Jeg fik diagnosen Post Traumatisk Stress Syndrom i 2011. Det har nok været den diagnose som har været mest “givende” for mig, ment på dem måde at jeg fik nogle svar på min måde at reagere på. Jeg er egentlig ikke tilhænger af at man smider om sig med diagnoser, men netop PTSD-diagnosen gjorde noget særligt.
PTSD er både min ven og min fjende. Den hjælper mig til at opfange signaler hurtigt så jeg bedre kan passe på mig selv i visse situationer, men den kan virkelig også forvandle mig til et nervevrag.
Tidligere i dag trak et mindre uvejr ind over Sjælland og det ramte også Næstved. Det buldrede og bragede, flere gange var det så tæt på at jeg kunne mærke det i gulvet. Jeg er som sådan ikke bange for selve uvejret, men det er de uforudsigelige lyde og det blinkene lys når lynene slår ned, der før mig bange. Måske ikke bange som vi alle kender det, men nok mere forskrækket. Det er de færreste mennesker som kan lide at blive forskrækket, måske en enkelt gang er det meget sjovt, men når det fortsætter over en periode så bliver det belastende.
Jeg har en klar strategi for hvad jeg gør når det lyner og tordner. For en del år siden købte jeg, i en lettere mental hjerneblødning, et par Bose QC15 høretelefoner til den nette sum af 2.500 kr. I dag priser jeg mig lykkelig for den mentale hjerneblødning, for disse høretelefoner er min redning når et uvejr raser.
Jeg tager høretelefoner, iPad, mobil, hund og kat og sætter mig ud på badeværelset. Der bliver blæst igennem med musik og da der ikke er et vindue på badeværelset, kan de glimt som lynene giver ikke genere mig. Og så sidder jeg der. Jeg hygger mig faktisk meget fint og jeg føler mig mere tryg når jeg sidder der, nogen synes nok det er mærkeligt men for mig er det en måde at komme igennem uvejret udenfor og det mindre uvejr der raser inde i mig.
Når det hele så er overstået, kravler jeg ud og fortsætter som før, som oftest.
Men min PTSD rummer meget mere end det. Smækkede døre, bip eller vibrator fra mobiltelefonen eller hurtige bevægelser kan være udfordrende. Jeg forsøger på bedst mulig måde at skærme mig fra de ting, men der er bare ting man ikke kan ændre på. Jeg kan blive helt skæv i hovedet og irritabel hvis underboen smækker med døren, eller hvis Nanna taber et kødben på gulvet. Men det er ting jeg ikke kan ændre på og jeg må acceptere at det er sådan, for verden og andre mennesker, hverken kan eller skal indrette sig efter mig. Det er mit ansvar at finde strategier for hvad jeg gør hvis situationerne opstår, og få handlet på dem.
Men alt det negative kan jeg også få vendt til noget positivt. Den gang jeg fik stillet diagnosen blev det gjort klart for mig at det her skulle jeg leve med resten af mit liv, om jeg ville det eller ej. Til at starte med syntes jeg det var pisse irriterende og kunne ikke forstå hvorfor verden ikke indrettede sig efter mig og mine behov, for jeg havde jo en diagnose. Men med tiden fandt jeg ud af at folk ikke kan se hvad jeg tænker og føler.
Jeg måtte italesætte hvordan jeg havde det og hvad jeg havde behov for!
Jeg har heldigvis en omgangskreds som er god til at tage den hensyn når jeg siger det højt. Oftest ved de det godt, men ikke tænker over det da deres sanser ikke er ligeså skærpede som mine.
Nogle dage forpester jeg min PTSD langt væk, men oftest bruger jeg den til noget konstruktivt. Min fornemmelse for andres følelser og sindstilstande bliver hjulpet rigtig godt på vej og for det meste kan jeg også bruge min PTSD til at tilpasse mig i forskellige situationer. Dette både på godt og ondt.
Når den nu skal være der. Så må jeg tage den i hånden og vi må følges ad. Vi må tale om tingene og få det til at fungere, for uanset hvad så hænger den på mig og jeg på den. Og lur mig om Frk. PTSD ikke engang imellem bliver udfordret med glæde og optimisme.