Man kan hurtigt blive ramt, når der sker noget uretfærdigt og traumatiserende, uanset om det sker for en selv eller for nogen man slet ikke kender. Man kan hurtigt tage andres parti og blive fordømmende i stedet for at forholde sig neutral. Her i Danmark er vi gode til at støtte og bakke hinanden op, både når der sker gode ting, men også i krisesituationer. Det her blogindlæg kommer til at handle om at prøve at forholde sig til de situationer, som påvirker os; ikke kun mig personligt, men også hvad der sker i verden, og give slip på det, der ikke kan laves om.
For mig er det et emne, der er kommet tæt på endnu engang, og noget jeg har tænkt på og spekuleret over, om jeg skulle dele. Min blog er nu engang min måde at få luft, at dele mine tanker og følelser – kort sagt, min terapi. Alt hvad der kommer på bloggen, kommer helt inde fra. Både glæder og sorger.
Det, der skete d. 3. juli, var… ja, jeg har nærmest ingen ord for det.
Jeg var på vej hjem fra min kæreste, da nyhederne om skyderi i Field’s tikkede ind – og så gik det ellers bare stærkt. Til at starte med troede jeg at det var banderelateret – men det var før vi fik at vide, hvad der egentlig var sket.
Min reaktion kom ved mindehøjtideligheden, som jeg sad og så sammen med mine forældre. Angsten og tankemylderet dukkede op og gav mig en god, gammeldags lammer. Det skal lige siges at hverken min kæreste eller jeg var i nærheden af Amager, da begivenheden fandt sted. Alligevel tonsede tankerne rundt i hovedet på mig. Selve hændelsen har ikke fyldt lige så meget, som tankerne om det menneske, der begik handlingen, og de mennesker, det gik ud over. Jeg har tidligere rost vores psykiatriske system, fordi jeg altid har følt mig hørt og set på som menneske – ikke en diagnose. Jeg vil helst ikke blande mig i politik, men når det handler om psykiatrien, som mit hjerte både brænder og bløder for, så kan jeg ikke lade være med at få mine tanker ud. Jeg er helt enig i, at der skal flere ressourcer i psykiatrien, og det gerne meget hurtigt. Men vi har et sundhedsvæsen der i forvejen kæmper en brav kamp, og psykiatrien kræver meget af dets personale. Bevares, jeg er hverken psykolog eller psykiater, men jeg har været i systemet i flere år og har været på psykiatrisk skadestue et helt par gange, og jeg har set og oplevet hvad det kræver af både læger og sygeplejersker – og man skal satme være lavet af et helt specielt stof for at arbejde der. Jeg har ikke andet end respekt til overs for sundhedspersonale.
Det, der slår mig, er at når folk skriver på de sociale medier, og det handler om politik, så kommer det til udtryk på en, synes jeg, ret aggressiv facon. Angreb på diverse politikere, partier og også på regeringen. Direkte tilsvininger, der ikke er andet end voksenmobning. Det er ikke kun den almene dansker, det er lige så meget politikerne selv, der er hårde i retorikken. Derfor har jeg også svært ved at have tillid til dem der sidder inde på borgen. I hvert fald, nogle af dem.
Der bliver sparet og sparet på området. I min optik er det de forkerte steder, de sparer på. Der har været tale om en 10-års plan inden for psykiatrien, jeg ved ikke hvor længe nu, og alligevel er der ikke ressourcer til at hjælpe de mennesker, der har allermest brug for det. Jeg læser ofte på den facebookside, der hedder ”En million stemmer” om mennesker, der bliver svigtet af det offentlige. Det er skræmmende at et velfærdsland som Danmark ikke gør mere for dem som lider. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig, at de der sidder inde på borgen og laver reglerne, bytter plads med den almene dansker, og lærer lidt om livet og hverdagen i dagens Danmark – for lige nu synes jeg ikke de har styr på en skid. Det sejler rundt, og det er da også derfor tonen mod politikerne er blevet så hård. Det er jeg sikker på. Ellers ville man ikke komme med tilsvininger eller andre grimme og nedladende ytringer. Hvis alt var godt, havde folk ikke noget at brokke sig over – men der er altid noget i vejen; altid noget, der kan forbedres.
