Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen, og sommerferien står for døren. Der har også været sket meget det sidste halve års tid. I starten af december blev min kæreste udsat for et røveri og truet med kniv. Heldigvis skete der ikke noget fysisk med ham, men det var noget af en forskrækkelse. Og jeg blev hårdt ramt af tankemylder, katastrofetanker og angstanfald, og det gik ud over søvnen. Som om det ikke var mere end rigeligt, så mistede min kæreste sin mormor i januar måned efter længere tids sygdom. Det har været et hårdt forløb for min kæreste og svigerfamilie, så 2024 sluttede ret voldsom, og 2025 startede ligeså. Det har sgu været noget af en mundfuld.
Jeg gik op i tid i praktikken, men det kunne kroppen ikke klare. I februar fik jeg et meget voldsomt angstanfald på arbejdet, og måtte sygemeldes et par dage. Selvom jeg er rigtig god til at lytte til min krop og signalerne, så kunne jeg ikke forebygge det anfald, der kom. Og her må jeg rose mine kollegaer. De tacklede det så flot. De var der for mig, sørgede for at jeg fik vand, ringede til mine forældre og sørgede også for at en centervagt kom forbi. Men fordi jeg havde brystsmerter og var stakåndet og besvimede kortvarigt, ringede de 112, og jeg blev tjekket i ambulancen. Efterfølgende har både min chef og kollegaer været meget obs på mig. ”Er du okay, Maria?”, Har du holdt pause?”, ”Hvad kan vi gøre for at aflaste dig?” Altså, hold da op, sikke en omfavnelse at få. Selv på en dag, hvor jeg ikke har fået så meget søvn eller er lidt nede, så får jeg lyst til at gå på arbejde, på grund af den omsorg generelt gode behandling og tone, jeg oplever. Mit praktikforløb på apoteket slutter her til august, for jeg skal videre. Jeg håber lidt at kunne få foden indenfor i bogbranchen, som jeg drømmer om. Min chef og kollegaer hjælper og støtter mig meget i processen.
Efter dødsfaldet, er min kærestes morfar er kommet i en plejebolig. Blandt andet brugte vi en weekend på at flytte for ham. Et par dage inden flytningen, besøgte vi ham og han var så dårlig at han skulle tjekkes på sygehuset. Det var selvfølgelig voldsomt nok i sig selv for min kæreste, men min reaktion gjorde det på ingen måde nemmere. For at gøre en lang historie kort, så blev jeg ked af og såret over at min kæreste ville tage med på sygehuset, selvom der var andre der kunne tage med, og det gik ud over vores aftale om en kæresteaften. Det lyder nok meget banalt i nogens ører, nogen tænker måske endda, ”Ej, Maria, hvordan kan du blive sur over det?” På det tidspunkt havde der bare været nogle episoder, der gjorde at jeg ikke følte mig prioriteret. Jeg ved jo godt at det var min usikkerhed og tankemylderet, der viste sit grimme fjæs. Ikke at det på nogen måde er en undskyldning for min reaktion, det er blot en forklaring. Men hvorom alting er, så reagerede jeg voldsomt og min vrede gik udover min kæreste, og det var ikke fair.
Min kæreste har et tæt og stærkt bånd til sin morfar. Jeg har aldrig mødt min morfar. Jeg har kun set billeder og videomateriale med ham, og jeg har altid manglet og savnet min morfar. Det er en sorg, der sidder dybt i mig, og som aldrig vil forsvinde. Jeg havde et nært forhold til min farfar, som jeg holdt meget af. Så det var en blanding af sorg og savn og måske endda misundelse, der ramte mig. Jeg har været rystet over min reaktion og skammet mig inderligt. Det har på ingen måde været min mening at såre min kæreste, men jeg ville heller ikke holde mine følelser inde. Det kom bare forkert ud. Min kæreste og jeg prioriterer hinanden først, og det kommer til udtryk på forskellige måder. Vi er meget forskellige, og det er det, der gør os så gode sammen.
For at blive ved det familiære, så er der uro i andedammen. I mange år er min mor blevet behandlet dårligt og uden respekt. Og nu har hun sat foden ned. Der er nye boller på suppen. Det har sat gang i mine tanker. For jeg har min mors sind. Så efter at min mor har fortalt hvad der er sket, kan jeg se hvor grelt det har været og hvor forkert de nærmeste har opført sig. Det er de store egoer, der har kuet det stille sind. Jeg kan ikke lade være med at være både ked af det og også skuffet på min mors vegne.
Nu er der kommet en hel masse ting frem, som både har rystet mig og får mig til at se familiemedlemmer i et nyt lys. Jeg tror på, at ting og hændelser sker af en grund. Folk kommer og går i ens liv. Man vælger ikke selv sin familie, men man vælger selv hvordan man behandler andre, og man vælger også selv at trække stikket for at passe på sig selv og pleje de relationer, der er gode og sunde for en. Komikeren Jan Gintberg sagde i et afsnit af Mads & A-holdet tilbage i 2020: ”Livet er som våd cement. Der bliver sat håndtryk, og nogle kommer til at gå i cementen, og så skal du leve med det dumme grimme fodaftryk resten af livet”. Jeg holder meget af min familie, og de har skam også været der for mig i de svære tider, men uanset hvordan man end vender og drejer det, så vil jeg til hver en tid støtte min mor og være på hendes side.
Nå, nu noget helt andet. Da jeg afsluttede mit forløb hos psykiateren sidste sommer, talte jeg meget med min læge om fremtiden. Sidste efterår blev jeg henvist til Regionens Psykiatri, men fik afslag. Som jeg tidligere har skrevet om, er det nærmest umuligt at få en tid hos en psykiater. Fordi min kæreste og jeg drømmer om, at stifte familie inden længe, så har jeg haft mange samtaler med min læge omkring min medicin og en fremtidig graviditet. Jeg føler mig både set og hørt af min læge, der virkelig har taget teten her.
En helt anden proces, der er begyndt at tære på mig, er lejlighedssøgningen. Det er en lang proces, og den fylder meget – mest fordi jeg skal være ude af min lejlighed om fire måneder. Jeg har haft fat i boligselskabet, men jeg kan ikke gøre noget. Derudover har jeg lavet en henvendelse til kommunen sammen med min kæreste. Så der er pres på, men jeg håber at der snart sker noget.
Noget lidt mere opmuntrende. Jeg har været inde hos Outsideren for at fortælle om mit bogprojekt om angst. Jeg håber at de vil være en del af det og bidrage med historier og erfaringer, der både er relevante og vigtige at få med. Det er ikke mit ønske at skrive en ”fagbog” – det kan jeg som sådan heller ikke, da jeg hverken er læge eller behandler inden for området. Men det jeg vil, er at skrive en bog, der rækker ud til andre angstlidende og pårørende. At fortælle min egen og andres historier. Og forhåbentlig være en kilde til at søge hjælp. Jeg håber sådan at kunne skrive en bog, der kan være en slags ven i en svær situation. Faktisk drømmer jeg om at skrive en bog, som jeg selv savnede, da jeg var nede og dykke. Kryds fingre for mig!
Nu vil jeg nyde første del af sommerferien sammen med min familie. Må I alle få en skøn sommer.