Henriette Heesch Hansen har oplevet mobning og overgreb som barn, psykisk sammenbrud og massiv overmedicinering indtil den skelsættende dag, hvor hendes livs brikker falder på plads i et flashback, og hun begynder at kæmpe sig ud af problemerne. Det har hun skrevet en bog om.

Af Henriette Heesch Hansen

Jeg har i mine indtil videre 32 år levet et liv, jeg ikke ønsker for nogen anden. Jeg er vokset op i det, man kalder for en dysfunktionel familie, men også i et ret dysfunktionelt samfund. I en lille by i Sønderjylland, hvor man faktisk var delt op i klasser – alt afhængig af social status.

Allerede som seksårig oplevede jeg livet på en yderst hård måde. Jeg stod ret tit model til overfald, overgreb og mishandling i en lille skov på vej hjem fra skole i en årrække på fire år. Jeg valgte ikke at fortælle noget af mange årsager, men også på grund af en viden om, at ingen ville tro mig. Jeg oplevede, at jeg ikke blev taget alvorligt, og jeg blev mobbet på det groveste i skolen. Jeg var en lille pige, der i en meget tidlig alder følte mig beskidt og som en skamplet, ingen kunne bruge til andet end at mishandle eller mobbe. Selv voksne mennesker kunne finde på at grine af mig i stedet for at hjælpe mig. Jeg har gentagne gange tænkt, at mine skrig og råb om hjælp sagtens kunne høres, men jeg oplevede, at folk bare gik videre og passede deres eget.

Ved siden af disse fire år i helvede var jeg også udsat for to andre overgreb – ingen af overgrebene er begået af familiemedlemmer. I en alder af 14 år lukker mit sind ned, og jeg går hen og fortrænger alle de grimme oplevelser. Jeg lever herefter en nogenlunde normal tilværelse som teenager, der er bosat på institution – dog med en del vredesudbrud. Som 19-årig under et au-pair ophold i Østrig er jeg vidne til en traumatisk hændelse, hvor en dyrepasser laver en fejl i zoo, og herefter begynder mit sind at skrante.

Et kaotisk liv – en ”omvandrende fejl”
Kort efter oplevelsen vender jeg hjem til Danmark igen, hvor et meget kaotisk liv starter med forkerte venner, indtagelse af store mængder alkohol, og hvor jeg får mig en såkaldt usynlig ven. Jeg havde uden tvivl behov for hjælp, men i mit møde med psykiatrien blev jeg desværre ikke mødt med samtaleterapi som løsning, men med medicin og endda i meget store mængder. Jeg fik en diagnose på et stykke papir, en førtidspension og en opfordring til at give op og affinde mig med min situation. Min tilstand og den socialt fungerende del blev faktisk kun værre af mødet med psykiatrien og de utallige sagsbehandlere.

Jeg kæmpede i mange år en kamp og prøvede flere gange at fortælle, at jeg mente, at medicinen havde gjort mig mere syg. Jeg blev desværre pillet ned hver gang og mødt med nedladenhed og endda fordomme fra mennesker i systemet, der slet ikke burde have dem. Jeg havde mange perioder, hvor jeg var opgivende og ikke ville kæmpe imod mere. Alle fordommene og det at jeg ikke blev hørt, gjorde, at jeg følte mig som en omvandrende fejl.

Den skelsættende dag
Jeg formåede dog alligevel altid at kæmpe videre, og efter mange år i dette helvede oplevede jeg på en enkelt dag alt, hvad der skete med mig som barn, i form af et flashback. Det blev en skelsættende dag for mig, for på dén dag faldt alle de manglende brikker på plads, og jeg opnåede en forståelse for mig selv, så en kæmpe sten faldt fra mit hjerte. Den samme dag forsvandt min usynlige ven også – og jeg har ikke set ham siden. Jeg tog kampen op mod den angst, jeg havde fået igennem årene, og det var som at lære at gå igen, men jeg var stædig, og det at jeg nu vidste, hvorfor jeg havde fået angst, gjorde, at jeg bedre kunne arbejde med den.

