Som borderliner ved jeg at det kan være yderst problematisk at bevare gode menneskelige relationer, eftersom vi på mange måder kommer i konflikt med os selv og den anden part. Borderlinere har generelt svært ved bare at rumme sig selv, og derfor er det selv sagt også svært at rumme andre. Men det kan der jo arbejdes med – og en af metoderne hedder DAT.

DAT står for Dialektisk Adfærds Terapi, og hvad det handler om, kan jeg bedst fortælle ved at beskrive mine egne erfaringer fra et DAT-forløb i Svendborg.

Af Charlotte Dichman – skribent på Outsideren

"I DAT lærer jeg at forstå mig selv. Hvilket jeg ellers aldrig har kunnet." - Charlotte Dichman

Jeg er begyndt i DAT-behandling i Svendborg for ca. 2 måneder siden. Jeg må indrømme at jeg var nervøs for hvordan det ville blive, om jeg kunne rumme de andre piger i gruppeterapien og om de kunne udholde mig. For slet ikke at tale om hvordan jeg ville kunne klare at lukke min terapeut ind i mit liv. Et menneske jeg aldrig før havde mødt eller talt med. Nu skulle hun pludselig have hele min problematiske forhistorie fortalt og nu skulle jeg hver uge i terapien godtgøre for mine handlinger som ikke altid var helt som vi havde aftalt og planlagt de skulle være i terapien, ugen før.

Jeg glæder mig over at min terapeut er SUPER GOD til at validere mig. Som borderliner er jeg selv SUPER god til at dømme og invalidere mig selv, men hende her gør mig meget opmærksom på det modsatte. Det er lidt ligesom når man træner en hundehvalp! Når hvalpen bliver bedt om at give pote og den rent faktisk giver pote, så skal den da valideres dvs. belønnes og roses. Sådan er det også i DAT med mig. Når jeg fx har lavet mine hjemmeopgaver eller i den forgangne uge har holdt mig fra at skade mig selv, hvilket jeg kan have svært ved, så bliver jeg belønnet med ros fra terapeuten.. Og det er enormt rart, fordi som borderliner får jeg meget kritik og brok over alle de ting jeg gør og siger forkert. Og det er belastende og deprimerende i længden – nu er jeg snart 30 år!

Der er også et aspekt at jeg har mulighed for at have en telefonkontakt til min terapeut når lokummet brænder på og jeg bare har lyst til at forsvinde fra planet jordens overflade. Det er ikke ment som hyggesnak overhovedet. Men med det efterhånden begrænsede netværk jeg har så kan det være livreddende at have én at ringe til når det hele bare er f….. up. Og det har faktisk reddet mig nogle gange når jeg har været oppe at ringe i følelserne som vi siger dernede.

Jeg har nu drømme for fremtiden som jeg håber en dag i fremtiden vil gå i opfyldelse. Jeg vil gerne have min egen familie, bestående af dejlig mand med et par unger og et lille hus i centrum af byen, med plads til en hund og en familiebil i indkørslen og have med sandkasse og webergrill. Det må være lykken i mit hoved. Men om det nogensinde bliver sådan eller om jeg fortsat vil bo som single i min lejlighed uden dyr og med min cykel som eneste transportmiddel. Det bliver afgjort i de næste par år jeg er tilknyttet i DAT. And I wonder….

DAT er anderledes – for mig

Jeg har altid haft mange selvmordstanker og dermed sagt at det langtfra er blevet ved tanken. Jeg har forsøgt et utal af gange. Det er heldigvis ikke lykkedes endnu og det gør det forhåbentlig da aldrig. Og det tror jeg lidt på efter at være startet i DAT. Og hvordan kan jeg på to måneder have ændret så gennemgribende holdning??

I DAT skal man inden man starter i terapi skrive under på en kontrakt både terapeut og patient. Terapeuten skriver under på at være ærlig, effektiv, tilgængelig og overholde den gængse tavshedspligt. Som patient skriver du under på flere andre punkter mangen til terapeutens. Men det sværeste for mig var at skulle skrive under på at jeg ville gøre ALT hvad der var i min magt for IKKE at skade mig selv eller andre endsige begå eller bare forsøge på at tage mit eget liv. Det har været det sværeste punkt for mig at overholde. Og så alligevel har det hjulpet mig enormt!

Nu har jeg det sådan at laver jeg en aftale så skal jeg for alt i verden overholde den. Og når jeg har skrevet under på og lovet at jeg IKKE vil forsøge så skal jeg i stedet for hvis det er for svært og jeg ikke føler jeg længere vil kunne overholde aftalen, lade mig indlægge på psykiatrisk afdeling. Hvilket jeg har været i to omgange siden. Hvilket vel siger at det er p…. svært, men at det ikke er umuligt og at det hjælper mig. For et år siden havde jeg forsøgt selvmordet. Men i dag lader mig jeg frivilligt indlægge. Jeg tager så men selv derud og banker på skadestuens låste blå dør og beder komme ind.

