Man finder på et splitsekund ud af, hvor skrøbelig man er som menneske. Ens glæde og lykke kan vende 180 grader på et kort øjeblik. Så er det, at man må have hjælp udefra.
Jeg har fået både samtaler hos psykologer og psykiater, men også alternativ behandling.
Tror du på alternativ behandling? Har du nogensinde overvejet noget andet end ”bare” den almene behandling, som lægen henviser til? Hvis ikke, så synes jeg ikke, du skal læse videre. Men… det kunne jo være, du fik et helt nyt syn på alternativerne.
Tilbage i 2016 prøvede jeg for første gang hypnoseterapi i forbindelse med behandlingen af det overfald, jeg var udsat for seks år tidligere.
Hypnoseterapi er en rejse helt ind i sjælen. Man oplever de begivenheder, der har været med til at knække en, og pludselig får man en mulighed for at kunne arbejde med smerten og angsten og rent faktisk komme videre, blot ved at være i en hypnose. For mig føles hypnose som en form for mental omgang massage, hvor man får masseret alle affaldsstofferne ud af krop og sind.
Den første gang, jeg var i hypnose, kan jeg huske, var en meget ubehagelig oplevelse, for jeg var tilbage til den aften, jeg blev overfaldet. Jeg var der, men som en slags observatør, føltes det. Giver det mening? Det er også lidt svært at forklare. Men for at kunne få bearbejdet traumet, måtte jeg tilbage til hændelsen. Og det virkede. De næste par gange, jeg var i hypnose, var jeg ikke bange, nærmere lettet.
Grunden til at jeg har skrevet dette blogindlæg, er, at jeg har besøgt en clairvoyant, og det var noget af en oplevelse. Jeg kan på ingen måde være nøgtern her, og jeg vil ikke fortælle om alt, hvad vi snakkede om, men jeg kan fortælle, at det gav mig ro på. Så hvis ikke man tror på det, skal man ikke kommentere blogindlægget. Jeg kunne endelig få lidt ro i sindet; sætte punktummer, hvor der før var gråzoner og spørgsmålstegn. Jeg fik svar på min fremtid, svar på min sorg og svar på, hvorfor jeg var blevet svigtet af de nærmeste venner.
Lad mig prøve at forklare det. Da jeg sad overfor hende, spurgte hun, hvorfor jeg havde valgt at komme til en session, og hvad jeg ønskede at få ud af det. Hertil svarede jeg, at jeg ønskede at få lukket nogle huller og få afklaring på forskellige problematikker, som fylder meget i min hverdag. Jeg startede med at fortælle om min gudmors pludselige død for tre år siden, og hvordan sorgen endnu påvirker mig. Det eneste, clairvoyanten fik at vide, var min gudmors navn, intet andet. Hun fortalte mig, at min gudmor stod og fortalte, som clairvoyanten så kunne sige videre til mig, om hændelsen. Det gav mig både kuldegysninger og tårerne rendte ned ad mit ansigt. Det lyder sindssygt – måske endda for godt til at være sandt – sådan føltes det også. Tro mig. Men hvorom alting er, så vidste clairvoyanten intet om min gudmor eller hendes død.
Min morfar gik bort to et halvt år, før jeg kom til verden, men jeg har altid kunne mærke ham. Det var ham, jeg, skal vi kalde det, ”henvendte” mig til, da jeg skrev ”Hjem kære hjem” og skulle have den udgivet. Jeg er en lidt spøjs en. Jeg taler meget med mig selv, for som min mor siger, ”nogle gange skal man lytte til en klog”. Men clairvoyanten smilede til mig, rystede på hovedet og sagde, ”Maria, du taler ikke med dig selv.” Endnu en gang rejste hårene sig på mine arme. Så mærkede jeg et kuldegys ned ad rygsøjlen, som jeg gør, når jeg har ”talt” med min morfar. Han er hos mig som en slags omsorgsperson, forklarede hun.