Efter den dag startede den næste kamp for mig – nemlig at komme ud af alt den medicin, jeg fik og få mig et nogenlunde normalt liv. Det blev en kamp, der har kostet mig sved og rigtig mange tårer, og først da mit helbred alvorligt begyndte at tage skade af medicinen, blev der lyttet. Jeg oplevede for hver gang, jeg trappede ned, at føle mig mere i live, og overskuddet til selve livet kom tilbage. Smilet, humoren og lysten kom frem igen, og jeg fik følelser tilbage, som jeg ikke havde oplevet i årevis. Jeg blev et par gange mere bremset af systemet – og til sidst valgte jeg at tage sagen helt i egen hånd og trappe mig selv helt ud af medicinen. Jeg gik min egen vej og gjorde, hvad jeg følte var bedst for mig, og det virkede! Det tog mig tre år at blive helt medicinfri, og det har været en vanvittig rutsjetur at komme ud af det, for min krop var dybt afhængig. Jeg har haft gentagne krampeanfald, svedeture og rysteture, og jeg har utallige gange mistet bevidstheden – men jeg fortsatte.

Har været det hele værd
I dag kan jeg sige til mig selv, at det har været det hele værd, at jeg tog sagen i egen hånd, selv om det var utrolig hårdt, mens det stod på, og ikke mindst fordi jeg stod meget alene med mine meninger. Det var min krop, jeg oplevede det hele på, og jeg var nødt til at hjælpe den – og ikke nok med at jeg har hjulpet den somatiske del, så hjalp det også på den psykiske del. Jeg lever i dag et liv uden angst og uden nogen former for psykoser. Jeg har et stort overskud, og det bruger jeg på at hjælpe, hvor jeg kan og ved at prøve på at gøre en forskel for andre, der er fanget i det, som jeg selv har været fanget i, og i det hele taget række en hånd ud til alle dem, der desværre bliver set ned på i vores samfund på grund af en diagnose. Dog har jeg perioder, hvor min krop svigter på grund af den fatale overmedicinering, og jeg har måttet opgive mange ting – men det stopper mig ikke i at bringe budskabet ud og at prøve at ændre nogle snævertsynede samfundsholdninger.

Jeg bliver ofte mødt med, at folk synes, det er fantastisk, at jeg ikke bare har sat mig ned og har givet op. Dertil er mit svar altid: Jeg vil ikke sætte mig ned og være bitter, for så bliver min fremtid lige så mørk som min fortid. Jeg har mødt så meget skidt, nu vil jeg møde det gode.

Bogen om mit liv
Jeg har valgt at skrive bogen ”Den Skelsættende Dag” om mit liv. Min tanke med den er, at den kan være en øjenåbner for sundhedsfagligt personale og præge samfundet til at finde medmenneskeligheden noget mere frem. Vi tænker alt for meget i generaliserende kasser i dag, og folk bliver hurtigt dømt og sat i bås. Jeg synes, det er trist, at de virkelige menneskelige værdier er ved at være godt glemt. De er glemt sammen med stress, jag og social status.

Jeg har valgt, at 50 pct. af omsætningen på bogen skal gå til Foreningen Bedre Psykiatri Kalundborg, da de virkelig har formået at sætte fokus på den menneskelige del og gør hvad de kan for at få budskabet frem om, at psykisk syge også er en del af samfundet. Da alt dette er gjort på eget initiativ og med masser af frivillige hænder og endda begrænsede muligheder, har jeg netop valgt dem – det er mennesker med den rette ånd for fællesskabet, og dem burde der være langt flere af.

Jeg vil dog understrege, at jeg ikke er modstander af medicin, men der er desværre kommet et stigende overforbrug af medicin i psykiatrien og et underforbrug af samtaleterapi, og jeg tænker, at hvis man lyttede mere til det enkelte menneske og ikke tog beslutninger ud fra generaliserende statistikker, så ville skæbner som min kunne undgås.

Danmark er ifølge grundloven bygget op omkring fællesskabet, hvor der skal være lige ret for alle, men igennem de sidste mange årtier er det desværre blevet bygget op omkring egoisme. Jeg ønsker, at vi igen vil kunne vende tilbage til fællesskabet, finde de virkelige menneskelige værdier frem igen og ikke mindst – møde hinanden på midten.

Henriette Heesch Hansen: ”Den skelsættende dag”, 2015, 116 sider, 229 kr.

Kan købes hos Books On Demand her:

http://www.bod.dk/bog/h-h–hansen/den-skelsaettende-dag/9788771703023.html

https://www.facebook.com/denskelsaettendedag

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.