Det der kan sætte mit p.. i kog er så at man i dagens Danmark eller er det bare sådan i Odense … at man nærmest skal trygle og bede om at blive indlagt når man sidder og græder fordi man 100 x hellere ville tage alle tabletterne hjemme i skuffen end sidde der og skulle sælge sin bedste ærlige salgstale for at overbevise psykiateren om at man virkelig er selvmordstruet og har seriøst brug for den forbandede indlæggelse.

Sætningerne: ”Der er ikke plads eller er det virkelig nødvendigt?!”har jeg hørt flere gange. ”Vi vurdere at du ikke har behov herfor”. Den gør nas og mig endnu mere ked af det og frustreret end jeg måske allerede i forvejen var. Hvordan kan man sige til en patient at man ikke mener eller tror vedkommende vil gøre alvor af sine selvmordstanker?? Det er mig en gåde. Det er altså ikke for sjov man beder om en indlæggelse eller siger sådan noget. Indlæggelse for borderlinere er godt når man ikke kan være andre steder fordi man har selvdestruktive tanker og impulser. Derudover er det helvede selv. Der er ingen aktiviteter og maden er sjældent noget man skriver hjem om i dag! Patienterne er overladt til Tv’et og en kande kaffe med sukker og økologisk fløde… hvis man er heldig. Ofte bliver middagene og morgenmødet dagens højdepunkt.

Så man ryger hjem efter et par dage max. På en psykiatrisk afdeling i dag. Men det er også fint egentlig for så kan man hurtigere komme ned i DAT og få arbejdet med ens lidelse: Borderline.

Med skiftet fra Odense distriktspsykiatrisk center til DAT i Svendborg har jeg ikke længere denne kamp med psykiatrisk afdeling på OUH. Nu er aftalen at vil DAT have mig indlagt så SKAL de indlægge mig derude. Nice i fremtiden at  kunne slippe for kampen med psykiaterne.

Jeg har lavet en lille ”mini DAT” som er en forenkling af selve arbejdsbogen til små visitkort der er computerskrevet og lamineret i visitkortstørrelse og sammensat med en maskine så den altid kan være i min lomme og dermed altid er tilgængelig til når jeg i alle situationer kan få brug for at se hvilke færdigheder jeg i den pågældende situation kan bruge..

I DAT lærer jeg at forstå mig selv. Hvilket jeg ellers aldrig har kunnet. Min terapeut bruger lang tid på fx at lære mig, hvad jeg ubevidst gør som ødelægger det hele for mig selv og ja ødelægger mit liv.

Måder at handle på som jeg i mange år har gjort uden at forstå hvorfor. Min selvskade er mindsket og jeg elsker at tale med min terapeut hver torsdag.

Alle disse fremskridt på bare to måneder i deres behandling.

Nu har jeg endelig fået lov til igen at måtte arbejde som frivillig i det lokale psykiatriske informationscenter, efter en laaaang ufrivillig pause pga. ustabilitet.. But Im back on track… takket være DAT og mig selv…

Charlotte Dichmann – skribent på Outsideren, brugerlærer m.m. Læs mere om Charlotte på hendes hjemmeside

Der findes en del litteratur om borderline, DAT og validering på nettet. Her kan du læse  om borderline og identitet

Se også Borderlineforeningen.dk

 

28 Kommentarer

  1. Pia Frydensberg

    Jeg kender jo hele molevitten Charlotte – og ydmygelsen ved, at sidde og skulle ‘sælge’ sine selvmordstanker, med stor risiko for, at de ikke bliver købt anyway…
    Og jeg frydes over, at du har vinklen med omkring ‘Hvad ER det så, man sidder og kæmper for at få?’ Det er NEMLIG ikke maden på en psykr. afdeling, udvalget af aktiviteter, kontakten til personalet eller hospitalssengen at sove i om natten. For alle disse (nævnte) ting, eksisterer enten ikke – eller i stærkt begrænset værdimæssig forstand.

