#METOO (Mor, jeg er blevet overfaldet)

At kunne sige højt, ”jeg er bange”, er en af de vigtigste ting, jeg har lært ved at være en del af #METOO, men også bare ved at være angstpatient.
Jeg blev seksuelt krænket til en fest som 17-årig. I lang tid var mænd og intimitet et no-go. Nu har jeg så mødt en mand. Faktisk har jeg kendt ham en del år nu. Men at have følelser for den sødeste unge mand, og samtidig være en del af #metoo er sgu svært at kapere.

Det var i 2010. Det skete til en fest.
På det tidspunkt i mit liv prøvede jeg at flygte fra alt det, der havde været en følgesvend. Og jeg brugte alkohol som en flugt. Jeg kunne drikke til jeg segnede om, og ikke kunne huske noget dagen efter. Måske er det også en grund til at jeg kun kan huske aftenen i brudstykker.
Nå, men til festen mødte jeg en, som jeg havde det sjovt med. Vi snakkede, grinede og flirtede stort set hele aftenen.
Da jeg på et tidspunkt var godt fuld, begyndte han at blive for nærgående. Jeg kendte min grænse og havde sagt nej. Alligevel forstod han ikke min afvisning, og jeg husker, at efter et black-out, lå jeg på en græsplæne og han havde hånden nede i mine bukser.

Flygt, frys, kæmp

Jeg frøs fast.
Jeg blev virkelig forskrækket og fik hurtigt hans hånd op. Kontaktede mine forældre og blev hentet hjem.
Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg ikke kun tømmermænd, men også de moralske fulgte trop. Hvad havde jeg lavet? Og med hvem? Hvem var han egentlig? Og hvorfor stoppede han ikke? Jeg havde jo sat min grænse. Desuden havde jeg fået at vide, at han var mindreårig – kom jeg senere hen i tanker om, at jeg havde fået at vide.
Når jeg tænker grundigt efter, så havde jeg det ret skidt dagen efter. Det der skete, var ikke okay. Jeg havde ondt. Jeg følte mig utilpas. Klam, beskidt.
Mine eksamener var lige op over, så jeg valgte at blokere det.
Den ramte mig så i 2016, fordi jeg blev forelsket. Og jeg havde ikke fået bearbejdet det. Jeg vidste godt, hvad der var sket, men jeg havde ignoreret det indtil da.
Min lyst forsvandt og min frygt for fremmede mænd overtog pladsen.

Vreden

Det var enormt svært at skulle forholde sig til. Det var svært for min familie. Og jeg var vred. De havde svært ved at rumme det – men hvordan tror de så ikke jeg havde det? Hvad troede de, der skete inde i mit lille hoved? Hver gang vi var sammen, holdt jeg min kæft – men blev mere og mere dårlig af det.
Hver gang nogen sagde: ”Pyt. Glem det. Det er ikke værd at tænke på.”, så blev jeg sur – og bliver det stadig. For hvordan kan man få sig selv til at sige det til en, der er blevet forulempet og har traumer efter det? Et overgreb er ikke noget man bare kan sige ”pyt” til. Det er ikke noget man sådan lige med et kan komme sig over.
Jeg havde det ad helvede til. Jeg følte mig lammet. Jeg havde tilbagevendende mareridt; jeg kunne se scenariet for mig om og om og om igen. Det eneste, jeg ikke kunne se, var hans ansigt. Han havde hættetrøje på i drømmene. Måske havde jeg, bevidst eller ubevidst, valgt at blokere det fra min hukommelse. Der var selvfølgelig en mulighed for at stoppe dæmonerne. Selvmord.
Men døden var ikke en mulighed, og er det stadig ikke. Selvom jeg havde lyst til at forsvinde og glemme. Jeg valgte at kæmpe. Jeg kæmper hver dag. Det føles som en slåskamp at skulle kunne se på en fremmed. At skulle forholde mig til, hvad der er sket.
Så sent som i slutningen af sidste år snakkede jeg med to venner om det. Vi kom ind på emnet, og de fortalte at de havde haft svært ved at forholde sig til hvor skidt jeg havde det. De kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne bryde sammen som jeg gjorde. For de havde jo prøvet noget a la det samme i byen. De var både blevet klappet bagi og fået upassende kommentarer og tilbud.
Da kom vreden igen. Det føltes som om, at jeg skulle forsvare mig selv og de valg, jeg havde taget. For hvordan kunne de sammenligne det, de havde oplevet, med det jeg havde oplevet? Frøs de fast? Nej. Fik de et sammenbrud? Nej. Var de bange? Nej. Sure, men ikke bange.
Kan man overhovedet sammenligne et fysisk overgreb med en upassende kommentar, tilbud eller klap bagi? Jeg synes det ikke.
Hvad er jeres mening?

