Fredag den 23. oktober blev jeg færdig med min STU.
STU står for Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.
”Unge under 25 år, der af fysiske eller psykiske grunde ikke – selv med specialpædagogisk støtte – vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse på normale vilkår, kan deltage i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse af 3 års varighed.
Ungdomsuddannelsen indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktikophold i virksomheder og institutioner.” Kilde: www.ug.dk
Da jeg startede min STU var jeg meget syg og selvom jeg rent praktisk, kunne tage en ordinær uddannelse så var jeg på ingen måder klar til det rent mentalt.
Da jeg både havde 9. og 10. klasses eksamen med et middelgennemsnit, havde vi store problemer med at få bevilliget STU’en til mig. Vi kæmpede med min kommune i to år inden jeg fik en bevilling.
Da jeg startede op var jeg fyldt op af dårligt selvværd og jeg var overbevist om, at jeg ikke duede til noget og det var spild af tid, at jeg skulle være der. Matematik kunne jeg i hvert fald ikke og det gjorde, at jeg havde et eller andet had til min matematiklærer Lasse allerede inden jeg havde mødt ham.
Igennem hele min folkeskole havde jeg kæmpet med at lære, at gange og dividere uden lommeregner og jeg havde faktisk aldrig lært det. Lasse var sat på en stor opgave, for hvis jeg ikke engang kunne gange eller dividere så kunne jeg ingenting. Det kunne godt være at det var min indstilling, men det forhindrede ikke Lasse i, at prøve. Det tog ham godt 20 minutter at lære mig, at gange og dividere uden en lommeregner. Dog havde han ikke vundet min tillid og loyalitet, nej han skulle prøves af.
Min kontaktlærer og primære underviser var Alma. Et meget blidt og venligt menneske som kom til, at være den gennemgående gennem de tre år jeg gik på skolen. Alma og jeg havde og har stadig en fælles interesse for dyr og jeg fik også lavet mit helt eget fag i STU’en hvor det kun handlede om dyr.
ADL (Almindelig Daglig Livsførelse) var et krav i STU’en og det var ingen undtagelse, at jeg hadede at have ADL. Med tiden begyndte jeg at kalde det fri leg, nok mest fordi ADL ofte bruges til rengøring, madlavning, tjek af økonomi, kontakt til det offentlige m.v. Alt sammen var noget jeg kunne i forvejen, mit problem var bare at overskue det. Simon var lærer i ADL og han har virkelig også skulle stå til noget. Men Simon har altid været glad men var i den grad også i stand til, at sætte en grænse når nok var nok.
Alma, Lasse og Simon var de tre lærere som fik banket troen på, at jeg godt kunne gå i skole, ind i hovedet på mig.
Der har faktisk været rigtig mange lærere inden over min STU, da vi også har haft lærere i kortere tid af gangen. En som fik sat et spor i mig var klart Lilja. Selvom Lilja ikke var der så længe, så fik hun en betydning. Én gang om ugen havde jeg hende i idræt sammen med Philip, og det var en fed oplevelse. Der var altid godt humør og jeg kunne joke med hende. Til tider kunne hun komme ”Louise, det er altid dejligt at have timer med dig, du løfter altid stemningen”. Det er noget som jeg i den grad tager med mig videre, for der er da ikke noget bedre end humørbomber som kan gøre en forskel.
Jeg er dog ikke altid en humørbombe. Jeg kan være skide sur, irriteret og dum at høre på, så jeg er ikke bare en omvandrende jubelidiot, selvom jeg elsker at være glad.
Min STU har været noget helt særligt. Jeg startede ud med en drøm om at blive veterinærsygeplejerske, men efter en praktik på Næstvedegnens Dyrehospital, så var den idé ude af verdenen og en ny drøm og et nyt mål dukkede op. Jeg skulle være dyrepasser!
Da der kom den nye skolereform blev de tekniske skoler også påvirket og min plan gik lidt i vasken, men jeg blev ved med at bevare troen. Men selvom min tro på egne evner stadig var der, så tog min uddannelse en helt anden drejning, og rimelig pludseligt.
I januar 2015 startede jeg på EN AF OS ambassadøruddannelsen. Der åbnede sig en helt ny verden for mig. Jeg vidste i forvejen at jeg kunne formidle, men pludselig arbejdede jeg sammen med nogle mennesker, som ikke lavede andet. Jeg følte mig helt tilpas og følte mig i mit es når jeg var på kursus og blev bekræftet i, at jeg var rigtig dygtig.
Jeg har i den forbindelse fået verdens bedste mentor, som altid bakker mig op, giver et klap på skulderen, et kram og reel og fair kritik når jeg holder foredrag eller formidler på anden måde.
For tre år siden skulle jeg være veterinærsygeplejerske og på ingen måde arbejde med mennesker. I dag er jeg formidler og blogger, og dermed arbejder jeg også med mennesker. Og hvem ved måske ender jeg med, at blive pædagog?