Kender I det, at I har en engel og en djævel siddende på hver sin skulder? Det har jeg, og djævlen fylder for meget. Den larmer, råber, fører sig frem, og englen bliver overset, hvis ikke jeg giver den opmærksomhed. To vidunderlige kvinder, der står mig meget nær, venter sig. Og nu kommer bekendelsen – for jeg kunne ikke føle glæde. Jeg kunne ikke glæde mig på deres vegne. Faktisk brød jeg helt sammen i tårer og havde piv-ondt af mig selv, og mit ego voksede lige med ethundred tusind procent. Og følelsen af sorg, skam og skyldfølelse overvældede mig. Det var svært at forholde sig til, fordi vi aldersmæssigt følges ad. Egentlig havde jeg som sådan ikke gjort mig tanker om børn, men jeg blev noget ramt og røg tilbage til teenagealderen, hvor jeg blev holdt udenfor fællesskabet. Engang havde jeg et ønske om at få børn, inden jeg fyldte 30 år, men det kommer ikke til at ske.
Jeg har min situation at forholde mig til: ingen kæreste, ingen uddannelse, og jeg bor hjemme. Jeg mangler alt det, som andre i min omgangskreds har. Om det er misundelse, jalousi, eller hvad det er, ved jeg ikke, men det er en sorg for mig at stå så alene, som jeg gør.
Englens ord er søde, næsten klichefyldte, kunne lyde sådan her: ”Ih, hvor er det dejligt, at I skal have en lille. Det er den største gave i livet”, hvorimod djævlens ord kan lyde således: ”Det mest egoistiske et menneske kan gøre er at sætte et barn i verden. Barnet har ikke bedt om at komme til, det er forældrenes valg. Derudover er der en overlevelsesprocent, der er lig med nul. Og man aner ikke, hvordan fremtiden ser ud for det her lille barn. Det kan blive sygt, udsat for mobning og mange andre grimme ting, men det tager man ikke højde for, når man bare så gerne vil have børn”.
Ja, det lyder råt og voldsomt, men sådan snakker djævlen på min skulder, altså, og nej, jeg synes overhovedet ikke det er særlig rart. Men det, djævlen siger, er altså også den helt skinbarlige sandhed. En sandhed, som jeg forholder mig til. Mit lange sygdomsforløb har gjort, at jeg er gået glip af mange ting, især socialt og på kærlighedsfronten. Det, der også har ramt mig, er, at ”han” svigtede mig. Ikke fordi jeg ville have børn med ham, som han gik og troede og påstod. Jeg ville bare have et forhold mellem os til at fungere, men jeg kæmpede, som tidligere skrevet, alene og forgæves. Tjah, jeg er bedre tjent uden ham.
I et afsnit af podcasten Mads og A-holdet, siger sangeren Benjamin Hav, ”I min optik er det sjældent, at mænd og kvinder kan være venner. Det findes i cirka ét ud af tusinde tilfælde. For restens vedkommende er der en fortidig, nuværende eller fremtidig potentiel kærlighedsrelation” (…)”Man skal ikke sige øv, fordi det sluttede, man skal sige tak, fordi det skete”, og det sidste kan jeg kun give ham ret i. Det skal lige siges, at jeg kontaktede Benjamin på Instagram for at høre, om det var ok at tage hans udtalelse med i blogindlægget, og det var det, heldigvis! Tak, Benjamin!
En mavepuster er, når der bliver sagt, at ”de har jo også lige alderen til det”, til bryllup og børn, det gør ikke tingene bedre, tværtimod. Endnu en gang kommer følelsen af at blive skubbet længere væk, længere bagud, og være overset og usynlig. Klassens spøgelse. Familiens sorte får. Ja, jeg ved godt, det lyder meget negativt, men jeg har lov til at udtrykke mine følelser og min sorg.
