Hej igen. Det er længe siden, at jeg sidst udgav et indlæg herinde. Dette skyldes, at jeg har haft rigtig mange ting at se til, opleve og kapere. Det er faktisk næsten et år siden, at jeg udgav mit første indlæg herinde – så det er klart, at der er sket en masse ting.
Jeg er trappet ned på 10mg abilify (antipsykotisk), fra 15. Jeg har været indlagt på psykiatrisk sengeafsnit. Jeg er slået op med min ekskæreste. Der er sgu sket lidt af hvert! Og kun for det bedre.
Det første, som skete af disse ting, dét er nok, at min eks slog op med mig. Det var virkelig hårdt. Jeg har grædt, drømt om ham og været rigtig ked af det. Det skete, primært fordi (det ville ske før eller siden, lad mig sige det sådan), at jeg hoppede af mine piller fra den ene dag til den anden, engang i februar (fra 15mg). I starten havde jeg det fint og følte nærmest, at jeg kunne flyve, gå på vandet eller et eller andet, haha. Så kom nedturen. Min eks begyndte at distancere sig meget følelsesmæssigt fra mig, fordi han nok kunne mærke, at jeg også havde ændret mig på kort tid, i og med, at jeg var stoppet med abilify. Jeg blev småpsykotisk. Det endte i noget værre noget, hvor jeg hallucinerede, blev hentet af politiet og kørt til psykiatrisk sengeafsnit. Det var ikke så godt, og det ved jeg også godt, hvilket er derfor, at jeg gerne vil undgå, at dette sker igen. Jeg var indlagt lidt over 3 uger, meget mindre tid end samme tidspunkt sidste år, hvor jeg var der næsten 3 måneder, så dét var lidt vildt.
Jeg har det bedre nu. Heldigvis! Jeg føler virkelig, at jeg er ved at komme ud på den bedre side, jeg heler, jeg får det bare bedre og føler mig mere og mere som migselv, den gamle Juliane – og så måske endda også en lidt ny version, som er lidt sejere og ved meget mere om livet. Det har været SÅ hårdt, og jeg vidste faktisk ærlig talt ikke, om jeg ville kunne komme igennem det… Jeg ved godt, at det er dyster læsning. Livet kan være dystert, hvilket er noget, som jeg faktisk ikke vidste, i hvert fald helt så meget, som indtil fornyligt.
Jeg er et menneske, som altid har gået meget op i at være så selvstændig/selvhjulpen som muligt, plus at jeg har en fortid, hvor jeg har følt mig som Palle alene i verden sommetider. Disse oplevelser for nyligt forstærkede desværre lidt dén følelse… Jeg er traumatiseret, har jeg fundet frem til. For nogle nætter siden græd og græd jeg, det hele skulle bare ud af systemet, og det var godt nok hårdt. Jeg tænkte primært på min ekskæreste og vores brud, og så hobede følelserne sig bare op i mig, og jeg har faktisk aldrig haft det sådan før. Det var meget vildt…
Jeg er ikke bitter. Jeg vil ikke lade fortiden æde mig op. Jeg er ked af det, ja – men jeg vil ikke lade det fortære mig. Det nægter jeg – hvorfor skulle jeg, når der helt sikkert venter mig så mange nye fantastiske muligheder? “Når én dør lukkes, åbnes en ny,” som man siger.
Jeg har jo, som jeg fortalte i mit sidste indlæg, en rimelig hård baggrund i forvejen. Jeg ved ikke, om jeg ville kalde den direkte hård, men i al fald noget derhen ad. Jeg er ikke blevet født med en guldske i munden. Jeg har skulle kæmpe mig til tingene, so and so. Mine diagnoser hjælper mig nu med mine muligheder/økonomisk, så dét er jo altid noget. Men derudover, så har jeg ind i mellem en ekstrem tomhed, som fylder hele min krop. Mit tankecenter, også.
