Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave et skriv vedr., at det måske kunne være smart at genoverveje måden man i dagligdagen tænker om psykisk sygdom.
For mig, kan en “psykisk sygdom” være en ustandselig umiddelbar god ting. Det er meget, meget sjældent at man kigger på de positive aspekter ved dét, at være diagnosticeret med en psykisk sygdom.
Den første gode ting er, at det nu er opdaget, og man derefter derfor kan få den rette hjælp og støtte.
Den anden gode ting er de slags superkræfter, som kommer med det, at have en psykisk sygdom.
Med min skizofreni, er det enormt sjældent, at de positive aspekter kommer på banen. Med dette mener jeg ikke positive symptomer, for dér er meget stor forskel på dét, og hvad jeg mener.
Hvad jeg mener, kan f.eks. være indlevelsesevne, empati? Jeg tror på, at for at kunne rumme de her negative symptomer – så må der også være noget godt, som kommer med.
Lad os kigge på autisme. Her er det nok især indlevelsesevnen, som man kigger på, som egentlig kan være en udmærket egenskab. Autister har ofte én/få særlige interesser, som de så går rigtig meget op i – hvad er egentlig skidt ved det?
Der er stadigvæk enormt meget stigma mht. psykisk sygdom, hvilket jeg synes er så ærgerligt.
Hvis vi fik nye briller på, tænkte, at ALLE mennesker er ligeværdige, alle fortjener kærlighed, omsorg, respekt. Så ville vi måske også begynde at se “psykisk sygdom” som hvad ved jeg, en slags superpower – fordi at vi har været igennem nogle ting, som alle måske ikke ville kunne komme igennem?
I frygt for at lyde naiv eller at hvad jeg skriver ikke giver mening, så vil jeg da prøve at uddybe.
Jeg mener bare, at jeg synes der burde være – for det første – meget mere fokus på recovery i psykiatrien. Men hvis dette ikke er muligt eller har lange udsigter, så er det bedste vi kan gøre vel at dræbe myten om, at psykisk sygdom er farligt osv. osv.
Man kan være nok så stille og rolig med en psykisk sygdom – det kan blot være tankerne, som invaderer en & gør det svært at fokusere…
Tankerne/fordommen om, at psykisk sygdom er farligt og noget som skal bekæmpes, gør intet godt, er min teori.
Det gør, at man kommer til at føle sig forkert i sin egen krop, at man har gjort noget forkert…
Jeg har lige været til det mest inspirerende foredrag med psykologen Anders Sørensen og Zandra Berthelsen, kendt fra Tønder-sagen, vedr. misforståelser i psykiatrien, overmedicinering etc.
Måske ikke misforståelser, men en generel forkert håndtering af triste mennesker, som søger noget mere mening med livet, og som føler sig magtesløse.
Jamen lad os da putte dem på noget medicin, sådan, at de ikke kan mærke deres magtesløshed.
Problemet er, at dette ikke løser problemet. Det gør blot, at man lever kortere, får bivirkninger og lever i den berygtede “osteklokke”-følelse, hvor det bliver svært at mærke grænser. Dette gør også, at det bliver sværere at bevare job & nære relationer – generelt opretholde et normalt liv.
Er det paradoksalt? Det er det vel nok. Man får jo en diagnose, får at vide, at man nok ikke rigtig vil blive til noget pga. disse besværligheder “sygdommen”/lidelsen forårsager. Det er paradoksalt, at denne medicin så faktisk praktisk talt kan forværre ens tilstand.
Kort sagt er det ved at være en forældet metode, psykiatrien bruger.
Og det smerter mig, at man egentlig skal gå med så stille døre, hvis man lider psykisk. Fordi man kan være bange for at blive dømt/misforstået. Jeg tænker hvad man har brug for i allersimpleste forstand, når man lider psykisk, det er en som lytter og støtter. Ingen tvang, ingen påduttelse. Bare én, som er der for én, er nærværende og gerne vil hjælpe én.
Hvad sker der så, hvis man f.eks. siger nej tak til medicin/psykofarmaka?
Det er nok ikke så velset. Det er jo nærmest en selvfølge i dagens Danmark, at har du en psykisk lidelse, jamen så er det en del af pakken at du tager medicin for at få det til at gå væk. Men det er symptombehandling. Det går ikke i dybden – der findes ikke noget som en magisk pille du kan tage, og så vupti, så er alle dine problemer væk. Desværre! Jeg beklager, hvis jeg provokerer lidt lige nu. Men det er sandheden.
I stedet handler det om konstant healing. Gør gode ting for dig selv hver dag, hav nogle gode strukturer/vaner/ritualer, som hjælper dig fremad. Det kan være hvad som helst. Skriv dine tanker ned, tal med nogen om hvad der ligger dig på sinde. Læs en god bog, gør rent. Stå ved dine grænser. Lav en to do liste med dine intentioner for dagen, når du vågner.
Jeg siger ikke, at de her ting er nemme. Tværtimod kan det føles som en enormt svær og uoverskuelig opgave at heale, når man kæmper med sindet/humøret. Måske du sidder og tænker, hvordan kan hun skrive sådan, kæmper hun ikke selv – tror hun, at hun er superwoman?
For mig hjælper det at skrive mine tanker ud. Jeg kæmper bestemt. Mere end hvad jeg giver udtryk for herinde. Men jeg ved, at der er en mening med alt – og at uanset hvor langt nede man er, så kan man ALTID få det bedre.
Tak fordi du læste med. 🙂
Foto: Privat