Læs Marie Herløvsens rørende brev til sin far 31 år efter, at han begik selvmord og var med til at gøre hende til et mælkebøtte-voksenbarn. Og læs det svar, som man ikke kan få som efterladt datter, men som hun ville ønske, at hun havde fået.

 

Af Marie Herløvsen

Kære Axel, kære far!

Det er nu næsten 31 år siden du valgte at tage dit liv uden at sige farvel. Jeg skriver til dig eller den klang af dig, der stadig runger, fordi jeg er VRED.

Jeg er vred over, at du tog dit liv og efterlod os alle sammen. Jeg er vred over, at jeg skulle vokse op uden dig, uden en far. Uden MIN far. Og jo, jeg fik en anden faderrolle i mit liv, som jeg har elsket rigtig meget. Men han var ikke dig. Og det var altså dig og min mor, der besluttede jer for at få mig. Og så skred du bare fra den drøm, fra mig. Fordi ja, hvem ved, for det sagde du aldrig, du gjorde det bare.

Jeg er vred over, at min mor skulle blive så syg af det. Jeg er vred over, at du ikke kunne se, hvor vigtig du var. Hvor vigtigt det var, at du var min FAR.

Jeg ville ønske, at jeg havde været vigtigere. Så vigtig at du var blevet. Jeg ville ønske, at jeg havde kendt dig, at jeg havde følt sammenhold med dig. At jeg havde fået lov til at være din pige hele livet. At jeg havde oplevet, hvordan det var at være en mands datter. Jeg ville ønske, at du havde forklaret hvorfor. Jeg ville sådan ønske, at min mor aldrig skulle have været gennem alt det, hun kom gennem. Jeg ville ønske, at du havde set hende mere klart og havde vidst, at hun ikke ville kunne tåle, at du gjorde, som du gjorde. Jeg ville ønske, at du havde været en bedre mand. Jeg ville ønske, at dig og mor ikke havde kunnet geare hinanden så meget op, at I blev voldelige. Jeg ville ønske, at du ikke havde været alkoholiker og misbruger. Jeg ville ønske, at jeg kunne have helet dit hjerte, jeg ville ønske, at nogen havde set, at du havde brug for terapi. Jeg ville ønske, at jeg havde kunne redde dig. Jeg ville ønske, at du havde ønsket at leve og se mig blive stor.

Jeg er skuffet over, at jeg blev bragt ind i verden fuld af dine og min mors drømme, og at du så bare forlod os. Jeg er så sorgfuld stadig, at ordet skuffet slet ikke er dækkende.

Jeg er ked af det fordi, jeg aldrig lærte dig at kende. Jeg er ked af det, fordi din krop, sjæl og ånd blev taget fra mig. Jeg er ked af det, fordi jeg aldrig igen kom til at mærke din duft og dine kærtegn.

Jeg er ked af, at du ikke var der til at fortælle mig, at jeg var ganske særlig. Kan huske at du fortalte mig det, da jeg var tre år. Jeg kan huske fornemmelsen af din kærlighed. Jeg kan huske at blive kastet højt op mod himlen og være tillidsfuld og vide, at du ville gribe mig. Jeg kan huske, da du købte bamse-aben Tingo til mig. Jeg kan huske din latter. Jeg ville så gerne have grinet mere sammen med dig, jeg ville gerne, at det var dig, der havde lært mig at tegne og støttet mig og været der. Jeg ville sådan ønske, at det var det liv, jeg havde fået i stedet for et med så meget ensomhed og savn og min mor, der blev så syg og sov fra alting.

Jeg er såret over, at lille mig ikke var nok for, at du kunne holde livet ud. Jeg har været i rigtig meget terapi og ved godt, at intet barn kan bære skylden, og at du gjorde, som du gjorde, fordi det var lige dér, du var i dit liv. Jeg har lært at tro på, at ting sker, som de nu engang skal ske.

Men jeg ville så gerne have haft, at det kunne have været anderledes, og mens jeg skriver det, ville jeg aldrig ønske min stedfar væk, så derfor kan jeg ikke ønske det anderledes. Men det var bare heller ikke altid kun nemt eller særlig trygt, at han blev min voksen, selvom jeg elsker ham højt.