    Svar
  2. Ronni S. Nielsen

    Du sidder og sammenligner dig selv med en hundevalp, og om at det er rart at blive belønnet for de “gode” ting du gør. Dvs laver hjemmeopgaver, holder dig fra at skade dig selv og deslige. Nu er der bare en vital forskel, forskellen mellem dyr og mennesker er at vi mennesker er i stand til at forme tanker og tænke på de konsekvenser det vil give mht. de valg man træffer. Så med alt dette i mente, hvad er du så ? et dyr eller et menneske ? Som du selv sagde er du snart 30 år, så mon ikke det er på tide at se realistisk på tingene ?
    Der er noget som hedder; Hjælp til selv hjælp. dvs, hvis du ikke vil hjælpes så kan selv de bedste psykologer, doktorer, medicin osv intet gøre i længden. Men hvis du gerne selv vil, men bare ikke har fundet den/de rette metoder, så skal hjælpen da også tilbydes. Du skriver også at du tit har haft selvmordstanker, og har “prøvet” at gennemføre det. Til det vil jeg bare sige, så har du ikke villet det nok, og skal måske snare kalde det et råb om hjælp. Et reelt forsøg og et råb om hjælp er meget langt fra hinanden.
    Jeg har selv fået konstateret Skizofreni, bor selv i Odense og ved godt hvad jeg snakker om.
    Mon ikke grunden til at det er så svært for dem på P. at skelne er fordi der er så mange som flæber og render til dem i tide og utide, med de mindste ting. Og ja jeg ved godt folk opfatter ting forskelligt, men er man ikke til fare for andre eller sig selv, så stop det flæb, tag en “chillpill” og ring til din bostøtte/sygeplejerske/læge hvad det må være den næste dag. Et lille cut i armen fra en pincet eller 4 hovedpine piller(selvmordsforsøg) kan bare ikke være rigtigt.

    Moralen er at du styrer selv dit eget liv, du er selv herrer over din egen sjæl.
    Vil du have hjælp, så bed om den, vil du ynkes så tag i børnehave og skrab knæet. Vil du videre så stop med at tage på P. i tide og utide og “suck it up”. Sorry men jeg må sku ud med det, jeg er træt af at vi alle bliver sat i samme bås, som folk der bare flæber og skal tage sig sammen og nasser. Der er nogen af os som bare gerne vil tages seriøst og komme videre.

    Held og lykke
    Jeg håber at du/i tager det her som det er ment. Et godt tip, et hint. Eller læs det og være ligeglad. Det op til dig, DU BESTEMMER SELV.

    Svar
    • Lone

      Svar til Ronni S. Nielsen
      Jeg ved jeg er lidt længe om at reagere, men det er først nu, jeg læser det her, og jeg måtte bare ud med det jeg tænker.
      hold da helt kæft hvor er du uvidende og ufølsom. Tror du virkelig, hvis det var så nemt, at vi ikke bare ville tage os sammen og komme videre. Men det er det bare ikke. Enten skal du lade være med at kommentere andres problemer, ellers burde du sætte dig ind i, hvad det vil sige at have Borderline, i stedet for at udtale dig om noget du ikke ved en skid om.
      Hilsen
      Den pis forargede

      Svar
      • Heidi Friborg Christophersen

        Kære Lone!

        Du skal vide, at du ikke er alene. Jeg er selv borderliner, og jeg møder konstant kommentarer som dem oven for, desværre 🙁 Det er hårdt med den udvidenhed, og den stigmatisering, der raser hele tiden.

        Jeg har lige mistet min plads i Elverhøjkoret, fordi “det var kommet korlederen for øre, at jeg var førtidspensionist”.. så nu er jeg ikke med i Robin Hood. Det stigmatiserende, at blive indkaldt til samtale, hvor man skal redegøre for sin sygdom, og hvordan man har tænkt sig at gennemføre. Jeg har ikke lyst til at krænge hele mit sygdomsbillede ud, når der er så få, der forstår det. Og jeg vil gerne have, at koret er mit fristed, hvor jeg er fri for diagnoser – og fri for at andre ser mig som syg. Jeg havde brug for at føle mig normal. Det fik jeg desværre ikke lov til at prøve.

        Kærlig hilsen
        Heidi

      • Lone

        Hej Heidi
        Det gør mig ondt for dig, at du har oplevet sådan en ufølsomhed, det er heldigvis ikke alle der er så intolerante.
        Men jeg kender kun alt for godt til det med at blive såret af mennesker der ikke forstår én.
        KH Lone

  3. Pia Frydensberg

    Ronni – jeg går ud fra, at du forvalter tilværelsen på en fornuftig og selvhjulpen måde, så vældig meget tillykke med det.
    Hvordan du så ser sammenligningen mellem Skizofreni og Borderline….? Kan du forklare mig det?

    Svar
  4. Ronni S. Nielsen

    Det var nu så ment i al almindelighed. Men hvis du har misforstået hvad jeg har skrevet, beklager jeg.
    Og ja, jeg kan sagtens forklarer dig det. Her er 2 link nederst, som du bør kigge lidt på.
    Som du kan se, er der mange af de samme symptomer som går igen, I begge sygdomme, desuden har jeg været diagnostiseret i mange år, og har mødt mange forskellige mennesker med ens diagnose, og så kræver det jo ikke mere end 2 + 2 for at kunne drage en sammenligning.
    Ja, der er altid nogen som ikke passer et hundrede procent ind i en specifik ramme, men jeg synes nu de rammer meget godt på flertallet af dem som jeg har mødt.
    Så potato potata, er bare træt af at folk som er svingdørs patienter, fylder op på distrikt psykiatrier osv. der tager “patent” på psykologer fordi de regnes for mere syge, og derfor skal hjælpes først.
    Burde det ikke være dem som egentlig taget har bare en minimal chance for at komme videre og bidrage til samfundet, som burde blive taget seriøst i første række ?
    Det er sagt med henblik på artiklen og med min livserfaring til at bakke det op.

