ADHD medicindebatten kører for fuld skrue, og formentlig med god grund. Når jeg læser stigningen af udskrevne recepter på ADHD medicin, herunder Ritalin, så bliver jeg lidt forskrækket. Jeg er ikke læge eller psykiater og skal ikke udtale mig om, hvorfor der bliver udskrevet så meget medicin, men jeg kan blive en anelse frustreret når nogle medier blæser det op, og får det til at blive en skræmmekampagne.
Der har været et kæmpe boost af personer som får stillet en ADHD diagnose, og igen kan det diskuteres om alle har diagnosen. Der er jo forskel på at have diffuse tanker og krudt i røve og så ADHD.
Jeg var 15 år da jeg fik stillet min ADHD diagnose, men da jeg også var udfordret på mange andre områder valgte børne- og ungdomspsykiatrien, at lave en neuropsykologisktest på mig da jeg fyldte 18 år. Testen var uden tvivl den som bekræftede diagnosen.
Jeg har altid været udadreagerende, støjende, opmærksomhedssøgende og til tider rigtig umulig, men med god grund for jeg havde jo mit indre kaos, og når jeg ikke blev forstået eller mødt af omgivelserne, så gik der en sikring i mit system.
Over flere omgange har jeg været i behandling med Ritalin, men andre faktorer har gjort, at medicinen ikke har vist den rigtige virkning. Når jeg blev medicinsk fejlbehandlet for noget jeg egentlig ikke fejlede, og man gav mig Ritalin samtidig så var der noget andet som overskyggede min ADHD og man troede derfor ikke, at Ritalin havde en effekt på mig, og der blev egentlig også stillet spørgsmålstegn ved diagnosen. Pga. mit indre kaos og snakken med mig selv, så troede man fejlagtigt at jeg var psykotisk og behandlede mig derfor med antipsykotisk medicin, men jeg havde på det tidspunkt ikke en psykose. Jeg blev lidt prøveklud for en masse medicin som ikke havde nogen virkning, for man symptombehandlede kun i stedet for, at se på mig som et helt menneske med flere problematikker.
Da jeg i 2010 flyttede ind på Egholt, mødte jeg en psykiater som overgår dem alle. Jeg har haft hende de sidste seks år, og hun kender mig fra inderst til yderst. Jeg fik på det tidspunkt så meget medicin, at det ikke kunne være i min pilleæske. I et meget roligt tempo blev jeg trappet ud af de forskellige præparater, på trods af, at jeg havde en del modstand på. Jeg var jo overbevist om at alt den medicin hjalp mig, for de sagde mine tidligere psykiatere.
Over en længere periode arbejdede vi i fællesskab på, at finde den rigtige medicin for mig, og hun havde mig hele tiden med på råd. Der var præparater som jeg nægtede at tage, og det respekterede hun fuldt ud. Det handlede jo om mig. Det tog lang tid og jeg var også igennem en del medicin, men jeg blev ikke tvunget til noget. Hun brugte heller ikke tid på at belære mig om, at denne medicin jo passede godt til mig. Min krop reagerer ikke altid på medicin som den skal, måske fordi jeg har fået så meget og derfor måtte jeg hele tiden melde tilbage hvordan det virkede.
For godt tre et halvt år siden startede jeg på Ritalin igen. Jeg havde boet på Egholt et par år og var faldet godt til. Et af mine store problemer var en manglende evne til, at mærke andet end vrede. Jeg var udadreagerende og svær at kommunikere med. Jeg levede et liv i overhalingsbanen og tiden blev ikke spildt. Der skulle ske noget hele tiden. Jeg startede nærmest mit eget bageri i husets køkken og kastede mig ud i de vilde bageprojekter. Der var ikke ro i mit hoved på noget tidspunkt og selv om natten var der et konstant kaos.
Esther, et af vores personaler, havde jeg fra dag ét udset som syndebuk for mit kaos. Hun skulle lægge ører til mange ting, og ikke mindst mange urimelige ting. Men da jeg var kørt ind i den rette Ritalin dosis og den var stabil, så skete der noget. Pludselig kunne jeg faktisk høre hvad Esther sagde til mig, og tage det ind og forstå det. Jeg hørte ikke kun hvad jeg ville høre, men også hvad der faktisk blev sagt. Mit indre kaos faldt mere til ro, og jeg faldt mere til ro.
Jeg taler til tider med Esther og Bolette om den tid, for det var de to som måske så den største forandring på det område.
Min evne til at kontrollere mine vredesudbrud blev også bedre. Jeg kunne bedre holde på mig selv, og trække mig når det blev nødvendigt. Der skete virkelig en forandring.
Der var ingen tvivl når Ritalinen stoppede med at virke. Jeg blev rastløs, snakkede mere end jeg plejede og blev hurtigere irritabel, men så vidste jeg også at det var medicintid.
Ritalinen var mine nye bremseklodser der gjorde, at jeg blev bedre til at stoppe op og se verden omkring mig.
Men medicinen har langt fra gjort det hele. Der har været et kæmpe terapeutisk arbejde som skulle gøres, hvor medicinen har været med til at jeg har, kunne holde fokus. Medicinen har været støtten til at jeg har, kunne arbejde med mig selv og styre mine impulser når det hele var ved at koge over.
I dag får jeg stadig Ritalin og er glad for det, men jeg har også mod på, at prøve et liv uden. Der er bare ingen tvivl om, at min hverdag skal være 100% stabil og der skal ikke være chance for store pres for forandringer.
Jeg håber i den grad at jeg kan undvære min medicin, men jeg har også gjort mig klar, at der er en chance for at jeg ikke kan. Så i stedet for at tage det som et nederlag, hvis det skulle ske, så priser jeg mig lykkelig for at der er noget som virker for mig, og som kan være med til at skabe ro i mit kaos.