Hej 🙂
Jeg har været gravid, fandt jeg ud af for nogle måneder siden, sådan helt sikkert. Det var en overraskelse for mig, og også faren… Desværre så var jeg det kun halvanden måneds tid, hvorefter jeg aborterede spontant i slut-oktober sidste år.
Jeg har været dybt deprimeret — det er faktisk det sværeste, som jeg nogensinde er gået igennem, vil jeg vove at påstå. Jeg havde endda spiral i, så det var slet ikke planlagt.
Jeg plejer altid at tænke, at der er ikke noget så dårligt, at det ikke er godt for noget. Men at miste et lille liv indeni sig, den gør altså ondt, og sådan er det bare – i hvert fald for mig. Jeg har faktisk været isoleret Ca. 3kvartår i min lillebitte lejlighed uden at komme ud eller rigtig se nogle, bare bestilt dagligvarer fra Wolt, og virkelig kedet mig og været depri og ensom. Det har edderma’me været hårdt, og ensomt men jeg har simpelthen ikke haft overskud til andet, grundet nogle besværligheder/miskommunikationer med faren fx., og derudover er jeg også kommet til at skubbe alle andre væk, hvilket ikke var så smart gjort af mig… Sååå, nu der er jeg indlagt hvilket er godt til mig i denne situation.
Men det er også noget med at kende sine personlige grænser, og reagere på dem – de vil jo bare hjælpe herude – men stadigvæk, så kan det godt være, at man lige skal huske sigselv, måske dét liv, som man/jeg havde inden, at alt det her cirkus startede i mit liv, for omkring 1 år siden…
Jeg ved ihvertfald, at jeg faktisk ikke har lyst til at tie stille om dette, ihvertfald ikke alt for meget — spontan abort er ikke for sjov, og det er enormt tabubelagt, og det sker faktisk meget oftere end man tror. Det er noget med, at hver 4. kvinde har oplevet at abortere spontant.
Jeg beklager, at dette indlæg ikke først og fremmest handler om psykiatri – men nu er jeg jo så indlagt, så lidt handler det også om dét.
Det er okay at være indlagt, det er lidt hårdt i og med, at jeg lige er blevet forflyttet ift. sengeafsnit, så dèn har været lidt svær lige at vænne sig til.
Jeg ville lige give en update herfra i og med, at det er længe siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, og dét er jo så også fordi, at der simpelthen ikke er sket noget som helst i mit liv i rigtig lang tid. Jeg har jo isoleret mig derhjemme pga. angst også, grundet alt muligt, at jeg flyttede fra min eks over i ny lejlighed helt alene, eller det vil sige ikke helt alene, jeg havde faktisk min kat med mig – men hende skilte jeg mig også af med fordi, at jeg ikke kunne tage mig ordentligt af hende på daværende tidspunkt pga. depression, og så var min lejlighed også for lille til os to.
Så jeg har ikke haft det særlig godt, det sidste års tid. På det her tidspunkt sidste år var jeg gravid, og det er stadigvæk nogle gange svært at forholde sig til, synes jeg… Heldigvis kan jeg få min kat tilbage, og det vil jeg faktisk rigtig gerne, jeg skal bare finde et nyt sted at bo til os.
Men ja, grænser. For det er noget med at huske hvem man er i livskriser, tror jeg.
Jeg synes det var en lettelse at finde ud af, at jeg havde været gravid – det besvarede ligesom nogle spørgsmål ift., hvorfor, at jeg ud af det blå var blevet mere følsom, f.eks.
Jeg har skammet mig rigtig meget over alt det her. Jeg tror egentlig, at det er helt naturligt på en eller anden måde, at jeg har det, man føler sig magtesløs og nederlag. Jeg har heldigvis fundet ud af, at jeg har et godt netværk omkring mig – der ér nogle for mig i det her, jeg står ikke helt alene i dét.
Så det har været rigtig godt at finde ud af, at der virkelig er nogle for mig, i denne livskrise, er det ikke også dét man siger, at livskriser kan føre folk tættere sammen? Dét vil jeg i hvert fald erklære mig enig i.
Jeg føler mig taget af og set under denne indlæggelse, og det er jeg taknemlig for.
Herfra, der håber jeg bare, at det bliver ved med at gå op af for mig, for jeg er stadigvæk ikke 100% migselv igen, endnu. Men jeg tænker, at det kommer lige så stille.
Foto: Privat