Jeg har selv oplevet tilsvininger på baggrund af min blog og mine ytringer. Jeg står ved det, jeg siger, står på mål for mine meninger, holdninger og ytringer, men vil ikke svines til. Jeg står ved det, jeg siger, står på mål for mine meninger, holdninger og ytringer, men vil ikke svines til. Jeg tænker altid over, hvad det er jeg skriver, også selvom der kan ryge en finke af panden en gang imellem. Dermed ikke sagt at jeg er perfekt eller hellig eller uskyldig. Jeg har lavet rigtig meget lort gennem årene. Sagt og gjort dumme ting, såret eller på anden vis stødt nogen. Men jeg kan ikke være ansvarlig for hvordan andre tolker mine indlæg. Det er, som sagt, mine tanker, mit space, mine holdninger og følelser.
Har I hørt om begrebet ”gaslighting”? Det er en form for psykisk manipulation, hvor man får nogen til at sætte spørgsmålstegn ved deres egen virkelighed. Hold nu magle, hvor har jeg prøvet det mange gange, og det er grunden til at jeg er blevet den pige, jeg er i dag. Stædig som bare fanden, men har også et retfærdighedsgen og integritet. Det har så også medvirket til at jeg er blevet bedre til at give slip på giftige relationer, og give slip på de ting, jeg ikke kan gøre noget ved lige her og nu.
Døm ikke mine valg, hvis ikke du forstår mine grunde.
Sidste weekend havde jeg det ad helvede til. Jeg kunne ikke finde ro på hverken kroppen eller det tankemylder, der rumsterede. Jeg prøvede først at snakke med mine forældre om det, men jeg havde svært ved at sætte ord på, så jeg talte i stedet med min støttekontakt person om det – og det hjalp. Jeg har haft svært ved at give slip på begivenheder og dårlige relationer, der har gjort mig ked af det, og vred og som har fyldt alt for meget i mit hoved; som har givet uro og tankemylder og søvnløse nætter. Det er gået ud over mine forældre, hvilket ikke er fair. I den forbindelse, sagde min kære far noget klogt til mig: ”Du kan ikke redde hele verden, og slet ikke, hvis ikke du passer på dig selv, først og fremmest”.
En ting, der fylder, er tankerne om min elskede farmor. Hun er gammel nu, og svag, og vi ved ikke hvor længe vi har hende. Min far og jeg har haft mange samtaler om det, og min far har sagt, at vi skal holde fast i de gode dage og alle de gode ting, vi har oplevet sammen med hende. Min farmor har altid betydet enormt meget for mig. Hun og min farfar boede, da jeg var barn, tæt på den skole, hvor jeg gik, så det var nemt at gå ned til dem efter skole og vente på at mine forældre hentede mig når de kørte fra arbejde.
Min støtteperson er bekymret for om jeg har for mange bolde i luften. Jeg har så mange drømme og ønsker for fremtiden, at det kan være svært at holde styr på det hele. Min højeste prioritering er dog at flytte og få mit eget sted – men jeg vil allerhelst flytte sammen med min kæreste. Det kræver bare at vi begge to har lyst til det og er indstillet på det. Det vil gøre rigtig mange ting meget nemmere. Jeg har svært ved at finde ro, så jeg holder mig i gang og laver noget, nærmest konstant.
Jeg gør mig sindssygt mange tanker om fremtiden. Hvad er vigtigst og hvad prioriterer jeg højest? Min kæreste. Jeg hader den magtesløshed, der rammer mig som et tog, når han er nede med energien. Tankerne går automatisk i gang, det samme med bekymringerne. Vi har talt om det, så han ved godt at jeg både bekymrer mig og også bliver pylret. Fjollet, måske, men det ville være mærkeligt andet.
Min støtteperson er megagod til at få mig ned i gear. Hun sagde, ”du er så pligtopfyldende, men du må og skal også tage vare på dig selv, ellers brænder du sammen”. Det har hun ret i, så jeg har skrevet nogle ting ned, som jeg prioriterer højest nu, og det er min kæreste og at finde et andet sted at bo, samt den praktik, der snart starter. Ja, jeg har fået en ny virksomhedspraktik, og jeg glæder mig til at kunne fortælle mere om det. Så må alt andet komme lidt senere. Rolig, Maria, du har ikke travlt. Træk vejret.