Ud af røret ...... hjemmedreng!!!
0%Sammenlagt Bedømmelse
Læser bedømmelse: (3 Votes)
100%

– refleksioner og et interview med mig selv

Af Jesper (anonym)

Sengen og de uhyggelige tanker

Det er spild af kræfter, når folk tramper rundt i deres lejlighed og ikke ved, hvad de skal lave. Og ikke kan finde ud af, hvordan de skal aktivere sig selv. Tit ender det med, at folk sover deres tid væk og bliver federe og federe. De vender sig til at ligge i sengen og laver ikke en skid. Det er min egen erfaring og et kæmpe fejltrin fra min side.
Drømme, der forudsiger mit liv i form af tanker, mens jeg sover, har jeg prøvet i lang tid i isolation i sengen i min lejlighed. Det er ligesom at være fængslet i sit eget sind. Men præcis hvordan føles det?

Ud af roeret ...... hjemmedreng!!! 1

Jesper tænker over hvor langsomt S-toget kører i forhold til hans egne tanker

Det er ren pine. Man tror selv, at man ikke kan noget, man mangler selvtillid. Man tror så lidt på sig selv, at man ligger i sengen og tænker, at man ikke er noget værd. Imens de uhyggelige tanker myldrer rundt i ens sind som giftige edderkopper i flok. Man kan ikke, vil ikke komme videre i livet, er blevet et offer for samfundets rasende fart og andre menneskers agendaer. Agendaer i psykiatrien, agendaer på Outsideren. Man tror, at folk vil en ondt, man kravler længere ned under dynen. Forsvinder væk i en sky af dårlige tanker og dårlig lugt fra sit sengetøj, da man har ligget temmelig længe her. Lugten rammer ens næsebor og forsvinder op i hjernen. Endnu en gang har jeg tabt…til mig selv.

Det kan man åbenbart ikke slippe for, når man er psykisk syg, især ikke hvis man er mand. Det har jeg egentlig ikke noget belæg for at sige, jeg tror bare, at det er sådan. En ting er, at uhyggelige tanker ikke er særlig sjove, åhhh gud hvor indlysende.En anden ting er, at de sidder i mit hoved udviklet og forfinet igennem mange år.

En tanke på tanke er bygget op til et uhyggeligt slot, hvor jeg regerer over mine syge tanker.

Nogle vil kalde det uhyggelige slot for et fængsel, det gør jeg selv.

Jeg tramper rundt i min lejlighed oppe på Bispebjerg Bakke, her snakker jeg ikke om Jeppe på bjerget, men om min egen ufortalte historie. I mine “unge” skizofreni-dage var alt rosenrødt, lidt ligesom farven på de piller, jeg spiste og stadig spiser. Men nu er jeg ikke en novice i det psykiatriske system mere. Jeg har spildt alt for meget tid her.

Tilbage til lejligheden: Jeg render rundt alene og tuder som et lille barn. Kan ikke holde op med at tænke på alle de dårlige erfaringer, jeg har måtte lægge ryg til gennem et 37-årigt liv.

Når jeg kigger ind i mig selv, ser jeg frustrationens hede tanker. Hedt, fordi det svier som bare fanden på min sjæl. Jeg render rundt med tyndskid i tarmen i min lejlighed, røven er parat til brække sig ud over det danske samfund. Men jeg glemmer, at det er mig, som er syg og samfundet som er “raskt”. Hvordan er det mon kommet til det punkt, hvor forholdet er sådan?

  Kan jeg lægge nok bånd på mig selv til, at det ikke ender i aggression, selvskadende adfærd eller ubehagelige tanker.

Tja, det er lidt svært at forklare, for jeg har det egentlig godt nok. Jeg er under pres fra andre mennesker for at komme videre, og jeg føler mig presset. Det kan mærkes indeni. Render rundt som en bavian med rød numse, fordi lortet klistrer til mig.