Jeg ville ønske, at du havde fået hjælp, og at du havde haft lyst til at blive ved med at leve. Og at det liv havde været et godt liv. Jeg ville ønske, at vi havde haft et godt og trygt liv, med stabilitet og endda muligheder for at rejse sammen. Jeg ville gerne have haft set verden gennem dine øjne. Jeg ville gerne have kendt dine tolkninger og narrativer om verden. Jeg ville gerne have haft dig i mit liv.

Jeg er bange for, at jeg indeholder det samme stof ,som du var gjort af. Jeg er bange for den gensammensmeltning, der var min mor Maj og dig min far Axel. I har tydeligvis begge noget defekt DNA, og det er jeg pisse vred over. Jeg er vred over alt den medfødte sårbarhed, der er i mig, og at I så ikke kompenserede med tryghed.

Det skræmmer mig at forestille mig dig dér svævende mellem liv og død. Jeg vil ikke have, at jeg en dag kunne finde på at gøre det samme. Jeg synes, at det er tarveligt, at selvmord blev så present en ting i mit liv. Jeg har brug for, at det er overstået. Jeg har brug for at vide, at du er okay, at du ikke lider mere. Jeg har brug for afslutning og hvile, jeg har brug for ikke længere at være ked af det.

For selv om det slet ikke fylder på samme måde, som det engang gjorde, så græd jeg fra det øjeblik, jeg startede det her brev. Fra det øjeblik ordet far stod på den her side.

Jeg ville ønske, at du havde været der til at lære mig, hvordan man er en forælder. Jeg ville ønske, at jeg havde lært dig at kende, og at du var blevet i livet, så du havde lært mig at kende. Jeg ville ønske, at det havde været sådan, at du altid havde haft min ryg, og at du kunne have været en, der hjalp mig. Jeg er rasende over, at jeg endte op i en situation, hvor der ikke var nogen, der hjalp, eller at dem, der hjalp, alligevel forsvandt. Og at jeg samtidig blev så selvstændig, at jeg holdt op med at ønske hjælp.

Jeg ærgrer mig over, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg er ked af den magtesløshed, din afsked i verden bragte mig i. Jeg er ked af, at jeg skulle være hende, hvis far havde taget sit eget liv, og hvis mor var psykisk syg. Jeg skammer mig over stadig at føle så meget, over at mit hjerte stadig kan gøre så ondt over, at du ikke er i verden.

Jeg ville ikke lade dig gå dén aften i december 1984. Jeg ville ønske, jeg havde råbt og skreget mere af mor, om at hun skulle finde dig. Hvis bare jeg havde vidst og ikke kun fornemmet, at noget var galt. Men jeg var et lille barn, og den omnipotens har ingen. Jeg var magtesløs og knap fire år, og jeg kunne intet stille op, for du havde besluttet dig.

Jeg ville ønske, at du havde gjort noget andet. Jeg ville ønske, at du havde ønsket at leve og havde været bedre til det. At du havde taget ansvar og vidst, at dine misbrug ikke var gode og derfor havde ændret din adfærd.

Jeg elsker dig stadig rigtig, rigtig meget, også selv om du ikke er her. Og jeg har altid elsket dig. Du var min far, og jeg husker vores kærlighed.

Jeg ønsker, at der er forløsning og fred dér, hvor du er. Jeg ønsker ro og lys og opløsning af smerte for dig. Jeg ønsker dig solskin og kærlighed og fred.

Jeg er dig taknemmelig for mit liv, mit brune hår, formen på mine øjenbryn, da jeg var barn, for at vi på et tidspunkt lignede hinanden. Er taknemmelig for min intelligens, tænker at en del af den også kommer fra dig. Jeg er taknemmelig for, at du elskede mig så højt, som du gjorde. Jeg er taknemmelig for alle de små ting, jeg stadig kan huske.

Jeg ved, at du elskede mig.

Jeg forstår, at du tydeligvis ikke kunne livet mere, for ellers havde du ikke gjort, som du gjorde. Man begår ikke bare spontant selvmord for sjov.

