Som borderliner ved jeg at det kan være yderst problematisk at bevare gode menneskelige relationer, eftersom vi på mange måder kommer i konflikt med os selv og den anden part. Borderlinere har generelt svært ved bare at rumme sig selv, og derfor er det selv sagt også svært at rumme andre. Men det kan der jo arbejdes med – og en af metoderne hedder DAT.
DAT står for Dialektisk Adfærds Terapi, og hvad det handler om, kan jeg bedst fortælle ved at beskrive mine egne erfaringer fra et DAT-forløb i Svendborg.
Af Charlotte Dichman – skribent på Outsideren
Jeg er begyndt i DAT-behandling i Svendborg for ca. 2 måneder siden. Jeg må indrømme at jeg var nervøs for hvordan det ville blive, om jeg kunne rumme de andre piger i gruppeterapien og om de kunne udholde mig. For slet ikke at tale om hvordan jeg ville kunne klare at lukke min terapeut ind i mit liv. Et menneske jeg aldrig før havde mødt eller talt med. Nu skulle hun pludselig have hele min problematiske forhistorie fortalt og nu skulle jeg hver uge i terapien godtgøre for mine handlinger som ikke altid var helt som vi havde aftalt og planlagt de skulle være i terapien, ugen før.
Jeg glæder mig over at min terapeut er SUPER GOD til at validere mig. Som borderliner er jeg selv SUPER god til at dømme og invalidere mig selv, men hende her gør mig meget opmærksom på det modsatte. Det er lidt ligesom når man træner en hundehvalp! Når hvalpen bliver bedt om at give pote og den rent faktisk giver pote, så skal den da valideres dvs. belønnes og roses. Sådan er det også i DAT med mig. Når jeg fx har lavet mine hjemmeopgaver eller i den forgangne uge har holdt mig fra at skade mig selv, hvilket jeg kan have svært ved, så bliver jeg belønnet med ros fra terapeuten.. Og det er enormt rart, fordi som borderliner får jeg meget kritik og brok over alle de ting jeg gør og siger forkert. Og det er belastende og deprimerende i længden – nu er jeg snart 30 år!
Der er også et aspekt at jeg har mulighed for at have en telefonkontakt til min terapeut når lokummet brænder på og jeg bare har lyst til at forsvinde fra planet jordens overflade. Det er ikke ment som hyggesnak overhovedet. Men med det efterhånden begrænsede netværk jeg har så kan det være livreddende at have én at ringe til når det hele bare er f….. up. Og det har faktisk reddet mig nogle gange når jeg har været oppe at ringe i følelserne som vi siger dernede.
Jeg har nu drømme for fremtiden som jeg håber en dag i fremtiden vil gå i opfyldelse. Jeg vil gerne have min egen familie, bestående af dejlig mand med et par unger og et lille hus i centrum af byen, med plads til en hund og en familiebil i indkørslen og have med sandkasse og webergrill. Det må være lykken i mit hoved. Men om det nogensinde bliver sådan eller om jeg fortsat vil bo som single i min lejlighed uden dyr og med min cykel som eneste transportmiddel. Det bliver afgjort i de næste par år jeg er tilknyttet i DAT. And I wonder….
DAT er anderledes – for mig
Jeg har altid haft mange selvmordstanker og dermed sagt at det langtfra er blevet ved tanken. Jeg har forsøgt et utal af gange. Det er heldigvis ikke lykkedes endnu og det gør det forhåbentlig da aldrig. Og det tror jeg lidt på efter at være startet i DAT. Og hvordan kan jeg på to måneder have ændret så gennemgribende holdning??
I DAT skal man inden man starter i terapi skrive under på en kontrakt både terapeut og patient. Terapeuten skriver under på at være ærlig, effektiv, tilgængelig og overholde den gængse tavshedspligt. Som patient skriver du under på flere andre punkter mangen til terapeutens. Men det sværeste for mig var at skulle skrive under på at jeg ville gøre ALT hvad der var i min magt for IKKE at skade mig selv eller andre endsige begå eller bare forsøge på at tage mit eget liv. Det har været det sværeste punkt for mig at overholde. Og så alligevel har det hjulpet mig enormt!