”Everyone is getting married or pregnant or promoted and I’m getting coffee! And it’s not even for me!” Dette citat er fra Venner-karakteren, Rachel Green, som jeg i det her tilfælde kan identificere mig med. ”Alle andre bliver gift eller er gravide eller bliver forfremmede, og jeg skænker kaffe! Og det er ikke en gang til mig selv!” Læs det mellem linjerne, eller se serien, så forstår man, hvad jeg mener. Ja, jeg ved det godt. Mit ego fylder meget.
Grundet coronasituationen er der mange fester, der er blevet udskudt, og folks gæstelister er skåret meget ned. Jeg oplever en sorg, når jeg ikke er en del af festlighederne. Det gør ondt at være den, der bliver valgt fra. Jeg har prøvet det så mange gange, og det føles hver gang som et nederlag at være hende, der må skæres fra.
På grund af min sårbarhed og til tider lave selvværd har jeg følt mig udenfor i min familie. Men det var mit ego, der spillede ind. Jeg gik og troede, at alle andres liv kørte på skinner, mens jeg havde det ad helvede til. De havde deres uddannelser, kærester, jobs og eget sted at bo – jeg havde intet af det. Det ved jeg jo godt, ikke er rigtigt. Som min far sagde, ”Alle går og har noget at slås med. Ingen kommer helskindet og uden bump på vejen gennem livet. Det handler om tålmodighed, og hvem der er i vores liv, og dem, der har været der, for alle er de med til at skabe os – men det er kun dig selv, der kan skabe din fremtid. Kun dig, alene. Derfor er det også okay at være ego med lige præcis dét.”
Jeg har da også været gode perioder igennem, men de sidste to-tre år har virkelig været svære, og jeg har stadig en masse at tage hensyn til. Derfor tør jeg næsten ikke tænke fremadrettet på at stifte familie, hvor meget jeg end ønsker det. Og hvorfor? Min største frygt er at blive en dårlig mor på grund af min sygdom. Tænk, hvis jeg ikke kan tage mig af mit eget barn, når den tid kommer. Er det så ikke bedre at lade være med at sætte børn i verden? Og tænk nu hvis, jeg ikke kan få børn, af den ene eller anden grund? Overreagerer jeg? Det ved jeg ikke. Men jeg synes, at tankerne om det fylder meget. Og det er okay at fortælle om det, der er svært, det, der fylder og gør nas.
Men når alt kommer til alt, så glæder jeg mig til at møde de to små poder, og jeg elsker de to tøser, der venter sig, overalt på jorden. Jeg sendte dem begge en sms omkring mine tanker og følelser, og de var glade for, at jeg ville dele det med dem, selvom det var svært for os alle tre. Og hvis der er noget, jeg har lært, ikke kun gennem denne her proces, men bare sådan helt generelt, så er det, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre. Men uh, det er svært at lade være, en gang imellem.
Hvis der er en, som jeg for nylig har fået øjnene op for, og som jeg synes er virkelig sej, så er det Liva fra den store junior bagedyst, der selv har haft angst. I en artikel fra DR Nyheder sætter hun ord på, hvordan angst og OCD har fyldt i hendes liv, men at stå og bage har været en kæmpe hjælp. Jeg ved fra mig selv, at det med at bage og lave mad, og også at være i haven og ordne planter og blomster, hjælper på psyken. Der er en eller anden form for struktur, der gør det mere overskueligt at være i.
Det her blogindlæg er på ingen måde skrevet for at få medynk. Det er heller ikke en undskyldning, men nærmere en forklaring. Det er simpelthen for at få sat lidt ord på de følelser, som både skræmmer mig, og som jeg kæmper med, men som jeg også kan føle skam over. Det kan godt være, at det lyder, som om jeg beklager mig. Så kender man mig ikke, for det er på ingen måde min intention. Jeg er i gang med min rejse; med at finde mit og min identitet. Jeg er min egen, og jeg hverken kan eller skal sammenligne mig med andre. Man kan have lignende historier, som man kan dele og hjælpe hinanden med på den måde, men hvert menneske er et unikt individ med engle og djævle på skuldrene.
Foto: Privat