Så er praktikken her hos Outsideren i hus, og jeg er så glad og stolt! Jeg startede for et par uger siden, og sikke en start jeg har fået. Jeg startede jo egentlig som frivillig og var med til et redaktionsmøde, inden jeg gik på ferie i slutningen af august.
Min ferie gik dog ikke som planlagt. Jeg blev syg med nyrebækken betændelse og måtte indlægges på et hospital i Sverige. For at gøre en lang historie lidt kortere: Jeg troede først, at det var en hård omgang influenza og smerter i ryggen, som jeg troede var muskelsmerter. Hertil skal det også lige siges, at lægerne mente, at det var en lille nyresten, der havde være årsagen til betændelsestilstanden.
Det var først, da jeg begyndte at svede og fryse samtidig, var svimmel og ikke kunne sove ordentligt, og måtte have hjælp af min kæreste til at få tøj på efter et bad, hvor jeg var ved at kollapse, at det var nok lidt værre end bare influenza. Min mor og kæreste kørte mig til den lokale læge, som tog en masse prøver, og som sendte mig direkte videre til et sygehus, da mit infektionstal var tårnhøjt.
Jeg var bange, utryg, havde tankemylder og fik angstanfald af både panikangst og anfald af dødsangst. Til at begynde med, anede jeg ikke, hvad jeg fejlede, så det var lige så meget det, der gjorde at jeg fik så heftige angstanfald. Jeg måtte have antibiotika, smertestillende og væske intravenøst, for jeg kunne slet ikke holde hverken mad eller bare et glas vand i mig de første par dage. Så jeg havde en lille slange siddende i armen. Den høje feber og min krops sygdomstilstand gjorde at jeg fik voldsomme mareridt. Om man kan kalde det feberdrømme, ved jeg ikke, men de var i hvert fald så grelle, at jeg ikke har ville fortælle det til min kæreste eller mine forældre.
Min mor blev indlagt sammen med mig, og det tærede psykisk på hende. Udover hun skulle være mor for mig, var hun også tolk og den der tog sig af alt det praktiske i forbindelse med indlæggelsen. Egentlig måtte hun slet ikke være indlagt sammen med mig, da de i Sverige stadig har nogle restriktioner i forhold til corona. Men min mor skar igennem og sagde, ”Hvad nu hvis Maria får et angstanfald, når jeg er gået eller får et i løbet af aftenen eller natten, hvem skal så trøste hende og få hende til at falde til ro?” De svenske læger og sygeplejersker løber mindst lige så stærkt som det danske sundhedspersonale.
Jeg var dybt ulykkelig og jeg savnede min kæreste. Jeg var indlagt i tre døgn og blev udskrevet den dag, vi skulle hjem fra ferien. Så den ferie røg sig lige en tur. Det har givet mig dårlig samvittighed, at ferien røg i vasken. Selvom jeg ikke kunne gøre for, at jeg blev syg, så har den dårlige samvittighed tæret på mig. Det var første gang, at min kæreste skulle med os i sommerhus i Sverige, og vi havde virkelig glædet os. Min kæreste var en kæmpe støtte for mig under hele sygdomsforløbet, og min far og kæreste det hyggeligt i sommerhuset. De spillede kongespil, drak øl, sludrede, spillede billard og bordtennis, og sendte billeder til os, mens min mor og jeg var på sygehuset.
Til trods for den voldsomme oplevelse, det var, så må jeg sige, at de svenske læger og sygeplejersker var så søde ved min mor og mig, og de var gode til at komme med information til os. Faktisk har det været så voldsomt for mig, at jeg ikke er gået i dybden med hvordan jeg egentlig havde det, her i blogindlægget, for det har jeg ikke kunne overskue eller rumme uden at blive påvirket og ked af det.
Nå, noget helt andet og mere positivt. Min start her hos Outsideren er gået over al forventning. Inden jeg gik på ferie, fortalte ledelsen at de var en ud af seks foreninger, der var blevet nomineret til Årets Fællesskabspris, som skulle uddeles på Københavns Rådhus den 27.september. Det var en skøn eftermiddag, hyggeligt at hilse på de andre foreninger og høre om deres arbejde. Outsideren vandt prisen Årets Københavnerpris 2022, som var en af de to priser. Vi var alle så glade og stolte og overvældede. Ugen efter startede Don’t Fear The Weird filmfestival, og i lørdags var der Psykiatritopmøde. Der skal lyde et stort tillykke til skuespiller og sanger Jesper Groth, som fik PsykInfos Åbenhedspris, ved filmfestivalen, for at stå frem og fortælle om at have en bipolar lidelse i underholdningsbranchen. Så sejt og så fortjent.
Topmødet gik rigtig godt. Det blev afholdt i Imperial biografen, hvor Outsideren selv havde en stand. Jeg var med i standen, og nåede også at høre spændende oplæg fra bl.a. Svend Brinkmann og beskæftigelsesministeren, Peter Hummelgaard, samt Jakob Riis, som er direktør i Falck. Jeg havde set frem til et oplæg med Brinkmann, Hummelgaard, Riis, Poul Nyrup og andre, men det måtte droppes, da Poul Nyrup blev dårlig på scenen og måtte hjælpes ud. Vi fik senere at vide at han var okay. Hold da magle en dag, jeg var helt mørbanket, da jeg kom hjem.
Jeg fylder snart 30, og det har jeg det lidt svært med. Ja, truth be told, så kan jeg slet ikke overskue at holde min fødselsdag. Uanset hvordan jeg end vender og drejer det, så bliver jeg altså et år ældre. Min kæreste har lige haft fødselsdag. Jeg havde booket et hotelophold til os, og vi havde en dejlig weekendtur og et break i hverdagen. Planlægningen af min egen fødselsdag tærer på min psyke. Det har givet mig tankemylder og tudeture. Selvom jeg har brugt lang tid på planlægningen, så kan jeg ikke rigtig overskue at skulle fejres. Kald det fødselsdags-blues eller en 30-årskrise eller noget helt tredje, som det ved nærmere eftertanke, er.
Det er som om, at når det går godt og der sker nyt og spændende, så er det mange ting lige oven i hinanden, og det har jeg svært ved at kapere. Jeg bliver hurtigere træt, overstimuleret og grådlabil, og min krop og psyke siger fra inden jeg får en nedsmeltning.
Jeg fik mig en lang og god snak med min støtteperson om mine tanker, og i hendes optik har jeg to valg: Dyrk det og have ondt af mig selv, eller gør noget ved det. Det gav mig noget at tænke og reflektere over. For i bund og grund er jeg bare kommet frem til at jeg ikke har lyst til at holde fest nu, bare være sammen med min kæreste og familie. Festen bliver til sommer.
Jeg har det med at banke mig selv oven i hovedet og fokusere på alt, det jeg ikke har, i stedet for at se på det, jeg har og har opnået. Jeg havde en masse drømme og ønsker, da jeg var yngre. Nu har jeg andre ønsker og drømme for min fremtid – og min kæreste er en del af det. Det er ikke mere end et år siden, jeg var nede at dykke og havde det ad helvede til, var ensom og i en form for sorg. Ja, der er altså sket meget på blot et enkelt år. Selvom jeg har været igennem en masse, så er jeg landet et godt sted.