Endnu engang var jeg til terapi hos psykolog Pia Callesen, og denne gang var det lidt af en øjenåbner. Hun spurgte, hvorfor jeg holder fast i min bipolare diagnose, som jeg også kalder stress-allergi. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man ønsker at blive rask, at identificere sig med diagnosen – eller måske endda søge tryghed i den. (“Jeg er bipolar, så er jeg da noget”…)

Jeg blev noget mundlam, og jeg tænkte på ordene fra psykiateren, der i 2005 gav mig diagnosen bipolar: “Det er en kronisk sygdom, og du kommer til at tage medicin resten af livet!” Hvordan hænger det nu sammen? Det gør det ikke!

Jeg spurgte Pia Callesen, om jeg da har udsigt til at komme mig helt, hvilket hun bekræftede. Hvis jeg følger rådene om at slippe grublerierne, er jeg godt på vej. Det vil automatisk gøre mig mindre stresset.

Flyt fokus og vær i nuet

Pia Callesen har specialiseret sig i metakognitiv terapi, som er en ny psykologisk behandlingsmetode. Den er baseret på forskning, som viser, at det ikke er de negative tanker, som gør os syge, angste og deprimerede. Det, der gør os syge, er den opmærksomhed og den mængde af tid, vi bruger på at bearbejde, gruble over og bekymre os om dem.
Hun og hendes kolleger hjælper derfor folk med at ændre de metakognitive overbevisninger – tanker om tankerne – der medfører uheldige tanke- og opmærksomhedsmønstre.
Vi skal populært sagt tænke mindre og leve mere.

Umiddelbart blev jeg lidt skeptisk ved teorien om, at jeg åbenbart kan blive rask bare ved at slippe tankerne. Er der ikke noget om, at lidelsen i mange tilfælde er genetisk og med høj sandsynlighed hænger sammen med, hvordan salte bevæger sig ind og ud af cellerne? Og med “kemiske ubalancer” i hjernen, som jeg har fået medicin imod i 28 år. Nå, nej – de har vist ligeså stor troværdighed som Biblens beskrivelse af psykiske lidelser sin værende dæmonbesættelse. Jeg har i hvert fald aldrig fået taget blodprøver eller hjernescanninger, der har påvist ubalancer.

Tja, eller måske har jeg aldrig været bipolar – bare yderst stressfølsom. Under alle omstændigheder kan jeg mærke, at jeg får det langt bedre af at give slip på tankemylder og grublerier. Især af at undlade overdreven fokus på min “dagsform” og “mavsefornemmelse”.

Og jeg er sikker på, at det er sundt at sætte sig fri af diagnosen så meget som muligt. Nu har jeg været rigtig mange år i patient-brancen og må altså sige, at der graves dybt i diagnoserne, og at der finder megen navlepilleri sted – ikke mindst i diverse Facebook-selvhjælpsgrupper. Mit råd er at holde igen med det. Giv slip på de diagnoser (offerrollen) og hav fokus på, hvordan I får det bedre. Og viderebring jeres gode erfaringer til jeres gruppemedlemmer.

 

Hop ikke på krogene (triggertankerne)

 

Tilbage til det med grublerierne. Hvordan man slipper man dem? Det gør man ved at øve sig i at ændre fokus. Ved at lade tankerne være og f.eks. lytte til fuglenes sang eller se på træerne og buskene, der netop i denne tid byder på et sandt farveorgie. Dette kan eventuelt suppleres med yoga, groundingøvelser og fokusering på vejrtrækningen, mv

 

Blandede reaktioner

Jeg har fået to slags reaktioner fra folk, jeg har fortalt om mine oplevelser med metakognitiv terapi. Positive fra personer, der kan se mulighederne og har bemærket, hvad terapien har betydet for mig – i form af langt mindre stresset adfærd. Og skeptiske fra folk, der synes, det lyder helt ude i hampen, at man blot ved at øve sig i at skifte fokus skulle kunne få det så meget bedre.

Spøgefugle har sagt: “Når jeg brækker benet, ser jeg bare på en blomst” og “Gid det var så vel, at vi kunne slippe af med diagnosen ved at ændre fokus og tænke på blomster og bier. Nok lige så realistisk som at diabetikeren slipper af med sin sukkersyge ved at tænke på rugbrød og broccoli” – og lignende bemærkninger.

Mit svar til dem har været: “Jeg godt forstår jeres skepsis, metakognitiv terapi skal nok prøves aktivt gennem det ordet siger: Terapi! Mine i alt 10 timer i en sådan har betydet, at jeg føler mig mindre stresset end nogensinde (måske undtagen da jeg var baby og barn). Og da stress, er det, der har plaget mig afsindigt meget, tillader jeg mig altså at være glad og tilfreds i sommerheden 🙂 Det er rigtig mange år siden, jeg havde en depressioner – hvilket jo var frygteligt – og jeg har heller ikke egentlige manier (selv om jeg kører med speederen i bund indimellem) så spørgsmålet er måske, om jeg egentlig er bipolar – måske i en mildere form? I mit blogindlæg beskriver jeg bare, hvad jeg har oplevet. Jeg siger jo ikke, at det er LØSNINGEN for alle”.