Fremtidens arbejde og samfundet

Jeg elsker faktisk at arbejde og få penge for det, især når man bliver rig på erfaringer, livsvisdom og glæde. Så er livet sgu komplet, synes jeg. Men vejen hen til et job er lang og trang og fyldt med forhindringer, for jeg er jo “syg”. Jeg giver dog ikke op, for jeg er ved at få hård hud på sjælen, og det får man hurtigt, når man bliver slidt på.
Men hvad skal man vælge her i livet som job? Skal jeg lade hjertet eller hjernen bestemme – eller begge dele? Her bliver det komplekst på grund af min skizofrene hjerne og mit frosne hjerte, som måske ikke er så koldt endnu, men snarere har for meget fedt omkring sig. Ligesom resten af kroppen, fordi jeg glemmer at løbe rundt i lejligheden efter mig selv i et 100 meters forfølgelsesvanvid.

Jeg vil gerne lave noget, der giver mening for mig selv og en masse andre mennesker. Det må være det bedste for alle. Produktiv kan jeg sagtens være, men jeg mangler tit overblikket, og hukommelsen er ikke en forsker værdig.
Hvad gør mig glad? Det er et samfund, hvor der er brug for mig og min ekspertise. Men jeg befinder mig lidt for tit i den lejlighed alene og rørt til tårer. Jeg har glemt at leve livet med glæde, fordi der ikke har været mulighed for det. Øv. Jeg er for dum eller hvad? Nej, jeg skal elske mig selv, og jeg indser måske hen ad vejen, at jobbet skal være på freelancebasis. Jeg er inde i en periode, hvor jeg er rimelig flyvsk og skal finde mig til rette på arbejdsmarkedet.

Det næste projekt vil være at interviewe mig selv, fordi jeg er ALENE (folk hader mig, og jeg hader dem). Jeg er helt og aldeles tom indeni som et akvarium uden fisk og liv, øde som en ørken fyldt med sand. Fyldt helt op til randen af, at glasset er halvt tomt.

Men så tænker jeg, at det er der også andre, der er, selvom de bor i en storby fuld af mennesker: Så jeg har ikke noget at skamme mig over og behøver ikke føle ubehag ved at udlevere mig selv.
Jeg ligger i min seng og keder mig, men beslutter mig for at gøre en ende på kedsomheden. Så nu starter interviewet, kære Jesper, og jeg (og mig selv) er parat på alle planer:

Hvordan er du havnet i den situation, hvor du er alene i en så stor del af tiden, hr. Jesper?

“Hold kæft!!! Det rager ikke dig eller mig – og heller ikke dig, læser.”

Interviewet er allerede spoleret. Jesper har ikke tjek på sig selv. Falder dog til ro og lader aggressiviteten passere.

Er din hjerne et fængsel, hvor du isolerer dig og kryber i skjul?

“Måske!!!”

– eller er det i din lejlighed, du isolerer dig?

“Tja.”

Hvorfor startede dine uhyggelige tanker, mens du lå og forbandede livet i sengen?

“Hvis jeg vidste det, så lå jeg ikke her og skrev som en rablende gal mand.”

Hvorfor fik du uhyggelige tanker?

“Måske er det lavt selvværd eller hadet til sig selv. HALLO!, jeg, mig og mig-selv … hvad tror I? … det runger af tomhed inde i mig!”

Hvor blev glæden af?

“Den forsvandt, da uddannelsessystemet opgav og ikke kunne finde ud af at belære mig, fordi jeg ikke passede ind i skabelonen og ikke kunne finde ud af at tilpasse mig kasserne. Det er opskriften på at blive alene på socialiserings-institutionerne”.

Hvorfor blev du bitter?

“Fordi folk er fucking idioter!”

Syg i syv år, hvorfor lod du livet passere revy i så lang tid og tilbragte så lang tid alene, ensom, sovende i sengen?

“Det er et godt spørgsmål. Det har jeg ikke tilgivet mig selv endnu.”

 

[box type=”shadow” align=”alignleft” ] FAKTA BOKS : Jesper er 37 år, har diagnosen paranoid skizofreni, bor i lejlighed i København og prøver at få mening i livet ved at skrive i Outsideren. Også selvom han løber panden mod muren tit, for samfundet er stærkt og skruet heftigt sammen. [/box]

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.