Jeg tilgiver dig, at du ikke kunne det liv, der var linet op. Jeg tilgiver, at du forlod mig, for jeg ved, at mennesket altid gør deres bedste, og du kunne tydeligvis ikke mere. Jeg arbejder fortsat med at tilgive dig. For savnet efter dig er ikke det samme som, at du ikke er tilgivet. Og jeg arbejder med stadig at bebrejde dit valg, uden at bebrejde DIG. For jeg ved godt, at du ikke vågnede den dag og tænkte, at du ville være en kæmpe lort, der nu ville ødelægge vores andres liv. Jeg tænker, at du slet ikke tænkte så langt. Men handlede på, at der var en stor smerte inden i dig.

Og jeg elsker dig også, selv om du gjorde, som du nu engang gjorde. Min kærlighed til dig strækker sig ind i døden til hvor end, du er nu. Det rammer hele det ekko, der er dig, og den energi, der stadig vibrerer som dit aftryk. Jeg holder aldrig op med at elske dig, mindet om dig og den kærlighed, du gav mig.

 

Et svar fra min far

Hvis bare man kunne få svar fra dem, der er døde, så drømmer jeg om, at svaret ville lyde sådan her:

Kære Marie, kære datter!

Tak fordi du skrev.

Jeg er ked af, at jeg har forvoldt dig så meget smerte. Jeg er ked af, at min beslutning kom til at ødelægge så meget, det var aldrig min intention. Jeg ønskede aldrig at gøre jer ondt. Du var min lille pige, og jeg er ked af, at jeg ikke beskyttede dig. Jeg er ked af, at jeg forlod dig på den måde, men jeg følte, at I var bedre tjent uden mig.

Du fortjener hele verdens kærlighed. Du fortjener en fars kærlighed, du fortjener min kærlighed. Og jeg er aldrig holdt op med at elske dig, selv om jeg ikke længere var der til at vise dig den. Jeg håber, at du gennem årene har kunnet mærke den alligevel.

Jeg ville gerne have været din far. Jeg ville gerne have fortalt dig om verden, sådan som jeg så den. Jeg ville gerne have lært om kærlighed fra dig, jeg ville gerne have været i kærlighed med dig. Jeg ville gerne have tørret tårerne af dine kinder og beskyttet dig, set dig vokse og blive stor og dygtig og klog. Men du blev alt det, selv om jeg ikke var der til at guide dig. Jeg ville gerne have taget aktivt ansvar for din udvikling. Jeg ville gerne have været der til at overøse dig med kærlighed.

Jeg er glad for, at du mit fravær til trods er blevet så fantastisk vis, dygtig og god en kvinde. Du bliver kun bedre med alderen. Og jeg elsker dig. Marie, min lille pige, jeg elsker dig. Jeg elskede hele vores familie, og jeg er uendelig ked af, at jeg ikke blev sammen med jer. Jeg ville så gerne have oplevet det hele sammen med dig, Have haft din ryg og beskyttet dig. Været der og sørget for, at du ikke behøvede at mærke så stor eksistentiel ensomhed.

Jeg ville gerne have været der på dine mærkedage, da du blev student, da du blev færdig på universitetet. Da du og Claus blev gift. Jeg ville elske, at det havde været mig, der havde givet dig væk, men når det nu ikke blev sådan, er jeg stolt af, at du med åbent hjerte lod Søren udfylde den vigtige rolle.

Jeg er glad for, at du lever videre. Og Marie, jeg elsker dig!

De kærligste hilsner fra din far.

Marie Herløvsen har skrevet denne artikel om tilgivelse af sin fars selvmord ud fra en model, som man kan finde på http://www.goderelationer.dk. Selve tilgivelsesmodellen finder man her:
http://www.goderelationer.dk/upload/25094/dokumenter/20281-Tilgivelsesbrev2015.pdf

Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
Inde bag de splittede briller
En samtale i den store hvide villa
Sæbebobler
Forvandlende fortællinger – mit livs historie
Eventyret om den yngste prinsesse

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.