    http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/skizofreni.htm
    http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/borderline.htm

    Svar
    • "Fegelein"

      Der var søreme en Nobel-pris til dig Rune.
      Læs nogle almene oversigtsartikler på et enkelt netsite – og alle psykiatriske lidelser falder ned i samme hat.
      Bare en skam , du helt mangler at præsentere os for mellemregningerne.
      Alle psykiatriske patienter har en principiel chanche for at komme til at bidrage til samfundet – om ikke andet ved, at deres case i det små er med til at de professionelle får mere styr på de psykiatriske lidelser.
      Jeg har som borderliner rejst en del i Norge og senest i et par år verden rundt for en engelsk virksomhed og halet en hel del valuta hjem. Men jeg er dog langt fra af den opfattelse, at borderlinere så skal stå i første række.
      Som samfundsborger anser jeg det for nødvendigt, at den som er mere syg end jeg, behandles først.
      Dvs. når jeg får mine paranoide tanker, som jeg ved ofte kan klares med lidt antipsykotisk, så forstår jeg så udmærket, hvorfor man tager en patient med paranoid skizofreni i fuldt udbrud ind først.
      Noget helt andet: I princippet vil man gerne behandle os allesammen – og man vil behandle os godt. Blot kan det ikke lade sig gøre pga. ressourcemangel. En ressourcemangel skabt af mennesker, som deler din holdning – jvf. eks. partiet Liberal Arrogance.
      At mislykkede selvmordsforsøg skulle være ensbetydende med, at man ikke har ment det særligt meget?
      Hm. En tysk turist på Vestkysten kommer op at skændes med sin kone. Går en tur derhen, hvor ellers ingen kommer om natten. Finder yours truly i sit mobile gaskammer. Turisten er så fræk at tage nøglen, inden han løber efter hjælp.
      Hm. Et velplanlagt selvmord (eksistentiel type) ender efter et halvt år med, at yours truly æder en hel del Tramadol, som skulle kunne dræbe en mand på 130 kilo – jeg vejer 85. Oven i hatten er jeg så heldig at have en rest nozinan – som booster virkningen af Tramadol. Og de gurgles ned med halvanden flaske rødvin – som også booster Tramadol. Blot er der den hage, at i modsætning til min søster, som fik anafylaktisk chok af en lille smule morfin – så kan jeg tilsyneladende tåle langt mere end de fleste. Så, Bum.
      Så ikke alle mislykkede forsøg er et udtryk for, at man ikke har ment det ærligt.
      Bagefter var jeg i flere uger skide ærgerlig over, at det var mislykkedes.
      At ens udtalelser er blevet misforstået, Ronnie, er altså ikke ensbetydende med, at den anden part har misforstået noget. Det kan jo også skyldes, at man selv har udtrykt sig misforståeligt.

      Svar
  5. Anonym

    Ronni hvad sker der lige for dig? Hvad jeg kan læse af din latterlige lange og dumme kommentar opfordrer du hende til at blive hjemme og gøre selvskade? Og måske fejler du bare lidt mere end skizofreni siden du kommer med så sindssyg en kommentar. Hvorfor tror du der er sygehuse hvor folk kan blive indlagt hvis de har det dårligt? Hvorfor tror du der er folk der uddaner sig til at hjælpe andre, Charlotte skader jo sig selv når hun har det dårligt, også siger du bare at hun skal tage en chillpill?? Wtf. Charlotte går jo på DAT for at lære flere færdigheder at kende, bare fordi du i din lille hjerne tror du er højere end hende, behøver du ikke hovere som en der ingen ting fejlede.

    Svar
  6. Ronni S. Nielsen

    For det første er det flot at du tør stå ved det du siger, anonym siger det hele, så giv dig selv et klap på skulderen ven.
    Og nej jeg opfordrer ikke nogen til at blive hjemme og gør selvskade hvis det ret faktisk er selvskadende. Jeg opfordrer hende blandt andre, til at tænke selv, bare en lille smule, og ja det kan være svært at se når man er inde i en dårlig periode, men hvis der er noget som hedder en dårlig periode, er der vel også noget som hedder en god. Netop i den periode er det præcis der man bliver nødtil at tænke selv. Jeg er uden mærket klar over at sygehuse er til for folk som har det dårligt. Men at råbe ulv hver gang den mindste ting opstår er sku bar ikke rigtigt, da det hele koster resourcer, kroner og øre i sidste ende og targer det egetlige focus væk fra de som burde blive taget seriøst.

    Ingen steder hovere jeg og tror jeg er bedre end nogen anden. Det her er ment som en hjælp til selvhjælp, da folk nemlig ofte er bange for at sige det vi alle går og tænker.
    Hvis jeg ramte et ømt punkt hos dig anonym, tja. Lillehjerne, det lyder som om du snakker af erfaring der. Måske burde du så tage en chillpill og rent faktisk tage at læse det igennem igen jeg har skrevet.

