En mærkelig følelser vokser inden i mig. Det er svært at definere, men jeg følermig faktisk glad- En boblendefryd i min mave, en helt særlig glæde ved selv de små ting. Et overskud i hverdagen, overskud til andre, overskud til mig selv. Det er fedt at være glad. Jeg føler mig som et løg, der spirer efter en lang vinter med sne og frost. Hvordan jeg gror og så småt begynder at blomstre. Hvordan knopperne springer ud i et farverigt flor. Hvordan solen skinner på og uvejrsskyerne blæser væk.
Hvordan mit liv så småt begynder at forme sig, som jeg gerne vil have det. Jeg tænker på et champagneglas, på boblerne der findes i champagnen og langsomt stiger mod overfladen. Det er lige så boblende som jeg føler mig indeni. Foråret er på vej efter så mange års evig vinter at jeg har glemt at tælle. Ja, jeg har faktisk opgivet det.
Jeg er omgivet af gode venner, en dejlig kæreste, min vidunderlige familie. I det hele taget folk, der vil hele mig og kan rumme hele mig. Det er en helt fantastisk følelse som knapt nok kan beskrives.
Vejen har været lang og hård og hver eneste gang jeg ser mig i et spejl eller kigger på mine arme, bliver jeg mindet om hvor svært jeg har haft det. Men det gør ingenting, for det er også en del af mig. En drage, der langt om længe er lullet i søvn. En sovende drage.
Jeg er færdig med min selvskade, min spiseforstyrrelse er på retur og jeg kan se fremad. Jeg tør håbe på et nyt liv, et liv væk fra psykiatrien, et helt almindeligt liv med almindelige problemer og en almindelig hverdag og jeg tror på at det kan lykkes. At min kæreste og jeg flytter sammen. Ja, hvem ved… Måske har jeg endda mod på at opfylde et af mine højeste ønsker: En rigtig familie. Et barn at være mor for, et barn at give den omsorg jeg har i mit sind, i min krop. En mand at elske, en mand at dele glæder og sorger med. En mand at være enig med og uenig med. En at tage beslutningerne sammen med.
Ikke mere psykiatri, ikke flere indlæggelser, ikke flere bæltefikseringer, ikke flere bosteder.
Det har været en rejse på næsten 7 år, en rejse helvede tur retur. Men jeg kan nyde livet nu. Jeg kan nyde de småbitte ting. Jeg kan være en rigtig ven, et rigtigt menneske. Jeg er blevet klogere og har en helt anden forståelse af livet. Måske sætter jeg endda pris på livet på en anden måde end mange andre.
Jeg har været heldig. Meget heldig. Jeg kunne have været død, men jeg er i live og nyder det. Hvert et åndedrag, hvert et skridt. Vejen bliver til mens jeg går sammen med de mennesker, der er vigtige i mit liv. Vi træder stien sammen og ser hvordan fører hen. Jeg tager langt om længe fuldt og helt imod den udstrakte hånd, der bliver rakt ud imod mig.
Jeg tør hviske ordet rask og faktisk tro at det kan ske. At der kommer en dag, hvor jeg ikke længere har brug for at tælle kalorier, forbrænding og skridt. En dag, hvor jeg går en tur for fornøjelsen skyld og ikke fordi jeg skal forbrænde. Jeg er der næsten. Det meste af tiden og det er skønt. Jeg tænke på selvskade, men tage afstand fra det.
Jeg ved at jeg har udstrakte hænder omkring mig, et sikkerhedsnet, der griber hvis jeg falder.
Jeg ved at projektet lykkes. Jeg ved at jeg bliver rask… En dag. En smuk solskinsdag.
Følelsen af glæde er så ukendt for mig, men det er rart. Jeg er så meget andet end min sygdom og min selvskade. Jeg er ved at finde ud af hvem jeg egentlig er for jeg er mig. Jeg har fejl og mangler, det er helt naturligt, men jeg kan nyde livet og drikke dets champagne. Mærke boblerne i min mund og min mave, mærke tusind sommerfugle der omgiver mig i livlige farver, se den smukkeste blomst efter vintermørket.
Jeg er i live og det er godt.