Jeg betegnede mig selv som ”Eksperiment 14.02.88”. Da jeg var i starten af 20’erne, var det den forklaring jeg bedst kunne forholde mig til. Grunden til at mit liv var som det var, kunne kun være pga. det menneskelige eksperiment, som nogen havde lavet. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle trampes på, mases, være depressiv og bare have et lorte liv. Så for at kunne håndtere det, begyndte jeg at bilde mig selv ind, at jeg var et eksperiment.
”Jeg må være et eksperiment, som staten har startet. Et eksperiment for, at se hvor langt man kan presse et menneske, før det bukker under!”
På dette tidspunkt var det den eneste forklaring som var logisk for mig. Hvorfor skulle alt ellers ramle sammen i min verden?
På min facebookprofil oprettede skrev jeg også ”eksperiment” på som erhverv. Jeg var virkelig overbevist om at det måtte være sådan. Samtidig vidste jeg dog godt, at det også lød vanvittig psykotisk, men det måtte være forklaringen.
En aften sidder jeg og kigger aftenens fjernsynsprogram igennem. På TV3+ ville der komme en film med Jim Carrey. Jeg har altid syntes at film med Jim Carrey var fede, så jeg skulle også se denne film.
The Truman Show gik i gang, og som filmen skred hen mindede det mig, om den forestilling jeg havde om mit eget liv.
Pludselig blev jeg endnu mere overbevist om, at det virkelig var sådan mit liv var skruet sammen og, at alle omkring mig var skuespillere som vidste præcis, hvad det hele gik ud på. Jeg blev faktisk bare mere paranoid og mistroisk over for andre.
Der var en lang periode hvor jeg ikke snakkede om andet end, at jeg var et eksperiment som var skabt til dette formål og jeg henviste til tider også til The Truman Show. Jeg kunne se på folk, at de nok mere troede at det var min fantasi som løb af med mig, end at jeg var et egentlig eksperiment.
Med tiden var det som om, at min forestilling gik i sig selv, og det er alligevel nogle år siden jeg sidst har skænket denne forestilling en tanke.
I dag tror jeg måske det handlede lidt mere om ansvarsfralæggelse, end at jeg var et egentlig eksperiment. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg egentlig kun smile og grine for mig selv over, hvilken fantasi jeg har gået rundt med, og min enormt gode evne til at argumentere for det. Måske fik jeg egentlig argumenteret så godt for det, at jeg faktisk bare blev mere og mere indbildning.
Men i dag er én ting sikkert, jeg har aldrig været et eksperiment men bare et menneske på denne jord som alle andre, for på det punkt er jeg nok ikke et unikum.