    Svar
  7. Ronni S(passer). Nielsen

    Haha du sjov. Det flot skrevet. Klap dig selv på skulderen, også giv mig en af dine chill piller hvis det får dig til at stoppe. Du har vist mange af dem, men stop dig selv.

    Svar
  8. admin

    Ronnie, hvis du ikke kan tale pænt til andre, skal du tie stille.

    Livet er et spejl, og hvad du siger om andre handler i sidste ende kun om dig selv.

    Charlotte er i det mindste nået dertil i sit liv, hvor hun godt ved hvem hun taler om.

    God påske.

    Svar
  9. Ronni S. Nielsen

    Først og fremmest, dig som misbruger mit navn. Jeg må tilstå at det kræver en særlig høj IQ at efter(abe) tillykke med det, du er nu nået på stadiet med aber og andre primater, vi ses når du befinder dig på scalaen hvor vi andre befinder os.
    PS jeg vil glædeligt hjælpe dig med at binde dine sko når du når dertil også. (Det kræver en særlig teknik).

    Admin: Jeg har nu snakket pænt, men når man skriver en artikel må man vel forvente både god og dårlig kritik. Hvis det er meningen det skal være en rygklapper artikel så vær venlig lige at gøre en opmærksom på det, og så vil jeg da også respektere det.
    Du kan have ret i at livet er et spejl, men alt hvad jeg siger handler da ikke om mig selv ? Men som jeg også sagde i tidligere kommentarer, det er ment som en hjælp, om den kommer en smule negativt ud, kan jeg ikke se. Det er nu bestemt ikke ment som. Vær venlig at huske på, at sandheden er ilde hørt.

    God Påske igen.

    Svar
  10. Bente

    Hejsa
    Jeg lider selv af borderline og går også i Dat behandling. Jeg har selv arbejdet med mennesker på job det meste af mit liv. Jeg er 31 idag. Jeg har passet rigtig mange børn og jeg vil vove og påstå den at jeg er bedre ved de børn end psykiatrien har været ved mig. har adskillige fremragende udtalelser på mine menneskelige kundskaber og gode indsigt i andre mennesker. Det jeg vil sige er at man skaber sig ikke når man har borderline.Man har det dårligt og har brug for omsorg og får man den rette omsorg så har man heller ikke lyst til at forlade verdenene og begå selvmord. Vi har ikke fået den rette omsorg da vi var børn og vi higer efter den fordi vores kærlighedsbeholder ikke er fyldt af det grundlæggende vi skulle have haft som børn. Derudover vil jeg mene at der ikke er nogen der skaber sig til mere omsorg end andre fordi de så også er mere besværlige og det er for dårligt at de kræver og bla bla. Hvert menneske oplever verdenen på sin helt egen måde og nogle gør så ekstra meget for at få den hjælp de så desperat behøver så det virker anmassende og anstrengende på dem der må træde i baggrunden. Men alle psykisk syge har i virkeligheden brug for lige meget hjælp på hver deres måde. Men ikke alle psykisk syge appelerer efter hjælpen på samme måde for det er umuligt da vi alle har forskellige måder at mestre vores sygdom på og ikke alle har ret mange copingstrategier. Dvs måder at forholde sig til sin smerte på. Jeg synes man skal lade være med at dømme andre for alle psykisk syge kæmper en daglig kamp på hver deres måde med de forskellige forudsætninger ethvert menneske her. Alle er ligemeget værd men psykiatrien behandler os dårligt og lever ikke op til det de burde og det mener jeg ikke kun er penge det handler om men holdningen til sit arbejde. For rigtig mange på psykiatriske afdelinger af de ansatte kan lide at sidde på deres flade på kontoret og hyggesnakke med kollegaer og lave andet der ikke har noget at gøre med patienterne at gøre. Jeg har selv set det. de har ikke TRAVLT. kun af og til men jeg har arbejdet i daginstitution og der ligger vi vandret i luften hele dagen. Det er stressende.
    så tag jer godt af hinanden derude.:-)

    Svar
  11. Pia Frydensberg

    Ja – og jeg er faktisk lidt ked af, at måtte give dig ret Bente; for hvor er det langt ude, at mange personaler på psykiatriske afdelinger sidder længere tid over kaffen, end inde ved patienterne – eller ude i fællesområderne. Det ER sådan, og skyldes nemlig ikke kun ‘manglende ressourcer’ som efterhånden er en sætning, der kan ligestilles med ‘Gud den almægtige’… Der er tale om mennesker, som har valgt at arbejde med MENNESKER…men som alligevel bruger det meste af sin arbejdsdag på at UNDGÅ mennesker. Det er vildt, ubehageligt, smadder ærgerligt og en ‘LOOS-LOOS-situation’….
    /Pia Frydensberg

    Svar
  12. Bente

    En af mine venner var på et tidspunkt indlagt og en hel dag lå han i sin seng uden personalet så til ham. Hvis ikke det er omsorgssvigt af syge på en psykiatrisk afdeling så ved jeg ikke hvad det er. Men jeg har også hørt fra andre der har lagt i flere dage uden nogen personlig kontakt andet end når de lige fik mad men ellers ingen snak. INTET! Det er skandaløst

    Svar
  13. Louise

    Ronnie, jeg synes godt nok du er grov.

