Hej.
I dag vil jeg gerne lave et skriv om det, som jeg nærmest vil betegne som en slags omsorgssvigt af det danske psykiatrisystem.
Du bliver indlagt og bliver måske nogenlunde stabil. Så når du skal ud igen, så skal du tilbage til det samme, som inden du bliver indlagt, hvilket måske ikke ligefrem er helt vildt optimalt. Jeg kan godt lidt komme til at tænke ‘hvor er der en voksen henne?’ eller i hvert fald en professionel med empati og forståelse for én som person og ikke bare for ens diagnose sommetider. Det er en jungle at blive koblet til psykiatrien. De hjælper, det gør de, men det kan være meget hårdt at være bruger af psykiatrien. Man kan godt lidt komme til at føle sig overladt til sig selv, fordi at de mangler hænder/ressourcer. Samtidig er det psykiatriske system rimelig outdated.
Man kommer på noget medicin, får det måske bedre for en periode – men så bliver det sgu lidt langhåret, fordi, at der ikke rigtig bliver fulgt op på det. Det føler jeg i hvert fald ikke. Jeg ved godt, at man selv også skal gøre noget, for at få det bedre, det er slet ikke det, jeg siger – men man har altså brug for noget støtte, nogle allierede, som forstår en, lytter til en, og som hjælper en til at få det bedre fra ens psykiske sygdom.
Og som måske endda har lyst til at hjælpe, hvis det er sådan, at man gerne vil trappe ud af sin medicin grundet bivirkninger. Jeg er personligt gået til MedicinRådgivningen, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skal kunne trappe ud af min abilify på ansvarlig vis. Psykiatrien er ikke til meget hjælp, når man gerne vil trappe ud af sit præparat, selvom det egentlig er dem, som har “hjulpet” en til at starte på det. Det synes jeg egentlig er lidt misvisende og underligt…
Abilify er et af de sværeste psykofarmaka præparater at trappe ud af. Det synes jeg er svært at få at vide, fordi jeg startede med at tage det i god tro.
Der er (stadigvæk) enormt meget stigma ift. dét, at tage psykofarmaka. I hvert fald antipsykotisk. Instinktivt tror folk, at så er man farlig, fordi man kan blive psykotisk. Men det er bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg har selv nærmest aldrig oplevet at være psykotisk, og jeg får alligevel abilify. Det er faktisk noget farligt noget at begive sig ud i, det her – det er stærk vanedannede medicin hvilket er en af grundende til, at jeg sommetider godt kan komme til at føle mig lidt som et offer.
Man kan ikke have et almindeligt liv og samtidig være på abilify. Det har jeg efterhånden erfaret efter at have været på det siden jeg var 14 år gammel, og nu er jeg 25 år gammel. Det er sindssygt svært at komme ud af. Man kan endda blive yderligere presset og i værste tilfælde psykotisk, hvis man tager abilify.
Tanken om hele tiden at være afhængig af dette, det er i hvert fald hårdt for mig. Bivirkningerne kan være slemme, og “osteklokke”-fornemmelsen. Den evige rastløshed og at man ikke kan mærke, om man er mæt. Jeg er helt med på, at det kan være en hjælp for nogle. Jeg tror bare måske ikke, at det er super hensigtsmæssigt, at man tager det i mange år/over længere tid…
Jeg synes det er hårdt at få at vide/læse, at jeg kan risikere at miste 20 år af mit liv, fordi jeg har taget antipsykotisk så mange år. En af de lidt mere “diffuse” former for bivirkninger af abilify, er, at ens job/uddannelse kan gå i stå, og så sidder man måske fast i jobcentret, hvilket er opslidende i sig selv. Derudover har man måske sværere ved at danne tætte relationer.
Det skal siges højt og helligt, at dette skriv slet ikke henvender sig til alle, og at det tager udgangspunkt fra mig, mine oplevelser og hvad jeg har fået at vide og læst…
Jeg synes det er hårdt at have skizofreni. Ikke kun pga. diagnosen, men også pga. behandlingen og stigmaen.
Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg synes, at folk skal vide det… Det er egentligt ikke for at provokere men for at fortælle, at jeg virkelig synes der er plads til forbedring i den danske psykiatri.
Allerbedste hilsner
Foto: Privat