Vi fortsatte, og hun sagde, at jeg ikke skulle være ked af, at dem, der havde forladt mig, havde valgt det, for de kunne ikke tåle, at Maria lige pludselig sagde fra og satte en grænse. De var vant til en Maria, der bare tog imod og imod, ikke hende, der faktisk havde en mening, og som stod op for sig selv, og det har de ikke kunnet tåle. Det havde for dem været som at få en syngende lussing. Jeg skulle nærmere være glad for, at de var ude af mit liv, for de gjorde intet godt for mig, tværtimod. De valgte sig selv og at tage hensyn til sig selv. Det er selvfølgelig fint nok, men det var bare måden, det skete på, der ikke var okay. For at komme videre skal jeg tilgive dem. Om jeg har det, ved jeg endnu ikke, for jeg synes det er svært. Jeg har jo set det som det største svigt, men de har taget vare på sig selv, ligesom jeg har skullet tage vare på mig. Dertil skal også siges, at mit liv er meget bedre nu. Ingen bekymringer, angst eller savn af dem. Det er nærmest en lettelse. Det lyder tarveligt, men sådan har jeg det altså. Det skrev jeg til en veninde, og hun svarede: ”De gode mennesker siger til og fra. Så ved man også hvor man har dem, og de er et meget mere pålideligt selskab”. Jeg blev simpelthen så rørt over beskeden, så jeg spurgte, om jeg måtte bruge den i min blog. Og det måtte jeg heldigvis gerne.
Ifølge clairvoyanten kommer jeg til at møde en mand, der er min diametrale modsætning. Som yin og yang. Jeg er selv meget introvert, så hvis ham, jeg en gang møder og finder sammen med, viser sig at være ekstrovert, så vil jeg bare være lykkelig og tage imod. Det vil være et supergodt og megasundt modspil til min stille type. Og hvis jeg ønsker at få børn, så kommer jeg ikke til at blive alenemor. Både ved at være i hypnose og ved at være hos en clairvoyant og have været igennem en masse terapi, har jeg med tiden lært at det er okay at have en lyst og en seksualitet, selvom der er sket noget grimt. Sex er dejligt og sundt og sjovt.
Alt det her og mere til fik jeg at vide af et menneske, der ikke havde mødt mig før. Hele oplevelsen har gjort mig træt og rundtosset. Dagen efter fik jeg en reaktion på det. Jeg var rastløs og ked af det, og samtidig også fuld af en helt ny form for energi. Mentalt udkørt. Her kunne det sagtens føles som en mental hjernerystelse eller hjernetræthed af al den info, jeg fik fra en helt ny vinkel.
Vi har alle en eller flere ”hjælpere” og en vejleder i livet. Jeg har tre hjælpere, som alle ønsker, at jeg kommer videre på en sund og fornuftig måde nu, og der er kun én vej: fremad. Angsten vil altid være en tro følgesvend, og jeg vil opleve dårlige dage med angstanfald og andet godt, men jeg har fået nogle redskaber, både af clairvoyanten og af psykologer, jeg vil bruge fremadrettet.
Da hun skulle heale mig, startede hun med at fortælle om mine chakraer. Det kan man læse om på nettet, men kort fortalt, så er det nogle bestemt centre i vores kroppe: fra hovedet og ned gennem torso. Hun var mest ved min hals, og hun forklarede at mine hjælpere sagde, at jeg skal bruge min stemme noget mere. Gøre mere ud af mig selv. Være modig og sprudlende. At vise verden, at jeg faktisk også har en plads her i verden, og at den skal bruges fuldt ud.
Så sagde hun, at der stod en ældre mand bag ved hende, som blev ved med at sige, at han ville ”gå gennem ild og vand” for mig. Så spurgte jeg, om det var morfar. Hun spurgte så om, hvordan han så ud, og hvad han hed. Der fortalte jeg, og hun sagde, ”nej, det er ikke ham. Ham, der står bagved, er ældre, har briller og er skaldet.” Det kan kun være min farfar, der døde for ti år siden. Hun spurgte endvidere, om min farfar var arbejdsmand, for han havde blandt andet havehandsker på. Min farfar var gartner. Uddannet planteskolegartner, men arbejdede mest som anlægsgartner. Det vidste hun ikke, for det havde jeg ikke sagt noget om. Endnu en gang måtte jeg lade tårerne rende.
