlæg, så er der sket en kæmpe udvikling på tre år. Prøvet en masse, oplevet en masse, gjort mig mange tanker om fortid, nutid og fremtid.

Både kærlighed og terapi er en lærings- og helingsproces for mig. Jeg har ikke prøvet at blive elsket, respekteret og oplevet en omsorg, som min kæreste udviser. Derfor føler jeg også så stærkt for ham og for hans proces. Den støtte han har udvist overfor mig, får han tilbage. Så længe han har det godt, er jeg glad. Han gør mig glad og vice versa. Vi er gode sammen; et godt par. Han er stærk, og kan tackle mig – og jeg ham. Han kan, om nogen, holde mig nede på jorden, og få mig til at slappe af, slå tankerne fra og bare være til stede i nuet. Hold da op, jeg er en heldig kartoffel.

At have det, som jeg har det, at være særligt sensitiv og have følelserne siddende helt uden på tøjet og overtænke, tærer på psyken og kræfterne. For mig hjælper det at kunne sætte ord på det, der rører sig inde i mit hoved. Min blog og min dagbog er mine bedste og vigtigste værktøjer, efter metakognitiv terapi og min familie.

Faktisk var det kun en enkelt hændelse, der fik mig til at skrive det her blogindlæg om tanker, ønsker og drømme – ambulanceturen.