    Det er meget muligt at ,du selv har været diagnosticeret i mange år og derudover har haft en masse erfaringer med systemet, men du har ikke patent på sandheden om tilværelsen som patient.

    En “sjov” lille historie:

    Jeg har været på psykiatrisk skadestue adskillige gange efter selvmordsforsøg – også i Odense. Og de er da fløjtende ligeglade. Jeg har været der mens jeg har været i behandling hos en privatpraktiserende psykiater så jeg har gjort mit, også i form af uddannelse mv. Alligevel var det svært for mig at tumle min tilværelse og i mange tilfælde gjorde det så ondt og var så uoverskueligt at jeg var nødt til at gøre noget desperat.

    De gange jeg har henvendt mig på psykiatrisk skadestue eller er blevet krøt derud af pårørende har jeg fået en sludder for en sladder og f.eks. fredag aften fået at vide at jeg skulle kontakte min psykiater om mandagen, selvom jeg var ude af den og tydeligt gav udtryk for at jeg ikke stolede på mig selv.

    For 5 år siden fik jeg diagnosen Bipolar Affektiv Sindslidelse type 2. En sygdom som, i ubehandlet/fejlbehandlet tilstand er farlig, fordi den kan føre til hypomanier og midlertidig psykose med forvrænget virkelighedsopfattelse og overilede handlinger mv.
    Jeg er aldrig blevet tilbudt indlæggelse f.eks. weekenden over selvom jeg ikke kunne få fat i min psykiater og har været dybt ustabil og til fare for mig selv.

    Så jeg har været én af dem du beskriver; en af dem der gang på gang er mødt op i små stykker og har “fyldt” i venteværelset og “rendt” der. Fordi jeg ikke fik den rigtige hjælp. Fordi de ignorerede alle tegn og fordi jeg i en lang periode rendte panden mod en mur hver gang jeg forsøgte noget som helst.

    Det handler ikke altid om ikke at tage ansvar. Nogen gange tager man ansvar igen og igen uden at der kommer noget ud af det og det ender med at man giver op. Uanset hvilken diagnose man har kan man være så syg at man burde have KRAV på hjælp når man henvender sig.
    Du kan ikke personligt kende de andre patienters historie, så jeg synes det er temmelig respektløst at sige at det burde være dem der tager ansvar der skal have hjælp.

    Når man er blevet stabil, så ja. Jeg tager ansvar for mig selv i dag hvor jeg rendt faktisk får rette behandling og jeg kommer kun til vedligeholdende samtaler hos psykiateren nu om dage – men det ændrer ikke på at jeg i en lang periode ikke fik rette behandling og derfor var én af dem du beskriver. Du kan ikke vide om de henvender sig igen og igen fordi de ikke får hjælp, fordi de har det forfærdeligt og ikke bliver taget alvorligt.

    Jeg forstår ikke hvordan du selv, som patient, kan være så kynisk.

    Svar
  14. Charlotte (forfatteren) Dichmann

    Hej allesammen..

    Tak for alles kommentarer som åbenbart har sat gang i en mindre debat om hvorvidt nogen er mere syge eller behovskrævende end andre..

    Jeg bliver en anelse (LÆS MEGET) ærgerlig over dine kommentarer!!

    Det er helt fint og fair at du siger din mening, og bliv endelig ved med det, men direkte at nedgøre mig og andre med borderline er ikke helt fint!

    Jeg har selv haft diagnosen skizofreni og hvis du mener at den diagnose sætter dig over os med borderline i sværhedsgrad eller i hvor svært det er at lide af en sådan diagnose så tager du grueligt fejl min kære ven!

    Jeg ved ikke hvorfra du har det med at VI (borderlinere) “bare” burde tage en chillpill som du kalder det så vi kan lære at opføre os korrekt og det at du direkte hævder at alle mine selvmordsforsøg IKKE er oprigtigt ment kan jeg bare sige HVAD F….. VED DU OM DET??? Jeg har mange gange efterhånden ligget i Koma og respirator og blevet genoplivet men det er p…. ligegyldigt så længe jeg ikke dør eller hva???

    Jeg har heldigvis nogle der holder tilpas meget af mig så de hele tiden er obs på mig hvis jeg i nogle timer uden grund har taget telefonen når de ved jeg er hjemme og har dte skidt.