Nu har jeg det sådan at laver jeg en aftale så skal jeg for alt i verden overholde den. Og når jeg har skrevet under på og lovet at jeg IKKE vil forsøge så skal jeg i stedet for hvis det er for svært og jeg ikke føler jeg længere vil kunne overholde aftalen, lade mig indlægge på psykiatrisk afdeling. Hvilket jeg har været i to omgange siden. Hvilket vel siger at det er p…. svært, men at det ikke er umuligt og at det hjælper mig. For et år siden havde jeg forsøgt selvmordet. Men i dag lader mig jeg frivilligt indlægge. Jeg tager så men selv derud og banker på skadestuens låste blå dør og beder komme ind.
Det der kan sætte mit p.. i kog er så at man i dagens Danmark eller er det bare sådan i Odense … at man nærmest skal trygle og bede om at blive indlagt når man sidder og græder fordi man 100 x hellere ville tage alle tabletterne hjemme i skuffen end sidde der og skulle sælge sin bedste ærlige salgstale for at overbevise psykiateren om at man virkelig er selvmordstruet og har seriøst brug for den forbandede indlæggelse.
Sætningerne: ”Der er ikke plads eller er det virkelig nødvendigt?!”har jeg hørt flere gange. ”Vi vurdere at du ikke har behov herfor”. Den gør nas og mig endnu mere ked af det og frustreret end jeg måske allerede i forvejen var. Hvordan kan man sige til en patient at man ikke mener eller tror vedkommende vil gøre alvor af sine selvmordstanker?? Det er mig en gåde. Det er altså ikke for sjov man beder om en indlæggelse eller siger sådan noget. Indlæggelse for borderlinere er godt når man ikke kan være andre steder fordi man har selvdestruktive tanker og impulser. Derudover er det helvede selv. Der er ingen aktiviteter og maden er sjældent noget man skriver hjem om i dag! Patienterne er overladt til Tv’et og en kande kaffe med sukker og økologisk fløde… hvis man er heldig. Ofte bliver middagene og morgenmødet dagens højdepunkt.
Så man ryger hjem efter et par dage max. På en psykiatrisk afdeling i dag. Men det er også fint egentlig for så kan man hurtigere komme ned i DAT og få arbejdet med ens lidelse: Borderline.
Med skiftet fra Odense distriktspsykiatrisk center til DAT i Svendborg har jeg ikke længere denne kamp med psykiatrisk afdeling på OUH. Nu er aftalen at vil DAT have mig indlagt så SKAL de indlægge mig derude. Nice i fremtiden at kunne slippe for kampen med psykiaterne.
Jeg har lavet en lille ”mini DAT” som er en forenkling af selve arbejdsbogen til små visitkort der er computerskrevet og lamineret i visitkortstørrelse og sammensat med en maskine så den altid kan være i min lomme og dermed altid er tilgængelig til når jeg i alle situationer kan få brug for at se hvilke færdigheder jeg i den pågældende situation kan bruge..
I DAT lærer jeg at forstå mig selv. Hvilket jeg ellers aldrig har kunnet. Min terapeut bruger lang tid på fx at lære mig, hvad jeg ubevidst gør som ødelægger det hele for mig selv og ja ødelægger mit liv.
Måder at handle på som jeg i mange år har gjort uden at forstå hvorfor. Min selvskade er mindsket og jeg elsker at tale med min terapeut hver torsdag.
Alle disse fremskridt på bare to måneder i deres behandling.
Nu har jeg endelig fået lov til igen at måtte arbejde som frivillig i det lokale psykiatriske informationscenter, efter en laaaang ufrivillig pause pga. ustabilitet.. But Im back on track… takket være DAT og mig selv…
Charlotte Dichmann – skribent på Outsideren, brugerlærer m.m. Læs mere om Charlotte på hendes hjemmeside
Der findes en del litteratur om borderline, DAT og validering på nettet. Her kan du læse om borderline og identitet
Se også Borderlineforeningen.dk