Hun er derinde et sted. Hun gemmer sig. Hun er genert. Men hun tror på sig selv. Og hun kæmper for det.
Hun brænder for at skrive. Hendes passion ligger i ordene, i historierne, i fortællingen. Det er her hendes styrke er.
Hun har en helt særlig historie på hjertet – sin egen. En sørgelig, skøn og sand historie.
Forfatteren er mig.
I 2015 skete miraklet. Min debutroman blev udgivet. Det lyder nok som en gammel kliché, men… it was a dream come true.
Jeg var så glad. Og stolt. Jeg stod med et produkt mellem hænderne, som jeg selv havde lavet. Som jeg havde skabt – ud fra fantasi og en god portion selvtillid. Jeg vidste, at det var for godt til at være en historie til skrivebordsskuffen. Da jeg var halvvejs i manuskriptet, gav jeg mig selv det løfte om at jeg ville skrive 30 kapitler og have det udgivet. Så var der sørme et forlag og en redaktør, der troede på mig og på mit projekt.
Det var en lang proces, og jeg kunne godt mærke, at jeg var ny inden for den branche. Især promoveringen var hård. Jeg er introvert, men havde taget ekstrovert-masken på. Jeg snakkede med en masse forskellige mennesker; journalister, både skrivende og på tv-produktioner, andre forfattere og skoleelever, der kunne bruge min historie til eksamensopgaver.
Jeg må indrømme, jeg kunne godt lide spotlightet, men lidt efter lidt begyndte det også at tære på mig. Jeg var træt. Fysisk havde jeg ondt i kroppen; der skete noget hele tiden, og jeg følte jeg skulle være på og have ja-hatten på, hvis jeg blev ringet op, og nogle ville have et interview. Jeg kunne ikke sige nej. Det handlede jo om min bog. Den skulle jo sælges. Jeg havde lagt så meget arbejde i det, så jeg knoklede. Jeg lagde mange opslag ud på de sociale medier om de begivenheder, jeg skulle være med til, eller bare billeder og opdateringer om hvordan det gik. For mig var det på ingen måde vigtigt at skrive en bestseller eller snakke og blive interviewet af alle mulige. Det var en spændende tid, ja, men det var ikke derfor jeg valgte at sende manusset til et forlag. Det var fordi jeg havde en historie på hjerte.
Mentalt var jeg så træt, at jeg kunne stå op og sove. Fra juli måned, hvor bogen udkom, og helt frem til jul, havde jeg gryderne i kog hele tiden. Sådan føltes det. Flere gange var jeg ved at besvime af udmattelse, fordi jeg ikke sagde fra. I januar 2016 holdt jeg så mit første foredrag om min bog, og hele processen med hvorfor jeg skrev den, på min gamle skole. Det var en god oplevelse.
Jeg ville bare sådan ønske, at forlaget havde været mere inden over, og havde hjulpet mig mere med promoveringen. Jeg følte mig meget alene i den proces, og jeg stod med det hele selv. Det ville have givet mig mere overskud og ro. Som sagt, så var jeg helt ny, og anede ikke hvordan jeg skulle promovere en bog. Min mor var en stor hjælp, da hun arbejdede i biblioteksbranchen og havde mange kontakter, som jeg kunne benytte mig af.
Jamen, hvad handler din bog om, Maria?
Den handler om at finde hjem. Deraf navnet, ”Hjem kære hjem”. Der var andre titler, jeg legede med. Faktisk havde den et helt andet navn, da jeg sendte manuskriptet til forlaget. Men efterhånden som redigeringsarbejdet skred frem, blev jeg ved med at vende tilbage til ”Hjem kære hjem”.
Den handler om at være ung, at have mistillid til de voksne, at have oplevet nogle ting, som ingen bør opleve. Men også at blive hørt. At blive taget alvorligt. At finde sin familie. At finde lys, når det ser mest sort ud.
Hvorfor skrev du bogen? Fordi jeg ikke kunne lade være. Der var så mange ting, jeg selv havde oplevet, som havde sat sig fast i mig, og det har været en form for terapi for mig at skrive den bog. Selvom jeg ikke har oplevet alt, som hovedpersonen har, så ved jeg altså godt hvad det vil sige at være teenager og have identitetskriser; at være udenfor et fællesskab, at føle sig forkert, at føle sig misforstået, at være ensom, at have spiseforstyrrelse og have voldsomme tanker om selvmord og selvskade.
Jeg beundrer min hovedperson, og jeg er så stolt af at have skabt så modig en ung pige. Men jeg er også virkelig stolt af bi-personerne. Forfatteren Richard Bach sagde engang: ”Det bånd, der binder din sande familie sammen, er ikke et af blod, men af respekt og glæde for hinandens liv”. Det citat, synes jeg, samler essensen af min bog.
Jeg er virkelig stolt af min bog, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg har fået udgivet den. Men, ih, hvor det irriterer mig, at redaktørarbejdet og korrekturen ikke er godt nok. Jeg finder stadig fejl, når jeg kigger i den, og jeg græmmes ved det. Det er lige så mine tæer krøller sig sammen. Der er simpelthen for mange fejl i, til hvad jeg vil stå ved som forfatter. Jeg havde sat forlaget for højt op på en piedestal, så jeg fik det helt skidt, når folk gav dem kritik. Nu kan jeg jo godt se, at kritikken er berettiget.
Jeg går og overvejer at få genudgivet bogen på et andet forlag. Jeg vil som sådan ikke skrive den om, fordi jeg synes historien er god, men jeg vil ændre i teksten og gøre den stærkere. Det bliver ikke et nytårsforsæt, for det kommer til at kræve en masse ressourcer fra min side. Og derudover vil jeg allerhelst have udgivet mine erindringer, som jeg skriver på.
”Alt, hvad du kan visualisere, kan du også realisere” – Richard Bach
Foto: Privat