    Grunden til at jeg i det hele taget skrev artiklen var for at bringe det gode budskab ud: AT DAT ER MED TIL AT HJÆLPE OS MED BORDERLINE TIL AT FÅ STYR PÅ VORES LIV. Det er det vores sygdom går ud på. VI har en brist ligesom DU har en brist. Det er forskellige brister men at påstå at den ene er sværere end den anden… der skal du have haft begge for at kunne sammenligne og det har jeg og jeg føler faktisk at borderline er mere uhångribelig end en regulær skizofreni men begge er et helvede. JA.

    Jeg er glad for at Pia og Bente og Louise tager debatten op på en konstruktiv måde…

    Læs evt min næste artikel i Outsideren: PÅ TVÆRS. den handler præcis om dette emne…

    Venligst
    Charlotte Dichmann -forfatteren til denne omtalte artikel

    Svar
    • "Fegelein"

      Læser jeg rigtigt? Er Charlotte ikke iblandt os længere?
      Herre Almægtige Himmelske Fader: forbarm dig over vor søster og se i nåde til hendes sjæl.

      Svar
  15. Louise Thomsen

    Jeg synes DAT lyder som en rigtig god behandlingsmetode, men jeg håber også at den bliver “påtvunget” i flere tilfælde. Hvor der er vilje er der vej og det gælder også borderline – men min erfaring er at det indimellem kræver en art tvang for at få dem i behandling af nogen art.

    Jeg er selv bipolar og har flere venner og bekendte med både samme og andre sindslidelser/forstyrrelser, herunder borderline. Og i dette forum er det sikker forbudt at sige – men hvor kan det bare være forfærdeligt at være pårørende eller ven til en borderliner, fordi viljen til behandling ikke er til stede.
    Min ene veninde har det og har et udpræget ønske om at fungere så godt som muligt; hun går, på trods af selvbebrejdelser mv., i al den behandling hun kan få, forsøger at holde sig aktiv mv. Hun ser sit liv sådan at man må få det bedste ud af det man har og hun har både et parforhold og venskaber som er dybe og stærke. En pige som jeg beundrer og strækker mig langt for at være der for.

    Men jeg har også en anden med samme lidelse og hun afviser al behandling. Så snart noget går godt i hendes liv vælger hun aktivt at ødelægge det. Enten med druk eller andre skadelige former for adfærd. Når hun når tilpas langt ud begynder hun så at køre psykisk på sine nærmeste venner og familie, give os skylden og bebrejde os at vi ikke elsker hende og hvad ved jeg. Og hun VIL bare ikke i behandling! Jeg tror egentlig at DAT kunne hjælpe hende, men lur mig om ikke det bare bliver ét i en lang række af afslag på foreslået behandling.

    Jeg siger ikke at alle borderlinere forvalter deres sygdom og liv på dén måde, men jeg er tilbøjelig til at give Ronni ret i at der også må være noget ansvarlighed fra den der er syg.
    I denne artikel læser vi jo netop om én som har været bange og nervøs men alligevel har VALGT at tage imod tilbuddet. Og det har jeg stor respekt for.
    Men jeg er utrolig træt af at se at afslag på behandling mv., ofte accepteres når det handler om borderline. Der burde altså indimellem stillet større krav om at den syge selv tager ansvar og deltager i behandlingstilbud mv., for det er virkelig hårdt at være pårørende til en der bare ikke VIL noget som helst. Min beskrevne veninde er det mest grelle eksempel, men jeg kender indtil flere der opfører sig derhenad og jeg synes altså ikke det er acceptabelt i længden.

    Selv har jeg været syg i 19 år. Og det har fanme ikke været let. Men jeg har kæmpet og banket panden mod en mur igen og igen fordi jeg ville have det bedre. Jeg har forsøgt at få hjælp alle mulige steder og meget lidt er tilbudt selvom jeg ville det. Samtidig har jeg set borderlinere omkring mig som for størstedelens vedkommende ikke vil tage ansvar for sig selv, få tilbudt alle mulige behandlingstyper og bare ikke vil. Det er sgu ikke rimeligt og hvor hårdt det end kan lyde, så mener jeg at man som borderliner (eller sindslidende i det hele taget) både har et ansvar over for sig selv og over for sine nærmeste.
    Jeg bryder mig virkelig ikke om hvad jeg indimellem har budt mine nærmeste og jeg har meget svært ved at forstå at man kan “tillade” sig at sige nej til behandlingstilbud når man har det så dårligt. Borderlinere er hverken mere eller mindre hårdt ramt end alle andre med sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser og jeg håber at det her tiltag bliver noget flere får “pålagt” i fremtiden. Både for deres egen, men så sandelig også for deres pårørendes skyld.

    Jeg er godt klar over at jeg træder rigtig mange over tæerne, men som sindslidende der hele tiden har kæmpet og taget ansvar for mig selv irriterer det mig bare at se andre der ikke gør det fordi de ikke vil. Der MÅ altså være en hvis rimelighed i at et voksent menneske om ikke andet, så tager imod mulige behandlingstilbud, uanset om de har borderline, er skizofrene eller som i mit eget tilfælde er bipolare.