Ensomheden

Mine forældre og jeg har senere hen fortalt familien det, da mine forældre måtte køre mig på psykiatrisk skadestue i september 2016.
Alt havde bare hobet sig op i mig, og jeg følte jeg var ved at briste som en ballon. Følelsen af at føle sig forkert, beskidt, klam og billig, var for voldsom.
At gå med denne her viden selv, var så slem. Ja, jeg fik psykologhjælp, men jeg følte jeg ikke kunne snakke med andre om det – fordi jeg fik at vide, at ”de ikke kunne rumme det”.
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så ensom før.
Selvom det var en kæmpe lettelse at sige det til mine forældre, så var det det sværeste, jeg nogensinde har måttet gøre. Men det er for grænseoverskridende at snakke med dem om. De ved, jeg er blevet forulempet, og at jeg nåede at standse det inden det udviklede sig til en voldtægt, men mere ved de ikke.
Jeg lagde afstand til, følte jeg, alt og alle, fordi jeg gik rundt med den overbevisning om at, alle kunne se lige igennem mig, og alle vidste hvad der var sket. Og at jeg selv havde lagt op til det; at det var min skyld.

Frygt

Jeg kunne ikke befærde mig i det offentlig uden at frygte, at der gik en fremmed mand med hættetrøje bag mig. Jeg kunne ikke kende mig selv. Jeg hadede mit sind og min krop. Jeg følte mig beskidt og klam. Jeg kunne dårligt nok være i min egen krop. Det var som at have en ”ud af kroppen”-oplevelse.
Jamen, hentyder man ikke kun til det, hvis man har været tæt på at dø? Jo, måske. Men jeg mener bare, at jeg følte at jeg ikke var mig selv; som var jeg en tom skal, der så på mens det skete. Som i en drøm. Som i en uvirkelighed, der uheldigvis var den skinbarlige virkelighed. Jeg havde nogle gevaldige slåskampe med mit sind. Jeg kæmpede for at komme de dæmoner til livs.
Jeg skar alle over en kam; alle mænd var nogle svin. Jeg gik hos en mandlig psykolog. Nogle vil måske synes, der er lidt ambivalent, men jeg fik luft. Og jeg kunne skælde ud på hans køn – uden at han blev fornærmet. Han var objektiv, og hjalp mig igennem; Han var faktisk ret god at snakke med.

Hykler

Jeg er en hykler. Jeg føler mig som verdens største hykler og løgner. Når man har følelser for den sødeste fyr, men har været ude for et overgreb, så er de følelser svære at kapere.
Jamen, Maria, hvis du er blevet overfaldet, hvordan kan du så læse bøger som ”Fifty Shades”, ”After”-serien, ”Calendar Girl”-serien og ”Hun Bad Selv Om Det”, bare for at nævne nogle inden for den genre? Det kan jeg faktisk heller ikke. Ikke lige i øjeblikket, i hvert fald.

Men det kunne jeg tidligere. Måske fordi jeg har kunne skelne virkelighed fra fiktion. Men jeg har også skullet lukke ned for mine egne følelser. Så når jeg har læst, har jeg følt mig som en ”dobbelt”-person, så at sige. Som om der var en pige, der var blevet overfaldet. En pige, der var bange og sårbar og som et glas, der tabes på gulvet, der splintredes i mange stykker. Som var bange og som gemte sig inde i sig selv. Og en anden pige, der var lavet af sten, der var ligeglad.
Pigen af sten kunne læse disse bøger.

Jeg har kunnet gemme mig bag en facade, men lidt efter lidt, er facaden krakeleret.
Det har bestemt ikke været nemt. Tro mig. Det har taget lang tid at kunne åbne en bog som ”Hun Bad Selv Om Det”, men jeg var fast besluttet på at læse den, uanset hvor lang tid det tog. Udover den er vanvittigt godt skrevet, så tager den også fat i vigtige emner. Seksuelt overfald, ”victim blaming”, ensomhed, venskaber og ungdom. Er du nogensinde blevet ”blamet”, Maria? Nej – kun af mig selv. Selvbebrejdelsen har fyldt. Den har vist sit ansigt igen og igen, når jeg er blevet mindet om overgrebet.
Det er noget, som jeg kæmper med hver dag. Det vil sidde i mig resten af livet. Noget, jeg skal lære at leve med. Men det er ikke kun overgrebet i sig selv, det er også relationer til andre mennesker. At skulle genopbygge sig selv og også tilliden til andre mennesker, især det modsatte køn, er svær. Men jeg arbejder på det, for det skal ikke være en hindring. Og jeg vil ikke være bange mere.
Jeg har fundet ud af, at jeg rent faktisk ikke har fået bearbejdet det ordentlig, og min nuværende psykolog, som er kvinde, er ret sikker på jeg har det, man kalder for en belastningsreaktion. En belastningsreaktion læner sig op ad PTSD.

Jeg har senere hen erfaret, at overgrebet har spillet en faktor i forhold til min angst og depressioner.
Hvorfor har jeg valgt at dele min historie? Fordi jeg vil ikke tie stille mere. Der er rigtig mange kvinder (og også mænd), der er udsat for grænseoverskridende adfærd og krænkelser. Det er ikke fair, for det sætter spor i krop og sind, både synlige og ikke synlige. Jeg vil ikke være bange mere. Jeg vil have lov til at leve mit liv, være en ung kvinde og et menneske med følelser og lyster med alt hvad det indebærer.

Om Forfatteren

Jeg er 26 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.