Af Michael Zittergong Bonnesen
’Dysfunktion og Klarsyn’ er en gennemarbejdet, helstøbt, kompositorisk og indholdsmæssigt alsidig udgivelse. Vi møder en romantisk storslået Balthasar; følelserne regerer, forstanden er hans stjernekaster. Tag mig på ordet: Han er en finurligt filosoferende lyrisk mester i sammensætning og aflevering af ord. Du møder personligt engagement i en nådesløs selvudlevering; en ærlighed der klæder rappen, fordi den faktisk virkelig hører til der.
Rapperen Balthasar fortæller på ”Dysfunktion og klarsyn” om sin personlige tour de force, som andre kan spejle sig i. Der starter på Frederiksberg med en misbrugende og voldelig lægefar, fortsætter i hans flugt med den elskede mor, går via en opvækst med hyppige flytninger og en følelse at være anderledes til han starter eget copycat misbrug, Og så dør faren i 2012 ved selvmord – og moren i 2015 af cancer. Det første dødsfald ihukommer han med klagesange og et skuldertræk; sidstnævntes med en kærlighedserklæring, enkel, inciterende, af dimensioner – i nummeret ’Til min mor’. Rørende. Hvad der gælder for hele albummet, som i udtrykket veksler mellem vrede, apati, fortvivlelse, afklaring, kærlighed og fortrøstning.
Livgivende tyngde med slag i
’Tungt at komme igennem’, siger nogle. Nej, siger jeg. For det er smukt befriende at give alle følelser plads, og det er en livgivende indsprøjtning til den del af rappen, der kun elsker sig selv og hvad man kan købe for penge. Næ, Balthasar kæmper for det der er ham kært! Viser vejen og rydder banen for dem, der eskaperer stivnet i påtagne identiteter som perfekt hårde. Og han kan i øvrigt også møde verden med knyttede næver in action – check hans erfaring med kamp i sin rene form: Han er Slam Battle Champ. Og alt i alt er ”Dysfunktion og Klarsyn” en byge af stjerneskud – og så må man da virkelig ønske.
Titelnummeret ’Dysfunktion og Klarsyn’ lægger ud med tibetanske tempelklokker, sørgmodigt stemte hornklange og bækkensitren. Teksten er en tematisk oversigt over albummet og starter med en højtideligt messende Balthasar, der lander sine ord om harmoni i kakafoni i en rap, der slutter med et frenetisk udbrud om at blive ’FUCKING NUTS!’
I nummeret ’Jeg troede’ bliver man taget med i et veloplagt afsæt med raketfart fra et nederlags smerte, han kunne ikke følge med de andre rappere, blev ramt af skam og var på randen af afsked med branchen, ’uh, skulle have været noget særligt, uh! Så døde far!’ Tunge basdunk strammer op i understellet, dobbelttempo-rap og spændstige beats, man bliver kastet rundt i kompleks harmoni. Efter det indre mørkes frembrud.
Eller som Balthasar powerrapper det: ’Først naget af tvivl om egen fortræffelighed … ’, så døde min far lige pludselig’, det var ”som et spark i løgene”, ’jeg har ikke lov til at have det dårligt, for der er altid en der har det dårligere end mig’, ’gemte mig i min hoodie og førte mig frem som Lucifer, selvom jeg inderst inde var usikker’, ’jeg holdt på perlen ligesom muslinger’, ’måtte bokse med både angst og depression’, ’kan måske nå det stadig, uret tikker’, ’jeg troede virkelig, jeg kunne få det til at fungere, om blot jeg havde gode ideer i mit hoved’, ’det indestængte bange lille lam der ikke kunne finde livsglæden frem inde i sig selv’. Han vil rimsmede sig ud af barndommens angstfyldte faderforhold – og mangel på samme – og ’tidens polemiske larm’, ’jeg føler mig indestængt’, lukker han vredt ud.
Byder angsten op
Nummeret ’På grund af ham’ handler om faren, det store dysfunktionelle dyr i nærværende åbenbaring, der var en fjern person for Balthasar, fortabt som han var i sit misbrug startet allerede, da Balthasar blev planlagt. Og at Balthasar ’taler dårligt’ om familien er jo godt, når man ønsker det bedste for sig selv og andre beslægtede, der endnu lever. Frem i lyset med det, Lucifer – der også er det lille svigtede barn, Balthasar bærer med sig indvendig.
Et andet tema, Balthasar tager op, er generaliseret angst; den, der er uhåndgribelig og dermed svær at gøre noget ved. I ’Angest’ – der jo også er et Kierkegaards filosofisk begreb – gør Balthasar angst konkret, byder den op, så man kan se et større udvalg af, hvad der er at arbejde med.
