Refleksioner over 2021.
Wow, for helvede, et år 2021 har været! Det her blogindlæg er en masse tanker og et kig tilbage på, hvad der er sket i år. Det har været noget af en rutsjebanetur i hele følelsesregistret.
Føler mig noget bombet, fyldt op og megatræt. 2021 er nærmest fløjet afsted, og jeg ved sgu ikke helt, hvor det år blev af. Året har budt på både sorger og glæder i nærmeste familie, og da jeg er et menneske, der føler meget stærkt, så har det været voldsomt at opleve 2021’s vilde rutsjebane. Har netop set ”Året der gik 2021” på DR1, og jeg måtte have kleenex frem. Der er sket så mange, mange ting i løbet af året. Tårerne fik frit løb af at se billederne og genhøre de historier, der har fyldt i medierne, både her i Danmark og i resten af verden. Stærke, smukke, rørende og voldsomme billeder.
I februar måtte vi sige for evigt godnat til vores fantastiske Emma-pige, og det gjorde helt ufatteligt ondt. Vi savner hende hver dag, men mindes alt det gode, hun gav os i tolv år. Foråret og sommeren har stået i skriveriets og litteraturens tegn. Jeg afsluttede mit forløb på Forfatterskolen for Psykiske Sårbare i juni, efter at være kommet på fortsætterholdet. Den sidste weekend i juni måned var De Gamle Huse på Lolland-Falsters museer ændret til en forfattermesse for ”UnderStrømmen”, en del af StORDstrømmen. Jeg havde en fantastisk weekend sammen med mine skønne kollegaer. Jeg læste op af ”Hjem kære hjem” og fik også præsenteret nogle af mine digte. Weekenden forløb dog ikke uden problemer og interne uvenskaber og intriger. Jeg ville helst holdes udenfor og ikke rodes ind i det, men det er uundgåeligt ikke at blive påvirket af andres stridigheder – især når det går ud over alle andre, inklusive publikum. Selvom der ikke bliver holdt et sådant arrangement til næste år, så håber jeg sådan, at jeg stadig kommer til at se mine kollegaer nede syd på, for jeg holder meget af dem, og jeg lærer nyt ved at være sammen med dem.
Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at der var VM i både fodbold i sommer, håndbold her i december, Tour de France og OL i juli. Det har været et fuldstændigt vildt sportsår.
At se det danske fodboldlandshold, efter Christian Eriksens kollaps, var det ultimative svar på sammenhold, venskab og loyalitet. Man kan da kun have respekt for de drenge, staben og Kasper Hjulmand. Mine forældre og jeg så en dokumentar, her op til jul, om det danske landshold og sommeren 2021 og genså både det voldsomme øjeblik, drengene der stimlede sammen, og hvordan de danske fans bakkede op. Det giver mig stadig gåsehud. Man skulle da også være lavet fuldstændig af sten, hvis ikke man blev det mindste påvirket. Jeg må indrømme, jeg er mere til håndbold end fodbold – fordi jeg selv har spillet og drømte om at blive professionel og komme på landsholdet. Men min glæde og respekt for fodboldlandsholdet er kun vokset siden i sommer.
Apropos sport. De danske håndboldkvinder har imponeret mig ved VM. Måske fordi de har en træner, der er helt ekstraordinær. Jesper Jensen. Men derudover kan jeg sammenligne håndboldpigerne med fodbolddrengene, med det sammenhold de har. Det er kærlighed, respekt og loyalitet hele vejen igennem. Ja, man vil da gerne vinde en kamp – men det er ikke det vigtigste. Pigerne fik en bronzemedalje, men har vundet så meget mere i mine øjne. De er guld værd! Hurra for vores danske sportsudøvere, og stort, stort tillykke til alle. Og, nå ja, så vandt Thomas Vinterberg da lige en Oscar for ”Druk”. Også et stort tillykke til Thomas Vinterberg!
Nå, men så kom august, og jeg startede på uddannelse, væltede og måtte på psykiatrisk skadestue. Mit hoved gik omgående i gang med andre muligheder, og i start oktober begyndte jeg i virksomhedspraktik på en planteskole, og jeg er så heldig, at jeg har fået det forlænget frem til april. Det var den bedste julegave! Hvad der skal ske derefter, ja, det må tiden vise – men det bliver ikke uddannelse. Lige nu er jeg glad for praktikken, min chef og skønne kolleger.
Jeg havde en superfed oplevelse her d. 16. december. Mine forældre og jeg var inviteret til at se et stykke. En god ven er med i en dilettantgruppe, JAS, Jægerspris Amatør Scene, og de spillede en forestilling, de selv havde skrevet. Det hed ”Ud af min krop” og tog udgangspunkt i isolation og ensomhed, at være og føle sig anderledes. Det var en virkelig interessant forestilling, som satte tankerne i gang, og som gik lige i følelsesregistret. Jeg er i hvert fald imponeret over, at disse unge mennesker har haft modet til at fortælle deres personlige beretninger om angst, ensomhed, føle sig som et andet køn, klaustrofobi og bare føle sig misforstået, fanget i krop og sind gennem et teaterstykke. Det var superflot og supermodigt!