Mens jeg har siddet og skrevet det her blogindlæg, har tanken om, at jeg ikke kan kramme mine bedstefædre og min gudmor, været som en ordentlig lammer. Der var ikke noget andet, jeg hellere ville end at holde om mine bedstefædre og fortælle, hvor højt jeg elsker dem, og hvor meget jeg savner dem. Min gudmor ligeså. Ud over min mor, var hun den klogeste kvinde, jeg kendte. En lille anekdote hertil: Da jeg røg ned og blev sygemeldt i 2016 og ikke kunne rumme at være i samme lokale med andre, især mænd på det tidspunkt, foreslog hun faktisk, at jeg kunne lave noget, der havde med gartneri at gøre. Albueplads og højt til loftet, var hendes argument. Dengang tænkte jeg bare, ”du kan tro, det er løgn. Jeg skal have med bøger at gøre. Slut, færdig.”
For to uger siden var jeg til samtale med to studievejledere om at starte på en grøn uddannelse og er også søgt ind, mens jeg leder efter en læreplads. Gudmor, du kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Jeg bøjer mig i støvet. Undskyld, fordi jeg ikke lyttede til dig. Jeg elsker dig.
Min far tror ikke på clairvoyance, så at skulle snakke om det her emne, har været lidt svært. Vi er begge to meget stædige, og vi holder på hver vores og vi er ikke til at hugge eller stikke i. Min far tror på det videnskabelige; det, der er en forklaring på. Det er jo både klogt og fornuftigt, men jeg tror på, at der er en dybere mening med det hele. Min mors side af familien er til den spirituelle side, og jeg har siden jeg var lille haft en livlig fantasi, men også vidst, at der var mere end det, der kunne forklares med videnskab. Selvom far ikke er spirituel, som jeg og min mor er, så accepterer han det, og han har også en vis respekt, for han synes, jeg skal bruge det, hvis jeg kan få gavn af det og det hjælper mig.
Jeg synes, at det at være hos en clairvoyant, har hjulpet mig med at finde ro og fået sat nogle punktummer. Hypnoseterapi er godt for mig, og jeg har tænkt mig at bruge det. I den bog om angst, jeg er ved at skrive nu, er der en masse forskellige mennesker, både med angst og behandlere, der fortæller om deres behandlinger og behandlingsmetoder, og det er blandt andet også former for alternativ behandling. En god ven og jeg fik en lang snak i sidste weekend om den form for behandling, han havde været igennem; meta-kognitiv behandling. Det havde hjulpet ham utrolig meget, blandt andet fordi den behandlingsform går ud på at bryde mønstret og ikke fokusere på ”det”. Han brugte en meget fin reference til Harry Potter-universet, hvor ”Voldemort” er ”det”.
Jeg siger ikke og opfordrer heller ikke til at opgive medicin og psykiatrisk behandling, men man kan supplere med eksempelvis hypnose eller noget andet. Jeg tror på, at ting sker af en grund. Om alt det, clairvoyanten fortalte mig, kommer til at ske, kan jeg ikke svare på, men jeg ser fremad nu og er spændt på, hvad min fremtid bringer.
Jeg er startet i et terapiforløb hos en psykiater. Men det tærer på kræfterne at skulle starte forfra med en ny terapeut, der ikke kender mig og min baggrund. Hvordan det forløb kommer til at gå, kan jeg kun gisne om, men jeg giver det en chance. Men det, der fungerer for mig, er min blog, mine gåture, mine veninder og min familie. Man skal tale, og ikke tie de svære ting ihjel.
Foto: Privat. Solnedgang ved Vesterhavet