    Svar
    • Dorthe

      jeg har selv bordeline og går i behandling Dat
      1 gang ugenligt og har prøvet at begå selvmord 12
      gange ved at tage piller
      og ville gerne blive indlagt på psykiatrisk afdeling men jeg kom kun til samtale på Haderslev psykiatrisk afdeling og blev sendt hjem samme dag… tak siger jeg bare

      Indlægget er redigeret. Der opfordres til at holde en sober tone.
      /redaktionen

      Svar
  16. Pia Frydensberg

    Louise; Jeg ved virkelig ikke hvad du vil med din tekst, men som Borderline-lidende må jeg sige, at jeg slet ikke genkender dit billede af ‘os med lidelsen’…

    Først; Langt de fleste VIL i behandling, men får nej, nej og nej alverdens steder – og den terapiform som hjælper Borderline-lidende mest, er netop DAT – men DAT tilbydes kun til en promille af alle dem, som efterspørger terapiforløbet. Jeg kan tage mig selv som eksempel; Jeg fik diagnosen for 3 år siden – og er endelig startet i et Borderline-rettet terapiforløb…nemlig DAT – for blot 2½ måneder siden… Så længe skulle der gå, og som formand for Borderlinenetværket, kan jeg skrive under på, at de FÆRRESTE får tilbudt et sådant forløb.

    Herudover er mennesker med Borderline, lige så forskellige som mennesker med Bipolar, eller andre sindslidelser… Desuden lider en overvældende andel af Borderline personlighedsforstyrrede også af andre diagnoser – så man kan ikke snakke om ‘sådan er DE’….

    Afrundningsvis; Det er en bitch at leve med Borderline, og ‘blot’ fordi man siger ja tak til DAT (fx), er det desværre langt fra en garanti at man klarer sig igennem alligevel.. Charlotte (artiklens forfatter) begik fx selvmords, trods længere forløb i DAT.

    Svar
    • "Fegelein"

      Kære Louise Thomsen,

      I debatter kan det ofte være nødvendigt at træde nogle over tæerne.
      Hvis debatten blot bliver et spørgsmål om rygklapperi, kan det som regel ikke bruges til meget.
      Og jo: det ville være dejligt, hvis nogle af os borderlinere, som i modsætning til mange lidelsesfæller aldrig vender vreden udad, kunne blive påtvunget f.eks. DAT-behandling i stedet for at blive anset for sagtens at kunne klare sig selv. Det er der blot ikke ressourcer til i systemet.
      Noget helt andet er, at en væsentlig del af diagnosen borderline er, at man ofte ikke EVNER at tage ansvar for sig selv. Men; nu har jeg da i det mindste – grundet manglende effektiv behandling – udviklet Bipolar II oveni. Så nu begynder det at lysne.

      Svar
  17. Denforvirrede

    Hej, sorry jeg skriver herinde ved ikke helt hvem jeg skal henvende mig til, og om jeg egentlig skal det.

    Men efter at have mødt en pige(som har borderline) som jeg nu er blevet veninder med og vi har snakket lidt om hvorfor hun fik afvide hun havde borderline og forstod det slet ikke og sagde til hende det var helt normalt bla bla, men så har jeg selv været inde og søge om borderline og må indrømme jeg troede det var noget andet ved ikke hvordan man troede den var helt gal hvis man havde borderline, men efter at have læst om det synes jeg alt passer på mig selv. Minus jeg har ikke hallucinationer det stod der noget om. (Næsten ingen ved hvordan jeg har det udover min kæreste udelukker alle andre faktisk) når jeg endelig ser dem er det kort og der holder jeg masken eller hvad man siger, og vil egentlig bare gerne hjem.

    Har aldrig tænkt jeg var sådan syg, og er bange for at gå til læge og de siger man er det fordi hvad sker der så, tænker Job privat liv, og fremover.

    Det jeg er mest bange for er delen med man er har svært ved at holde forhold, jeg er nemlig i et forhold nu som jeg er bange for går som med de forrige.

    De andre forhold har været sådan jeg ligesom bare ikke orkede noget var sur fordi jeg ikke følte han elskede mig nok, selvom de kærester jeg har haft har været sammen med mig dag ind og ud. Også en dag hvor vi skændes så har jeg bare været gået også sluttede det der. Ikke fået talt ud om hvorfor ved heller ikke selv helt hvorfor og ja det noget underligt noget.

    Men er bange for det mig som ødelægger forhold ved at blive skide sur over ingenting og ikke give dem fritid osv osv. Så ja kan i hjælpe mig om man burde snakke med nogen, og hvem ? Eller om man bare skal tage den med ro.

    Skal lige siges de symptomer eller hvad man kalder det som jeg mener jeg har på det borderline har jeg haft siden jeg var 13 år gammel, kan ikke huske det længere tilbage ihvertfald. Og er 21 nu.
    Mvh den forvirrede.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.