Kommunen kører dankortet igennem, river sig i håret og tænker “hold da kæft en udgift!”
I 9 år har jeg boet på institutioner eller været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Altid med den frygt for ikke at vide om jeg er købt eller solgt. Bevilliger kommunen nu 6 måneder mere, eller er de så gavmilde at bevillige et helt år, da udviklingen har været stor og de tror på at jeg kan udvikle mig endnu mere, eller synes de nu at jeg har udviklet mig så meget at jeg er klar til at blive smidt ud i egen bolig?
Uvisheden, er der konstant, og ikke mindst angsten for at blive revet ud af det liv jeg har brugt så mange år på, at bygge op. Frygten for at de river hele fundamentet væk under mig, og sparker mig tilbage til stenalderen. Det at vide, at jeg igennem mange år har været på forskellige institutioner, gør også at jeg ved hvor syg jeg egentlig har været, og hvor syg jeg stadig er. Der er jo en grund til at jeg er placeret hvor jeg er, og at pædagoger og ledelse stadig mener at jeg har brug for at være her. Men frygten for ikke af vide om jeg er købt eller solgt er der altid, og ikke mindst op til statusmøderne.
Mit liv ligger et langt stykke hen ad vejen hos min kommune og min sagsbehandler, men min sagsbehandler er egentlig hende som skal tale min sag, men hun bestemmer ikke i sidste ende, og er så den som skal tage svineren over at de så piller mig fra hinanden, og lader mig sidde alene tilbage!
Jeg har virkelig ikke noget sagsbehandlere, for de prøver oftest at gøre deres bedste. Det mener jeg så nok ikke helt, men det ser meget godt ud når man skriver det, og lyder godt når man siger det!
For 1 1/2 år siden, fik jeg en rigtig god sagsbehandler, men før det skulle jeg altid sidde til møde med en sagsbehandler, som nok mest af alt var bange for den økonomiansvarlige hun havde slæbt med. Den mand var ikke menneske, jeg ville nok nærmere betegne ham som en glubsk hund. Han viste altid tænder og den knurrende lyd, som lød i mine øre var så skræmmende at jeg næsten løb ud af lokalet. Jeg var virkelig bange for ham. På trods af at aftalen lød på, at der ikke skulle laves en udslusningsplan, så modtog Egholt et brev, blot 2 måneder senere hvor der var skrevet at der skulle laves en udslusningsplan indenfor kort tid. Men som om det ikke var nok, så blev det brev aldrig sendt til mig.
Jeg var hermed umyndiggjort! Jeg var 25 år på det tidspunkt og på trods af at Carl tog kontakt til kommune og gjorde dem opmærksom på det manglende brev, har jeg aldrig set skyggen af det.
At skulle stole på min kommune, er for mig rimelig umulig. Jeg føler at de er utilregnelige og ikke til at stole på.
Min “nye” sagsbehandler K. er rigtig sød, og hun vil gerne hjælpe mig, og det er ikke hende jeg har et problem med, det er den person som sidder på kommunens penge.
Tænker på om man har valgt at placere en sovende elefant på pengekassen, bare for at undgå at en sagsbehandler smutter forbi og henter lidt penge til de mennesker som lider mest. Det er ikke umuligt at flytte en elefant, men den omgang gaffatape og sekundslim de har brugt, samt de 150.000 lænker og hængelåse de har brugt penge på, gør opgaven umulig!
I dag skal jeg sidde ansigt til ansigt med min søde sagsbehandler, total uvidende om hvad hun vil sige, for jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt.
Efter statusmødet…
…jeg er fredet, lidt endnu. Kommunen har valgt at køre dankortet igennem for nu, men der skal laves en udslusningsplan. Jeg ved at K. kæmper min kamp, og ville gå tilbage til sin chef og forelægge en foreløbig plan, og hvilke tanker Egholt og jeg har.
Jeg er rigtig glad for min sagsbehandler, og hun bakker mig virkelig op, men det er hende som skal fortælle mig de gode og dårlige nyheder. Denne gang var det en god nyhed, men ingen ved hvordan det kommer til at være næste gang.
Men indtil videre så bliver jeg hvor jeg er, og udvikler mig videre i en positiv retning.