Det var sommerferie og vi skulle på ferie ligesom så mange andre.

Vi var på camping i Kolding sammen med andre fra vores kirke.. Vi havde lånt mormor og morfars autocamper i denne uge..

Min storebror og lillesøster var med på turen..

Der var rigtigt mange aktiviteter for hele familien især for børn…

Jeg burde være glad og bare hygge mig med de andre børn… Men noget var helt galt… Jeg var så bange og ked af det.. At være udendørs var så uudholdeligt at jeg gemte mig i camperen..

Der skulle ingenting til, så græd jeg bare uden at vide hvorfor.. Jeg kunne ikke rumme at lære andre børn at kende.. Jeg har altid været meget sensitiv og var ikke god til at tage kontakt til andre børn.. Men det var noget helt andet..

Vi var der i en uge.. Da vi kom hjem fortsatte jeg med at få det skidt… Jeg vaskede hænder ufattelig mange gange om dagen.. I en længere periode var jeg meget svimmel og nogen gange besvimede jeg også. Det var så ubehageligt, så jeg kom til en masse undersøgelser, for min mor var meget bekymret og det var jeg også selv..

Heldigvis var jeg helt sund og rask fysisk, men det forklarede ikke, hvorfor jeg var så svimmel..

Jeg har altid været meget afhængig af min mor, men desværre blev det meget værre.. Pludselig var der ting, som jeg ikke kunne uden hjælp…

Normalt, når man er 11 år, er man meget selvhjulpen.. Desværre gik min udvikling tilbage..

Jeg var nødt til at få hjælp til at blive tørret bagi, når jeg havde lavet stort på toilettet… For jeg var bange for at jeg ikke var ren nok og jeg kunne ikke selv se det, så min mor skulle forsikre mig, om at jeg var helt ren, for tænkt, hvis andre kunne lugte noget..

Jeg havde også mange ritualer, inden jeg skulle i seng, kan ikke helt huske, hvordan, men noget med at tingene skulle stå på en bestemt måde.. Jeg lod slet ikke selv mærke til det, men det gjorde mine omgivelser..

Min mor besluttede, at der skulle ske noget.. Så jeg kom til en psykiater, jeg vidste jo slet ikke, hvad det var.. Jeg fik at vide, det var en slags “snakkedoktor”, som kun skulle snakke med mig..

Min mor, min stedfar og min lillesøster var med (min lillesøster var kun en lille baby, som var med pga barsel)

Der gik kun få minutter og så sagde psykiater, at jeg havde OCD, også kaldet tvangstanker.. Jeg brød fuldstændig sammen, for så var jeg ikke bare ved at blive skør.. Jeg var alligevel bange for, hvordan skulle jeg lige tackle det, samtidig med at jeg også skulle passe min skole og forsøge at være, som andre børn på min alder…

Det blev til et langt behandlingsforløb, som varede i 6 år.. I starten var det kun samtaler jeg skulle til, men var nødt til at få medicin til sidst, for jeg fik det ikke bedre..

Min psykiater var super god til at forklare, at det ikke var farligt.. Medicinen fik ikke sygdommen til at forsvinde, men tog toppen af isbjerget, så jeg bedre kunne styre det…

Det hjalp rigtig meget, så det blev bare til en vane, at jeg hver morgen tog 50 mg sertralin og så kunne jeg bedre klare skoledagen…

Min psykiater gav mig værktøjer til, hvordan jeg skulle tackle sygdommen.. Min mor havde også nogen samtale med ham alene, hvor hun lærte, hvordan hun skulle tackle mig derhjemme..

Jeg kan huske, at jeg kunne blive ved med at spørge om det samme hele tiden. Det var som om, at jeg gik i selvsving. Min mor skulle svare mig tre gange, og så måtte hun ikke svare mere… Jeg blev så frustreret og ked af det, men det var nødvendigt, for at stoppe min OCD..

At have OCD er som at være delt op i to den fornuftige og den ufornuftige…

Den fornuftige var mig selv, som godt kunne se at det ikke gav mening… Den ufornuftige var OCD, som prøvede at styre mine tanker og handlinger.. Jeg skulle lære at lytte til den fornuftige del, lettere sagt end gjort..

Jeg havde også tvangstanker, om at jeg var bange for at sluge noget, som man ikke kunne spise. Fx kun jeg sidder og tæller, hvor mange småpenge jeg havde.. Pludselig så jeg en indre film i mit hoved, hvor jeg ser mig selv sluge en mønt… Problemet var, at jeg ikke kunne se, hvad der var virkeligt og hvad der var fantasi, så jeg skyndte mig at sige, at jeg ikke har slugt nogle mønter.. Når min mor sagde, selvfølgelig har du ikke det, kunne jeg slappe af igen..

Med tiden lærte jeg at styre min sygdom, så den ikke styrede mig.

Jeg tror desværre ikke, at min sygdom forsvinder, det er en del af mig og min historie..

Forskellen er bare, at nu har jeg fået styr på mit liv og sygdommen fylder ikke så meget mere. Jeg ved, hvad jeg skal gøre når den kigger forbi, som den kan gøre i stresset perioder..

Jeg er en fighter og jeg vil altid kæmpe for at have et godt liv…

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.