I 11 år har jeg boet på institutioner og været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Jeg blev ekstremt institutionaliseret, og den omsorg jeg fik i dagligdagen, var fra det personale som nu var på arbejde. Ingen tvivl om at de gav alt hvad de kunne, men der manglede bare noget.
I en hvis grad skader det at bo på en institution. Man får tillært sig nogle strategier som måske, ikke altid, er helt sunde for én selv.
Når man bliver anbragt på en institution, er der jo en god grund til det. På det psykiatriske botilbud samler man befolkningens mest skrøbelige mennesker for, at de skal kunne få noget behandling. Når man er psykisk syg, kan det være rigtig svært, at være i et felt hvor der er andre med store problemer. Alle mennesker kender til, at skulle have sit ”personal space” men når man bliver sat i et hus med fire andre, så bliver opgaven bare en del hårdere.
Det at bo i et botilbud eller være på en psykiatrisk afdeling, det er faktisk et helt job i sig selv.
Når jeg snakker om at det skader, at bo på institution, så handler det mest om de ting man må lære for, at kunne holde det ud. Når jeg går ind i et rum, så skanner jeg lige mine omgivelser, og tager en føling på hvordan stemningen er. Det er alle steder. Når jeg går på biblioteket, står i Netto, når jeg er sammen med familien eller sidder på en café. Min antenner er ude konstant og derfor bliver jeg også hurtigt overstimuleret.
På min fødselsdag i februar var jeg ude at spise med Maja. På vejen hjem i toget sad en ung mand, som på ingen måder virkede til, at have det særlig godt. Han var paranoid og virkede som om han søgte noget. Først troede jeg at han var skide fuld, men jo mere jeg observerede ham, jo mere blev jeg overbevist om, at han var meget psykotisk. Han sad og snakkede til sin taske, og jeg kiggede bare på Maja. Han gik frem og tilbage, men da han satte sig på trappen havde jeg på fornemmelsen, at jeg måske kunne nå indtil ham. Jeg spurgte om han var okay. I et forsøg på at snakke svensk, sagde han en masse vrøvl og snakkede igen til sin taske. Lidt efter spurgte han, på dansk, om vi vidste hvornår toget var i København. Jeg svarede ham roligt, at det nok ville lande på hovedbanegården indenfor en time. Pludselig udbrød han ”Tak skal De have. Tak fordi De er så elskværdig, sådan én som Dem burde der være flere af. Tak fordi De er så elskværdig!”
Det her lyder måske som en banal ting, men når jeg så hvordan folk kiggede efter ham og tog afstand når han kom forbi dem, blev jeg en anelse forarget. Der er selvfølgelig en chance for, at han ville gå helt amok fordi jeg snakkede til ham, men min mavefornemmelse og mine antenner sagde mig, at det ikke var sådan en situation jeg stod i. Jeg skannede en situation på få sekunder, som heldigvis havde et positivt udfald.
For ikke længe siden sad jeg på Sorø station sammen med Malajka. En mørk mand med en vodkaflaske i hånden gik forbi os. Der var ingen tvivl om, at han var meget fuld. Han satte sig ved siden af en ung mand, og begyndte at snakke til ham. Den unge mand svarede høfligt på de spørgsmål han blev stillet. Der var noget som sagde mig, at der ville ske et eller andet. Pludselig smed han sin vodkaflaske på gulvet, som splintrede i 1000 stykker og jeg tog armene op foran hovedet for, at beskytte mig selv mod glasskår. Han blev aggressiv og sparkede til de glasskår som lå inden for rækkevidde. To mænd kom til og bad ham om at gå. Han blev mere aggressiv og var truende. Jeg kiggede på Malajka og bad hende om, at have et kamera parat i tilfælde af, at det ville udvikle sig yderligere. Mit alarmberedskab var tændt og jeg rejste mig fra bænken. Jeg var klar til at gribe ind og hjælpe hvis det blev nødvendigt. Den ene af de to mænd som kom til, førte manden ud fra stationen og bad ham om, at blive væk. Situationen udviklede sig ikke yderligere, men jeg havde været på og var chokeret. Ikke bange, bare chokeret.
Min evne til at aflæse situationer er tillært helt fra barnsben, men det er på ingen måder blevet bedre af mange års institutionsliv. Der er ting som vil sidde i min krop for altid, og det er noget jeg skal arbejde med, resten af mit liv og med tiden er det også blevet bedre.
Der er ingen tvivl om, at et institutionsliv påvirker ens liv og det tager mange år at blive ”afinstitutionaliseret”.
Jeg er enormt sensitiv og der er ingen tvivl om, at det heller ikke gør det bedre, men det er sådan det er. I perioder bander jeg det til helvede, men med tiden har jeg lært, at bruge det til noget. Min tilgang til dyr og min evne til, at spotte ting som andre ikke har set, er jeg sikker på kommer fra det jeg har tillært mig, i forbindelse med andre og traumatiske ting.
I stedet for at se sensitiviteten som et problem, så ser jeg det som en udfordring, men jeg ved også at det på den ene side er en forbandelse, men i den grad også en gave som jeg skal være glad for.