Hej. Jeg sidder lige og prøver at lytte til mig selv ift. hvordan jeg skal formulere, hvad det er jeg gerne vil formidle i dag.
Navigation i følelser og tanker. Det kan være en kæmpe opgave. Især for os, som er psykisk sårbare.
Jeg mener, at det handler meget om at lytte til sig selv. Vær alene, sluk for tv, musik – bare vær uden at være stresset. Hvad kommer til dig?
Meditation/mindfulness kan hjælpe på rigtig meget.
En følelse af at skulle være der for alle andre end sig selv, er enormt belastende.
Omend er det en følelse, som jeg slæber rigtig meget rundt på… Derfor kan det være svært at lytte til sig selv og sine egne behov.
Jeg tænker, at det er en vane, som mange af os måske godt kunne gemme lidt væk – og tænke på os selv først og fremmest.
Der er en frygt i at sige nej. I at sige fra. Jeg ved da fra mig selv, at jeg er totalt angst for at gå glip af ting og derved eventuelt bagtalt. Nogle mennesker er bedre end andre til at kende deres egne grænser helt fra barnsben. Jeg hører til den gruppe, som desværre kan have svært ved det.
For at være bruger af psykiatrien og kæmpe psykisk, skal der rigtig meget styrke til. Det er ikke fordi vi er svage, at vi har brug for hjælp/støtte til at komme os fra psykisk sygdom. Tværtimod.
For nylig har jeg indset, at ja, jeg har udfordringer. Jeg tror, at jeg har været en lille smule i selvfornægtelse mht. mine udfordringer. Det er helt fint at have udfordringer. Der er intet i vejen med det, så længe at man selv har kontrol over sine udfordringer, og de ikke har kontrol over en.
Det er ikke farligt at have udfordringer mentalt. Det kan være ubehageligt ja, hvortil det er vigtigt med et godt netværk, som er der for en og kan rumme det.
Jeg vil nok aldrig slippe helt og fuldkomment af med mine mentale udfordringer – de vil altid være en del af mig. Men hvad er der egentlig galt i det?
Jeg prøver på at omfavne mine flaws i stedet for at skamme mig over dem – dét kommer der nemlig intet godt ud af.
Og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme 🙂
Foto: Privat