Når jeg nu er inde på emnet om ensomhed og isolation, så kan man ikke undgå at komme ind på coronasituationen. Personligt har jeg ikke været ramt af det, men jeg kender flere, der har været syge af corona. Nogle af dem har fået vaccinen, andre har ikke.
Hvis der er en ting, der har splittet danskerne, er det spørgsmålet om vaccinen og restriktionerne. Hold da op, hvor er folk bare bedrevidende og klogere end de mennesker, der arbejder med det til daglig. Jeg må indrømme, jeg har det yderst svært med de mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved vaccinens effekt. Ja, det er en gift. Det skal jo slå sygdommen ihjel. Men kemo er også giftig. Der er mange ting, der er usunde for vores kroppe, men vaccinen er ikke ligefrem produceret for sjov. Den er skabt for at gøre os bedre rustet mod virusset, for at bekæmpe en viruspandemi, der indtil for snart to år siden var ukendt. Både mine forældre og jeg har lige fået tredje stik. Jeg ved, at jeg med dette her deler vandene, og nogle vil endda føle sig stødt. Men jeg har lov til at have en mening og ytre den, ligesom alle andre. Det irriterer mig, at folk har en sådan skepsis over en vaccine, men indtil nu har jeg bare rystet på hovedet og holdt min kæft. På en eller anden måde har jeg ikke lyst til at gøre mig til uvenner med nogen, men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke længere vil holde min mening inde. Jeg synes faktisk, at dem, der ikke er vaccineret og bliver ramt af corona, er karma. Om det bliver et wake-up call for dem, ved jeg ikke. Jeg kan kun håbe på det. I min optik er det fuldstændigt åndssvagt, uansvarligt og hensynsløst ikke at lade sig vaccinere. Bevares, nogle kan måske ikke tåle vaccinen – det er så, hvad det er. Men at være så meget imod vaccinen, at man udsætter andre for smitten, er virkelig unfair og især overfor vores sundhedssystem, der i den grad er presset. Man kan jo sagtens være rask smittebærer uden at have symptomer.
Man kan kalde mig, hvad man vil, og mene om mig og vaccinen, hvad man vil, men jeg holder på mit. Ligesom alle andre er jeg også megatræt af restriktionerne. Det er da skideærgerligt ikke at kunne gå i biografen eller i Tivoli, men det er ikke ligefrem for sjov, at der bliver lavet restriktioner. Ja, det rammer kulturlivet hårdt – igen. Men hvad ville konsekvenserne være? Endnu flere syge og endnu mere pres på sygehusene? Corona er ikke ”bare” en influenza. Hvornår går det op for skeptikerne, og gør det overhovedet det? Eller vender man hellere det blinde øje til og skyder skylden andre steder hen, og kalder regeringen for magtliderlig ved at lave restriktioner? Det værste er nok den hån og mobning, regeringen bliver udsat for, men sådan er det altså desværre blevet, også takket være de sociale medier. Det er så nemt at sidde bag en skærm og svine andre til. Andre, som prøver og kæmper for samfundet og for vores helbred. Man kan vel ikke andet end at ryste på hovedet ad det og tænke sit, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive påvirket af det.
Nå. Det var min egen uforbeholdne mening, og lidt galde, jeg havde brug for at komme af med.
2021 har budt på alverdens voldsomheder, kriser, dødsfald og klimaforandringer.
Jeg håber og tror på et godt nyt år. Et bedre 2022. Der har været så mange ting, der har splittet os; sygeplejerskerne strejke og kampen for bedre løn og arbejdsvilkår – hvilket de i den grad fortjener! Dansk politik, minksagen, coronaepidemien, restriktionerne og regeringens håndtering af alle disse skelsættende begivenheder har været heftigt debatteret. Det her er kun en lillebitte brøkdel. Man bliver jo helt forpustet. #MeToo og krænkelsessager har fået nyt liv, så at sige. Jeg får stadig ondt i maven og bliver vred, når jeg hører om sager og oplevelser, som folk har været ude for.
Men hvis der er noget, der også har været signifikant for det her år, er det sammenhold og næstekærlighed.
Jeg kalder mig selv for en realist, men er vel egentlig også optimistisk. Selvom 2021 har været et følelsesmæssigt hårdt år, og blogindlægget her blev en hel roman, så har jeg stadig svært ved at finde de rigtige ord, der kan beskrive og definere året. Men jeg tror på, at 2022 vil blive godt. Ingen kan fortælle, hvordan morgendagen ser ud, men man kan selv gøre sit til, at det bliver en god dag. Jeg fortsætter mine skriblerier, boganmeldelser og meget andet – så må vi se, hvad der ellers sker i løbet af året. Men jeg er optimistisk og håber på det bedste. Til sidst en stor, stor hyldest til alle, der har skabt historie i løbet af året. Danmarkshistorien bliver stærkere og vildere år efter år.