 

Med i et forskningsprojekt

Jeg er helt med på, at terapeuter selvfølgelig har en vare at sælge. Det har Pia Callesen også. Jeg får dog terapien gratis, da jeg er en ud af syv casepersoner i projekt, der skal afklare, om metakognitiv terapi har en effekt på bipolare eller ej.
Jeg har i tidens løb deltaget i mange former for terapi – kognitiv terapi og psykoedukation, mv. Og jeg tager det bedste fra de forskellige “skoler” og putter i min værktøjskasse. Selv om jeg er meget optaget af det metakognitive for tiden, holder jeg begge ben på jorden. Jeg synes bare, det er den terapiform JEG har haft mest gavn af. Den er en god støtte, mens jeg trapper ud af benzodiazeponer, og jeg har sjældent været mere afslappet.

Gode forskningsresultater

Metakognitiv Terapi har vist sig at have en god effekt på bl.a. generaliseret angst (en følelse af uro eller ængstelse. som ikke drejer sig om noget specifikt. ) – 70-80 pct. kommer sig. Til sammenligning er det 40 pct., der bliver helbredt med traditionel kognitiv terapi, som består i at indøve ændrede tankemønstre – f.eks. at erstatte katastrofetanker og automatisk negativ tænkning med positiv tækning. *)

 

Pia Callesen holder foredrag om metakognitiv terapi hos os på Outsideren, Kapelvej 55 på Nørrebro, mandag den 25. juni klokken 13:30. Det er gratis og varer ca. en time. Alle er velkomne.

 

Referencer:

*) På denne engelske hjemmeside ligger forskningsresultater om metakognitiv terapi:

http://mct-institute.co.uk/research-subject-areas

 

 

I et tidligere blogindlæg har jeg fortalt om, hvordan jeg med metakognitiv terapi kan slippe stressen – bl.a. ved at bruge min “indre sekretær”, når jeg får sygt mange tanker og ideer i løbet af dagen og om natten. Hun skal nok huske de vigtigste tanker for mig, så jeg kan give slip på dem. Jeg behøver ikke skrive noter og gule lapper til mig selv. Når jeg har min arbejdstid, kan jeg spørge sekretæren: “Nå, hvad har du til mig i dag?”

https://outsideren.dk/2018/05/10/oevelse-mod-stress-og-panikanfald/

 

Og nu jeg er i gang med at reklamere for egne indlæg, er her en zen-inspireret øvelse, der også hjælper mig af med  stress:

https://outsideren.dk/2017/01/13/du-lever-ogsaa-mens-du-vasker/

 

 

 

 

Om Forfatteren

Journalist i mere end 20 år og forfatter til fire bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression" og "Flygtninge i flammer". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 441 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak til Kim Engelbrechtsen for at skrive levende om sine oplevelser. Jeg kommer her til at tænke på det forhold, at rigtigt mange filosofier og metoder er bragt i anvendelse for at bibringe patienten/klienten en bedring, men man har i vidt omfang måttet konstatere, at de alle – for det meste – er gode i denne henseende. Det bringer jo den tanke for dagen, at selve den mangelvare, der består i følelsen af en personlig kontakt, er det, der er den egentlige pointe i den personlige konsultation. Heri ligger også min kritik af den psykoanalytiske metode, hvor terapeuten forholder sig fuldstændig passiv, og overlader hele arbejdet til patienten selv. Dette er ikke en normal form for samvær, og jeg ville aldrig selv tænke mig at benytte denne metode. Men der kan godt ligge noget rigtigt i det udgangspunkt, at ordet er frit, men efter min opfattelse er det vigtigt, at terapeuten tænker med og selv bidrager med noget, der kobler sig til det, patienten siger. Netop terapeutens generelle indsigt i psykologiske forhold, både qua terapeut og qua menneske, opstiller nogle muligheder for menneskelig kontakt, som i mange tilfælde er vanskelig ellers at etablere. Mange af de personer, man tilfældigt kommer i kontakt med, har et eller andet program, de kører af, elller også rummer de mange muligheder for, at kontakten forliser, eller også er de blot uvidende, eller endnu værre, uinteresserede i deres medmennesker. Efter min opfattelse ligger der det i mange folks klager over ensomhedsfølelse, at muligheden for reel menneskelig kontakt er en mangelvare, og at en del mennesker uddeler kontakt til deres omgivelser med dråbetæller. Hvorfor ved jeg ikke. Måske ligger det i de umådelige forskelle i folks intellektuelle og psykologiske formåen, som man rent faktisk kan konstatere. For mig bevirker muligheden af, at noget sådant gør sig gældende, at jeg tilstræber at formulere mig fleksibelt og på en måde, der rummer muligheder for den anden. Ofte har jeg følt anledning til at ønske at kunne se ind i folks psyker, så jeg kunne komme dem i møde, men på den anden side må man jo have sig for øje, at hvis man lytter godt efter, hvad folk giver udtryk for verbalt og mimisk, så har man hermed jo egentligt et sådant kik.

    Svar
    • Kim Engelbrechtsen

      Kære Arne.
      Mange tak for din kommentar, som jeg kan tilslutte mig. Den menneskelige kontakt og personlige konsultation bør:burde være en selvfølge, men er som du påpeger, langt fra altid tilstede ved psykoterapi. Det må være det nemmeste job i verden at være psykoterapeut, man kan nøjes med at nikke engang i mellem, når klienten holder en pause. Min terapi hos Pia C. var karaketeriseret ved, at vi tog udgangspunkt i min hverdag, og at vi i fællesskab opstillede mulige ændringer i forhold til en fast arbejdstid og det at undlade at handle på tanker og ideer af jobmæssig karakter i min fritid, samt at skære ned på navlepilleriet. Som jeg skriver i mit blogindlæg, var det den bedste form for terapi, jeg har prøvet.

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.