Sommetider, så spørger folk mig, hvorfor jeg så ofte går i stå. Jeg går sommetider i stå, hvis jeg er stresset, angst, ked af det. Det er nok et af mine største problemer, plus den dér indre tomhed som titter frem nogle gange…
Jeg har ikke været nem at stille en diagnose, det tog dem i hvert fald længe dengang jeg var 14 år, husker jeg tydeligt.
Jeg har kaldt dette indlæg “Recovery – hvordan?” fordi, at jeg er meget interesseret i recovery fra psykiske sygdomme. Altså, det at “komme sige”, så at sige.
For mit vedkommende, så dét at komme sig fra en psykisk sygdom, det vil sige at vinde i mit eget liv. Jeg nægter at stoppe mit gode flow, indtil jeg er der, hvor jeg gerne vil være. Og hvornår stopper man nogensinde med at udvikle sig? Aldrig, tænker jeg.
For mig, er det rigtig vigtigt at holde sig igang hele tiden, sådan at jeg ikke går i stå med “min gode køre”. Fordi at jeg også går en smule op i spiritualitet, så er ting som en lækker røgelse, krystaller, essentielle olier og orakel/tarot kort rigtig gode til at hjælpe mig på min vej mod et bedre liv. Jeg har et godt liv, det er ikke dét jeg mener – men et endnu bedre et af slagsen ville ikke være dårligt 😉
En anden del af min recovery, det er altså også, som jeg skrev før, at “vinde i mit eget liv” på den måde, at man lærer sig selv godt nok at kende til at vide, hvad der hjælper én – og hvad som trigger én. Tage styringen af ens eget liv tilbage i ens egne hænder, kan man vel kalde det.
Medicin/psykofarmaka kan gøre mange ting. Det kan ændre og redde liv. Men er det nok? Jeg tvivler virkelig. Jeg skriver udelukkende disse ting, fordi jeg selv har taget abilify siden jeg var 14 år, og nu er jeg altså 23 år gammel. Jeg vil ikke rigtig finde mig i at skulle være på det resten af mit liv. Dette er også en grund til, at jeg snart (heldigvis) skal til en lægesamtale på psykiatrisk, hvor jeg vil krydse alle mine fingre og tæer på, at de lytter til mig. Fordi det har jeg virkelig brug for. Jeg plejer at sige, at “det er mit liv”, når jeg snakker med nogen om min medicinsituation. Jeg har en total indre, klar overbevisning om, at jeg godt kan klare mig uden psykofarmaka – så længe jeg får støtte til det (ingen kan alligevel gøre det alene, det er jo dét de hele tiden anbefaler (at man gør det i samarbejde med en læge, red.)). Jeg har desværre bare før oplevet, at de ikke mente, at jeg var klar til at trappe ned (hvilket så at sige også er i orden; de må gerne have deres mening). Her er det bare enormt vigtigt at huske på, at det altså er patienten som bør komme i første række/prioritering. Ikke en læges sagkyndige perspektiv, selvom de kan være nok så kloge. Og ja, der skal ALTID være forholdsregler ved at tage psykofarmaka, man skal aldrig trappe ned/ud alene etc. etc… Men behøver det overhovedet at være SÅ SVÆRT at trappe ud af psykofarmaka? Bevares, ja, det er svært, fordi man mærker sig selv mere og mere, måske symptomer på sin sygdom osv. Men psykofarmaka er ikke lavet til at være på i flere år, det er måske lavet til at være på en periode hvor man har det allerværst – men lige så snart, at besværlighederne er ved at lette og man bare får det bedre og bedre – så er der altså ingen grund til at tage det længere. (Dette skriver jeg mest for min egen skyld og pga. mine egne “kampe” med psykiatrien og min diagnose, I må ikke hænge mig op på noget som helst. Og jeg er overhovedet ikke ude på at få nogen som helst, som ikke har lyst til det, til at spørge deres læge om ned/udtrapning. OBS! Trap aldrig ned/ud alene, det håber jeg da også at I ved i forvejen. Det kan ende grumt, jeg snakker af erfaring.)
Det var lidt tanker fra mig af. Jeg håber, at I kunne få noget ud af det! 🙂
Foto: Privat