Nummeret starter med lyden af legende børn. Strengeleg, spansk guitar, reverb for ekstra blødhed. Romantisk indledning, der også bliver strøget af strygere. Tunge basdunk og rappen starter; ANGST i henhold til Balthasar:
’Specifikt, generelt, ude i noget, en tanke, eksamen, en dårlig følelse i maven’ og ’for sine børn, for ikke at kunne forandre det man bør’ og ’manglende kontrol, parforhold, vold, gud, gå planken ud, selvmord’ og ’åbne pladser, smalle veje til det smukke alter, tråde i dukketeater, tilstand af stilstand, ingenmandsland, indkald, vandfald af indfald, anfald af latter’ plus ’tankemylder, en gøende hund i hjertet, handlinger, fravalg af chancer for Kierkegaard et levevilkår, illusion til man mister troen’, angst hos venner, familie, kæreste, så Balthasar ’omringes, spærres inde, ikke fair, vakler i jeres retning med bare ben i brændende tjære, holde angst nede, drikke mig fuld så snart jeg kan ene mand i min lejlighed, prøve at slå angsten ihjel, men den dør først når man accepter den som en del af sig selv’.
Lyrisk og spændstigt flow, stærke billeder, der rammer os alle. Vi er alene – og vi er det ikke.
’Teletubbies’ startede på ’den mest nederen følelse’, der blev skrevet han ind i det mest absurde og vulgære univers. Hvad vi taler om her kunne betegnes som omvendt pædofili med hævnmotiv. Nærmere betegnet et barns tissemandsfikserede og underkastelsesorienterede tilnærmelsesforsøg overfor den fjerne far. Mamma mia – og så i det skæve og uendeligt klaustrofobiske ekkounivers hos de navnkundige Teletubbies, der øjensynligt aldrig har fundet ud af om de er rangler, rumvæsner eller troskyldige, små børn.
Først hører vi en syntetisk sød tubbystemme, så en vistnok belærende voksenstemme, og dernæst starter et svingende vuggevise-twilight zone akkompagnement. Drøm, mareridt, virkelighed?
Der rappes fx: ’far, når jeg bliver stor, vil jeg hive den frem og sige what on bitch, indtil videre kan den kun tisse .., hvorfor ryster du, vil du sove tungt, jeg putter dig, vil putte med dig, synge vuggevise, kysse med dig, når du ligger i en åben kiste … træt af at plaske rundt med min badeand, du kigger på mig som en fladpande, ikke rigtig mand, tag mig op, far, store overarme, hvis jeg falder, så giv mig oprejsning … far, du ryster på armene, lig stille, hånd i bukserne, kig ikke sådan på mig, hvorfor stønner du; du har jo ikk´’ hikke … når jeg bliver stor som min far vil jeg også være misbruger, ditche mit barn i armene på en fin mor, holde ham på afstand og aldrig holde mit ord.’
Foreviger kærligheden til sin mor
’Alt er lige meget’ skrev Balthasar da han var allerlængst nede, på en følelse af dyb uretfærdighed, hvor han fik lyst til at slå andre der ikke kunne indleve sig. Han følte intet, så derfor kunne han ’lige så godt skrive det ned i et nummer’.
Nummeret starter med en blød, tung bas og en skarp melodisløjfe. Og så rapper han: ’bevingede, smukkeste ord falder i tomheden, de kalder det ’depression’, emotionelt invalid, tror ikke på eget kød og blod, på nogen, tør ikke gå ud men hvorfor blive inde når alt håb er ude, troede at jeg kunne skabe mit eget, men ved nu alt er lige meget’.
Det siges, at depression føles som død – her er den reelt lige i nærheden.
’Til min mor’ blev skrevet efter hun døde. Han kalder nummeret ’En ’forevigelse af min kærlighed til mor’. For Balthasars egen skyld og i et håb om, at hun på en eller anden måde ville høre eller fornemme det. Og nummeret er også en gave til alle andre der har mistet nogen, de holdt rigtig meget af.
Nogle af ordene: ’Jeg har prøvet at miste før, men intet gjorde så ondt som det her gør, engang din lille dreng, nu er jeg blevet større, åbenbart ikke stor nok til at vide hvad jeg skal gøre … husker du det chok jeg fik af en opspilet byld på din arm, du slog det hen med et håndvift … en måned lå du indlagt på hospice, vi kom tit, aldrig nok i min optik, så din krop gå fra sund til opslidt … en kosmisk grund måtte skille dig fra vor jord, ville gerne sige det hele med en metafor, men det hele forsvinder i takt med mine ord, jeg var en tikkende bombe, du klippede min lunte af, du holdt mig oppe, hvis du er i himlen, så råb det, vi altid tættest når stilheden er slående … vil drukne, slippe det hele, men hvis du er her, trøst mig som du altid har gjort, bliv her bare et millisekund til, fatter ikke hvad der gjorde dig syg, hvem fanden kan finde på at tage dig væk fra dine nye børnebørn lille Augusts og Julians latter er så livsbekræftende, ironien er så syg, at jeg ikke kan fatte, det passer, jeg tænker på dig dag og nat, vil håbe at du reinkarnerer som min datter, så jeg kan tage mig af dig.’
Artiklens skribent siger tak for at have mødt denne begavede rapper, der smukt formår at udtrykke, hvad så mange kan have glæde af.
Om skribenten:
Michael Zittergong er en sexolog, songwriter, debattør og ord-improvisator kendt fra den danske undergrundsscene siden 2004. Han har i perioder lidt af svær angst og har i den anledning været i kontakt med psykiatrien.