Jeg blev mobbet!

Da jeg gik i folkeskole, blev jeg holdt udenfor fællesskabet, og var udsat for psykisk mobning fra 7. til 9. klasse. Det resulterede i voldsom ensomhed, og både selvværd og selvtillid led et knæk. Min daværende barndomsveninde svigtede og faldt mig i ryggen. Jeg blev snakket ned til, svinet til, bagtalt og overset. Jeg var, så at sige, klassens spøgelse. Så lang historie kort: Jeg har svært ved de nære relationer, og jeg har trust-issues. Der var nogle episoder i de tidligere klasser, men slet ikke på samme måde som i slutningen af folkeskoletiden.

Jeg var hende, der lavede lektierne og kom til timerne – til tiden, vel at mærke. Jeg var hende, der ikke røg smøger, spillede fodbold eller var sammen med drenge. Jeg gad ikke. Fodbold har aldrig sagt mig noget; jeg er en håndboldpige helt ind i hjertet. Røgen fra cigaretterne fik både tøjet og håret til at stinke noget så forfærdeligt, og det kradsede i halsen. Jeg brød mig ikke om at ryge, så jeg kunne lige godt lade være. Jeg var genert over for det andet køn. Godt nok fik jeg min første kæreste i 7., men der var ikke meget forhold over det. For det første, bad mine forældre mig om at holde fokus på skolen og sporten, så der var lidt uoverensstemmelser i hjemmet. For det andet fandt jeg ud af at han var utro og spredte løgne om mig.

Jeg blev bange for at tage i skole.
Jeg kravlede ind i mig selv og lukkede stort set ikke nogen ind. Jeg kunne slet ikke overskue at fortælle andre hvordan jeg havde det. Jeg havde en god klasselærer, der prøvede at hjælpe, men ledelsen var der ikke. Jeg var ofte sygemeldt, så jeg gik glip af meget socialt – men det gjorde jeg jo alligevel. Der var ingen, der ville lave gruppearbejde, medmindre vores lærer lavede grupperne. Men jeg endte altid med at være alene. Så fik jeg da også lavet mine opgaver, uden at blive forstyrret. Jeg blev heller ikke inviteret med til festerne. Men hvis jeg undlod at invitere nogen, når jeg holdt pigeaften, så blev der ”hated” på mig. Når jeg gav modstand, blev jeg slået i maven med en ond kommentar og hånlige fnis. Selv min bedste veninde, jeg havde kendt hele livet, svigtede mig. Jeg var meget ensom. Og ensomheden fulgte med, når vi var sammen med venner og familie. Jeg troede helt oprigtigt ikke på, at der var nogen, der holdt af mig, så jeg holdt mig for mig selv.

De sidste to måneder af 9. klasse var jeg sygemeldt fra skolen, men jeg fik lov til at tage min eksamen sammen med de andre. Min klasselærer gik til ledelsen med det, og jeg fik en fin eksamen, både fordi jeg knoklede for det, og fordi min klasselærer havde været en uvurderlig hjælp. Havde hun ikke givet mig fri de sidste par måneder, er jeg sikker på at resultatet ikke ville være det samme. Jeg var en af de eneste i min klasse, der blev erklæret egnet til gymnasiet lige efter niende, fordi jeg havde gennemsnittet til det. Jeg var bare på ingen måde parat til gymnasiet og det store ansvar, jeg følte det var. Så jeg tog 10. klasse, og de små traumer fulgte trop. Jeg led af migræne, på grund af folkeskolens helvede, og tog stærk medicin for det.
Men miljøet var anderledes. Man snakkede pænt til hinanden. Lærerne snakkede til en i øjenhøjde, og var gode til at se, og tage sig af, de elever, der havde det svært. Jeg fik et par nye veninder, men som sagt, så havde jeg svært ved at stole på nogen.

Da vi skulle lave den sidste skriftlige opgave, inden eksamenerne, besluttede jeg mig for at skrive om hvordan min tid i folkeskolen var. Det var min mor, der kom med ideen. Først blev jeg sur, men jeg kunne godt se det smarte i at få noget luft for mine frustrationer. Min klasselærer ringede til mig en uges tid efter. Jeg var syg af migræne, og havde ligget underdrejet med konstant hovedpine i en uge. Hun havde fået opgaven fra min dansklærer, og så rullede snebolden. De havde kontaktet en skolepsykolog og PPR, så jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for, og det var veltrængt. Min lærer tog en snak med mig, inden jeg begyndte hos skolepsykologen; både hun og jeg græd. Ligesom i 9. klasse, fik jeg lov til at holde fri den sidste måneds tid inden eksamenerne, og jeg fik al eksamensmaterialet sendt hjem.

Da jeg så startede på HF, begyndte det at gå bedre. Men de små traumer puslede i mit baghoved. Var jeg nu god nok? Sådan var det også efter jeg var blevet student og arbejdede som handicaphjælper. Var jeg nu god nok til mit arbejde? Var jeg nu god nok til at få udgivet en bog? Var det fortjent? Ville jeg få anerkendelse og respekt? Og havde jeg fortjent det?

Ja, det havde jeg. Det har to klasselærere været med til at vise.

Det har taget mig mange år at komme hertil. Og mange år om at indse, at jeg er god nok som jeg er. Jeg kan da stadig godt få nogle tilbagefald, men det er noget jeg har lært at leve med og arbejder med det hver dag. Ensomheden har været en tro følgesvend i mange år, ligesom angsten. Jeg kan godt lide at være mig selv. Jeg er en introvert pige, men jeg kan også godt lide at være ude. Jeg prøver, i hvert fald.
Mobning giver traumer. Sådan er det bare. Jeg har kaldt indlægget her for små traumer, fordi der er rigtig mange andre begivenheder, der også har givet mig traumer og ar på sjælen. Men med traumer kommer også en helingsproces. Det har været en kæmpestor skam for mig at åbne op om mine traumer og om mobningen, men det har også været det hele værd. Alle tårerne, alle de søvnløse nætter, alle de brudte venskaber, alle svigt og identitetskriserne gennem årene. Jeg har lært hvem jeg kan stole på, og hvem jeg ikke kan stole på. Jeg har udviklet mig til en kvinde, som kæmper imod uretfærdigheden.

Foto: Flickr

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.